1001 Albums Summary

'kæft det er fedt. Funky og råt. Klar femmer.

Noget tættere på punk end grunge synes jeg - men kæft det er fedt

fede numre i mellem, men også (lidt for) meget et album af sin tid

Kæmpe fan, men måske også lidt farvet af at være vokset op med det. Fristet til 5 stjerner men omvendt er både Liquid Swords og 36 Chambers måske en my mere helstøbte og banebrydende… svær…

Der er meget musik, jeg har fået bedre/mere afslappet forhold til med årene, og med det in mente prøvede jeg virkelig at gå til dette album med et åbent sind, men... ABBA på denne her liste her, er som en Pixi bog på en liste over de største litterære værker - det er næsten en hån. ABBA, når de er bedst, er sådan set catchy nok, men selv i de tilfælde er deres musik bare totalt intetsigende; der er ikke noget som helst interessant, ingen kant eller noget der stikker bare lidt ud - den musikalske ækvivalent til postevand. Til gengæld har de et eller grundlæggende irriterende over sig, der gør, at jeg faktisk næsten får det fysisk dårligt af at høre det. Dum Dum Diddle er måske noget af det mest forfærdelige musik jeg nogensinde har hørt - men utroligt nok er der skarp konkurrence fra flere andre tracks på dette album. Selv betraget inden for sin tid og genre, er der bare så meget mere kreativitet og kvalitet at hente andre steder, at musikhistorien kommer til at savne ABBA lige så meget som Jodle Birge.

Tror jeg har lige så svært ved at finde ud af det album, som Beach Boys havde... Men kan ikke lade være med at være mærkeligt draget af det, og tror bestemt ikke det er sidste gang jeg kommer til at høre det. Nysgerrighed pirret: 4 Hvor meget jeg kan de enkelte numre / det samlede indtryk: 3 Musikhistorisk betydning: 2 konklusion : 3

Fedt nostalgisk trip tilbage til 90’erne :) Synes stadig DnB holder men bliver også hurtigt lidt ensformigt og da især når det er SÅ langt et album. Kan nok ikke hidse mig op til mere end tre stjerner

et par fede numre, og generelt et interessant og habilt album, men også lidt ensformigt

Det er jo bestemt stadig lige i min boldgade men jeg synes det er et super lækkert album. Når dog ikke op på højde med The low end theory eller Jazzmatazz så kan ikke blive til mere end 4 stjerner

det er sgu godt nok bare ikke mig. Okay catchy melodier i mellem men totalt intetsigende

som det også er sagt andre steder er det meget fedt med hip hop der prøver at gøre noget anderledes og lidt mere eftertænksomt, men synes der er andre der gjorde/gør det en hel del bedre - og uanset hvor mange gange de selv benægter det, så bliver de sgu lidt corny. Okay catchy og funky, men kan ikke komme højere end en 2'er for kan heller ikke rigtig se at der her album skulle have haft speciel stor indflydelse for eftertiden eller have været specielt revolutionerende dengang

stadig fedt

vel ikke decideret dårligt, bare pænt kedeligt. Heller ikke lige min yndlingsmusikgenre. Lyder lidt som noget der kunne have været en intro sang til Venner

Smukt og uventet dragende. Men også lige på kanten af min musikalske komfortzone - og ved godt at det ikke er det, det handler om her, men jeg kunne godt savne bare lidt mere kant.

Stødte på Pink Floyd for første gang lige da jeg var startet på gymnasiet og både bandet og mange af numrene har derfor en ret stor affektionsværdi. Prøvede at lægge det hele fra mig og gå til det uden forudindtagethed, og havde faktisk en idé om, at albummet ville falde ret meget til jorden uden al den kontekst, jeg har bygget op omkring det - men for satan hvor er det bare et fedt album. Havde ikke fanget alle jazz og blues referencerne rigtigt før nu, men koblet med albummets rækkevidde - både musikhistorisk og ambitionsmæssigt - kan jeg ikke andet end give det topkarakter. Stadig det eneste band, hvor jeg hellere vil høre deres live-optagelser end studie ditto, og synes faktisk at Disk 2 er bedre end 1.

Ikke et mesterværk som jeg normalt vil forstå ordet, men der er så meget det går op i en højere enhed for mig her, at det kommer møj tæt på. Musikken og stemmen er fantastisk; fedt at få i hende væk fra big band swing-setup'et, og jeg ER virkelig til stede på den lille jazz bar i 50’erne på en måde, som ikke meget andet musik har formået at transcendere en stemning og en æra på tværs af tid og rum. Imponerende. Findes der bedre jazz albums? Jeps. Kan den her genre, i det her format, på det her tidspunkt gøres meget bedre. Ikke meget

Et støjrock/industrialism mesterværk. Men også et mesterværk - der i hvert fald for mig - kræver et ret stort tilløb. Ligger umiddelbart og roder rundt omkring de 4 stykker ud fra et personligt synspunkt, men mere objektivt set kommer den op på 4,5 og så runder vi op

ved ikke rigtig hvad jeg skal sige eller mene... Tænker ikke opera rock kan gøres meget bedre, og det er svært at sætte en finger på både Meat Loaf eller musikerne. Men det er så langt fra noget, jeg selv ville sætte på - plus at nogle af numrene læner sig lidt mere ind i 70'er/grease-agtigt territorie end jeg har det komfortabelt med. Der er også flere tilfælde, hvor det skinner igennem, at albummet er baseret på en musical, hvilket heller ikke ligefrem trækker op i min bog. Kan ikke komme højere end 3

Slet ikke i tvivl om Grohls evner og er generelt meget godt underholdt i selskab med FF, men kan altid blive imponeret over at et band, der har eksisteret i over 30 år, har formået at få alle deres sange til at lyde ens. Jeg synes albummet kæmper lidt med en balancegang, hvor de hele tiden risikerer at krydse over i enten Foo Fighters lidt intetsigende rock eller i at lyde som en (knap så interessant) udgave af Nirvana, men jeg synes faktisk, at Grohl formår at klare udfordringen forbavsende godt. Nok meget sigende for mit forhold til bandet, at mine yndlingsnumre her er nogle af de mindst streamede, men synes især Weenie Beenie og Watershed formår at skille sig ud og bryde det ellers lidt monotone lydbillede

Har ført taget tilløb til Smiths uden held - måske lidt pga Morrisey. Denne gang rammer det helt perfekt. Fantastisk åbningsnummer. Kunne godt have levet uden Death at one's elbow, men ellers er det nærmest ikke et dårligt nummer i mellem for mig. Det kan godt være, det ikke er anerkendt som deres bedste plade, og at det bare er fordi jeg lige har set The Smiths lyset, men vi er oppe omkring de 4,5 og så bliver der rundet op.

var nok lige en snert for sent til gamet til nogensinde at sætte ordentligt pris på 80'er rap'en, men hvis jeg lige stiller uret og mindset'et en 40 år tilbage, kan jeg godt sætte pris på en stor del af det her album. Må op på tre stjerner pga af albummets betydning for rap musikken generelt.

Perfekt

Hvis mere af albummet havde været i stil med det første og sidste nummer havde det virkelig rangeret højt for mig, men numre Orange Skies, She Comes In Colors og især Que Vida er næsten uudholdelige, så ender nok lige i midten.

Funky, sydstats svedig dreven bluesy, helt igennem gennemført old school rock

Aldrig hørt albummet før. Lidt høje forventninger efter at have læst om det. Nok lidt skuffet. Nogle okay numre uden det for alvor er noget jeg komme op at ringe over. Der er bonus point for ideen og ambitionsniveauet, men det føles også lidt forceret.

Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det her album. Sådan set okay musik, og synes der er et par ret gode numre i mellem. Men en lidt sjov genre, og har ikke meget erfaring med baroque pop. Kommer nok heller ikke til at blive overvundet af det her album. Tror vi er over 2,5 men ikke meget.

okay album. Havde nok forventet lidt mere

et album der kræver meget kontekst. Lidt for meget måske. Men det er stadig funky og lækkert. Ikke det bedste eller mest interessante han har lavet, men bonus point for den grad af mod og ærlighed.