'kæft det er fedt. Funky og råt. Klar femmer.
Noget tættere på punk end grunge synes jeg - men kæft det er fedt
fede numre i mellem, men også (lidt for) meget et album af sin tid
Kæmpe fan, men måske også lidt farvet af at være vokset op med det. Fristet til 5 stjerner men omvendt er både Liquid Swords og 36 Chambers måske en my mere helstøbte og banebrydende… svær…
Der er meget musik, jeg har fået bedre/mere afslappet forhold til med årene, og med det in mente prøvede jeg virkelig at gå til dette album med et åbent sind, men... ABBA på denne her liste her, er som en Pixi bog på en liste over de største litterære værker - det er næsten en hån.
ABBA, når de er bedst, er sådan set catchy nok, men selv i de tilfælde er deres musik bare totalt intetsigende; der er ikke noget som helst interessant, ingen kant eller noget der stikker bare lidt ud - den musikalske ækvivalent til postevand. Til gengæld har de et eller grundlæggende irriterende over sig, der gør, at jeg faktisk næsten får det fysisk dårligt af at høre det.
Dum Dum Diddle er måske noget af det mest forfærdelige musik jeg nogensinde har hørt - men utroligt nok er der skarp konkurrence fra flere andre tracks på dette album.
Selv betraget inden for sin tid og genre, er der bare så meget mere kreativitet og kvalitet at hente andre steder, at musikhistorien kommer til at savne ABBA lige så meget som Jodle Birge.
Tror jeg har lige så svært ved at finde ud af det album, som Beach Boys havde... Men kan ikke lade være med at være mærkeligt draget af det, og tror bestemt ikke det er sidste gang jeg kommer til at høre det.
Nysgerrighed pirret: 4
Hvor meget jeg kan de enkelte numre / det samlede indtryk: 3
Musikhistorisk betydning: 2
konklusion : 3
Fedt nostalgisk trip tilbage til 90’erne :)
Synes stadig DnB holder men bliver også hurtigt lidt ensformigt og da især når det er SÅ langt et album.
Kan nok ikke hidse mig op til mere end tre stjerner
et par fede numre, og generelt et interessant og habilt album, men også lidt ensformigt
Det er jo bestemt stadig lige i min boldgade men jeg synes det er et super lækkert album. Når dog ikke op på højde med The low end theory eller Jazzmatazz så kan ikke blive til mere end 4 stjerner
det er sgu godt nok bare ikke mig. Okay catchy melodier i mellem men totalt intetsigende
som det også er sagt andre steder er det meget fedt med hip hop der prøver at gøre noget anderledes og lidt mere eftertænksomt, men synes der er andre der gjorde/gør det en hel del bedre - og uanset hvor mange gange de selv benægter det, så bliver de sgu lidt corny. Okay catchy og funky, men kan ikke komme højere end en 2'er for kan heller ikke rigtig se at der her album skulle have haft speciel stor indflydelse for eftertiden eller have været specielt revolutionerende dengang
stadig fedt
vel ikke decideret dårligt, bare pænt kedeligt. Heller ikke lige min yndlingsmusikgenre. Lyder lidt som noget der kunne have været en intro sang til Venner
Smukt og uventet dragende. Men også lige på kanten af min musikalske komfortzone - og ved godt at det ikke er det, det handler om her, men jeg kunne godt savne bare lidt mere kant.
Stødte på Pink Floyd for første gang lige da jeg var startet på gymnasiet og både bandet og mange af numrene har derfor en ret stor affektionsværdi. Prøvede at lægge det hele fra mig og gå til det uden forudindtagethed, og havde faktisk en idé om, at albummet ville falde ret meget til jorden uden al den kontekst, jeg har bygget op omkring det - men for satan hvor er det bare et fedt album.
Havde ikke fanget alle jazz og blues referencerne rigtigt før nu, men koblet med albummets rækkevidde - både musikhistorisk og ambitionsmæssigt - kan jeg ikke andet end give det topkarakter.
Stadig det eneste band, hvor jeg hellere vil høre deres live-optagelser end studie ditto, og synes faktisk at Disk 2 er bedre end 1.
Ikke et mesterværk som jeg normalt vil forstå ordet, men der er så meget det går op i en højere enhed for mig her, at det kommer møj tæt på. Musikken og stemmen er fantastisk; fedt at få i hende væk fra big band swing-setup'et, og jeg ER virkelig til stede på den lille jazz bar i 50’erne på en måde, som ikke meget andet musik har formået at transcendere en stemning og en æra på tværs af tid og rum. Imponerende. Findes der bedre jazz albums? Jeps. Kan den her genre, i det her format, på det her tidspunkt gøres meget bedre. Ikke meget
Et støjrock/industrialism mesterværk. Men også et mesterværk - der i hvert fald for mig - kræver et ret stort tilløb. Ligger umiddelbart og roder rundt omkring de 4 stykker ud fra et personligt synspunkt, men mere objektivt set kommer den op på 4,5 og så runder vi op
ved ikke rigtig hvad jeg skal sige eller mene... Tænker ikke opera rock kan gøres meget bedre, og det er svært at sætte en finger på både Meat Loaf eller musikerne. Men det er så langt fra noget, jeg selv ville sætte på - plus at nogle af numrene læner sig lidt mere ind i 70'er/grease-agtigt territorie end jeg har det komfortabelt med. Der er også flere tilfælde, hvor det skinner igennem, at albummet er baseret på en musical, hvilket heller ikke ligefrem trækker op i min bog. Kan ikke komme højere end 3
Slet ikke i tvivl om Grohls evner og er generelt meget godt underholdt i selskab med FF, men kan altid blive imponeret over at et band, der har eksisteret i over 30 år, har formået at få alle deres sange til at lyde ens.
Jeg synes albummet kæmper lidt med en balancegang, hvor de hele tiden risikerer at krydse over i enten Foo Fighters lidt intetsigende rock eller i at lyde som en (knap så interessant) udgave af Nirvana, men jeg synes faktisk, at Grohl formår at klare udfordringen forbavsende godt.
Nok meget sigende for mit forhold til bandet, at mine yndlingsnumre her er nogle af de mindst streamede, men synes især Weenie Beenie og Watershed formår at skille sig ud og bryde det ellers lidt monotone lydbillede
Har ført taget tilløb til Smiths uden held - måske lidt pga Morrisey.
Denne gang rammer det helt perfekt. Fantastisk åbningsnummer.
Kunne godt have levet uden Death at one's elbow, men ellers er det nærmest ikke et dårligt nummer i mellem for mig.
Det kan godt være, det ikke er anerkendt som deres bedste plade, og at det bare er fordi jeg lige har set The Smiths lyset, men vi er oppe omkring de 4,5 og så bliver der rundet op.
var nok lige en snert for sent til gamet til nogensinde at sætte ordentligt pris på 80'er rap'en, men hvis jeg lige stiller uret og mindset'et en 40 år tilbage, kan jeg godt sætte pris på en stor del af det her album. Må op på tre stjerner pga af albummets betydning for rap musikken generelt.
Perfekt
Hvis mere af albummet havde været i stil med det første og sidste nummer havde det virkelig rangeret højt for mig, men numre Orange Skies, She Comes In Colors og især Que Vida er næsten uudholdelige, så ender nok lige i midten.
Funky, sydstats svedig dreven bluesy, helt igennem gennemført old school rock
Aldrig hørt albummet før. Lidt høje forventninger efter at have læst om det. Nok lidt skuffet. Nogle okay numre uden det for alvor er noget jeg komme op at ringe over. Der er bonus point for ideen og ambitionsniveauet, men det føles også lidt forceret.
Ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det her album. Sådan set okay musik, og synes der er et par ret gode numre i mellem. Men en lidt sjov genre, og har ikke meget erfaring med baroque pop. Kommer nok heller ikke til at blive overvundet af det her album. Tror vi er over 2,5 men ikke meget.
okay album. Havde nok forventet lidt mere
et album der kræver meget kontekst. Lidt for meget måske. Men det er stadig funky og lækkert. Ikke det bedste eller mest interessante han har lavet, men bonus point for den grad af mod og ærlighed.
i den rigtige setting er det simpelthen genialt, men uden sol og strand falmer det lidt. Holder bestemt stadig og altid bonuspoint for at lave et album med noget på hjerte
perfekt
Første lyt; nåede 2 numre ind før jeg tænkte, at jeg næsten hellere ville høre ABBA albummet igen fremfor at høre YLAOM færdig. Andet gennemlyt; lidt bedre og må i hvert fald indrømme at de var forud for deres tid og at deres indflydelse kan høres i rigtig meget. Tredje gennemlyt; det begynder at sætte sig, og kan bedre værdsætte detaljerne i det ellers ret massive lydbillede. Er dog stadig ikke fan af sangstilen eller når der går lidt for meget high-school-rock i den. Men måske er det faktisk ret fedt det her. Tror det bliver en stor 3'er.
Det er okay, men ikke meget mere. Vandt dog lidt på mig efter et par ekstra gennemlytninger.
Ikke rigtig dårligt, men heller ikke specielt godt. Kan overhovedet ikke se, hvad det her album skal på listen
Har lidt en svaghed for start-nuller-rock, og synes der er nogle rigtig fine numre her. Men det er ikke specielt banebrydende og bliver måske også lidt ensformigt. Plus andre har gjort det samme både før og mindst lige så godt. Alt i alt godt underholdt, men så måske heller ikke meget mere.
Ved simpelthen næsten ikke hvad jeg skal sige eller mene. Der er gode momenter og noget af det er mærkeligt på den interessante måde, men damn der har været mange (hårde) stoffer involveret. Minotaur- sangen kommer tæt på at tage præmien for det mest fucked up jeg nogensinde har hørt
Det er SÅ gennemført 70’er og FRANSK. Det er måske pga af en svaghed for det frankofile og intellektuelle 60’er miljø som han voksede ud af, men jeg lader tvivlen komme ham til gode om hvorvidt han kun provokerede og italesætte tabuer i hans ret hidsige persona-konstruktion og forholder mig til det kunstneriske. Tror ikke jeg har hørt noget som det før, og det er ment som et kompliment, og musikalsk og kunstnerisk er jeg ret vild med det, men kan alligevel ikke helt se de det mesterværk som andre ser - måske er det fordi jeg ikke kan fransk; måske er det trods alt Gainsbourgs eftermæle der trækker skygger…
Aldrig hørt det her før. Synes det er helt genialt. Det er dragende, mystisk, rørende og til tider voldsomt. Whats not to like. The talking drum er noget af det fedeste jeg har hørt i lang tid. Ikke er dårligt nummer her for mig og skal helt sikkert høre mere King Crimson
Ved ikke hvad tissemandsjazz er, men jeg synes det her er helt okay.
Big band jazz er ikke min favorit jazz genre, men det er svært at komme uden om hvor dygtig the Duke var og synes både det svinger og er lækkert. Er også godt med på hvor vigtig koncerten var, men synes ikke jeg får specielt meget ud af denne live optagelse i den sammenhæng.
Der er måske lige et par numre hvor de slipper speederen lidt for meget, men ellers er det fuld smadder derudaf - på den gode måde. Og så havde jeg nok givet den 5 stjerner alene for titelnummeret.
Det kan godt være det er simpelt - tangerende for simpelt. Men det er fanme effektivt. Og nogen gange skal der ikke mere til.
Kan egentlig godt følge ideen med, at det ikke så meget er de enkelte sange, men tonen og atmosfæren igennem hele albummet, der gør det specielt.
Lidt interessant at han både prøvede at indspille sangene med E street bandet og faktisk også selv, men aldrig kunne genskabe lyden og stemningen fra hans egen optagelse.
Og selvom stilen måske nok er et tilfælde, kan man høre spor af dette album flere steder, så det har i hvert fald haft en vis indflydelse.
Det sagt, så synes jeg albummet er vigtigere for Springsteen mytologien end for musikhistorien.
Jeg ELSKER det her album. Måske er det fordi jeg er vokset op med at min far spillede det. Omvendt har min far spillet meget jeg ikke har forelsket mig i... Der bare et eller andet her, der fangede mig fra første sekund, selvom jeg først rigtig opdagede albummet i sin helhed da jeg var blevet voksen. Der er umiddelbarhed, humor og musikalitet, der gør det meget svært (for mig) ikke at blive fænget, selv på de få par numre der fungerer lige knap så godt. Og så er You can call me Al - ud over et fantastisk nummer - en perfekt tidskapsel for den periode. Med musikvideoen blæsende ud på MTV i stuen. Som en perfekt destillering af 1987 - og måske firserne i det hele taget.
tænker jo i udgangspunktet altid, at alle albums på den her liste, er der af en (god) grund, men begynder snart at mistænke et lille bias mod 60'er psyc rock... og synes måske ikke alt fra 60'erne, der kom på billboard 200 er berettiget en plads på en sådan liste her. Men det er egentlig ikke fordi det er specielt ringe, men det er godt nok heller ikke - med nogle få undtagelser - særlig interessant
Kan faktisk godt følge lidt af Anders' rant, men omvendt så er det her så meget lyden af sommeren, da jeg var 19, at jeg bare ikke rigtig kan hate på det - og det til trods for at jeg faktisk ikke særlig godt kunne lide RHCP dengang. Men det rammer nok lidt popdrengen i mig - og det er der ikke meget andet end der gør. Et lille (nostalgisk) 4 tal herfra
Det her er virkelig en af dem, jeg er glad for jeg gav nogle ekstra lyt, for efter første var jeg godt nok skeptisk, men her efter trejde omgang har det virkelig vundet på mig. Jeg har aldrig rigtig lyttet til iron maiden, og det er nok stadigvæk ikke den genre, jeg kommer til at bruge mest tid på fremover, men synes sgu det er ret fedt det her. Gik fra en lille 2'er til et lille 4 tal
lyden af Smells like teen spirit, der smadrer ud af højtalerne, sveden der drypper, bar kas', kroppen spændt og klar til at hoppe ind i moshpit'en - Nirvana live er helt klart i top 10 over musikalske oplevelser jeg gerne ville have oplevet. Der er SÅ meget energi her. Næsten lidt synd, et det kun var alle de nedern drenge fra Engdalsskolen med deres doc martins og skovmandsskjorter der hørte det, mens vi andre seje drenge fra Gjellerupskolen hørte Wu-tang.
Tror faktisk aldrig, jeg har hørt Nevermind i sin helhed før. Super råt, beskidt og god energi. Kan nok bedre lide de mere punkede indslag end de grungede, og selvom der generelt er et højt niveau hele vejen igennem, så bliver numrene 8-11 alligvel lidt kedelige. Og så er spørgsmålet jo så, hvor meget de tre hits og albummets generelle betydning kan kompensere for. Et lille bitte femtal herfra.
det kan godt være jeg har været for rundhåndet med mine 5 taller, men denne her kan der ikke være nogen tvivl om. Kunne få fem stjerner alene for sin musikhistoriske betydning, men sammen med hitsene og det tårnhøje niveau, er der længe kompenseret for et par mindre interessante numre. F'in fedt album
Jeg er slet ikke i tvivl om, at han er dygtig, og måske er det fordi, jeg mangler tid og mulighed til at fordybe mig i tekstuniverset, eller flere gennemlytninger som Anders også nævner, men umiddelbart bliver det lidt for monotont - især hans sangstil som næsten ender med at irritere mig lidt - og kedeligt. Det sagt, så er jeg slet ikke i tvivl om kvaliteten, og det er også utroligt smukt (og tidsløst) flere steder. men kan ikke komme højere end 3 (store) stjerner
lækkert, funky & godt - men jeg er bare ikke helt så blown away som jeg havde regnet med
Alene det faktum at han har kørt DEN bar kas'-hardcore rock&roll-livsstil i næsten 60 år (and still going strong) er nok til, at jeg får løst til at være rundhåndet med stjernene. At albummet derudover er røv fedt og virkelig meget forud for sin tid gør det ikke mindre imponerende. Efter at have hørt både Iggy's eget mix og Bowies, er jeg helt klart mest til Iggy's - også selvom det nok er Bowies mix der tydeligst kan høres i eftertidens punk.
Iggys udgave: 4 stjerner
Bowies udgave: 3 stjerner
Samlet: 3.5
Kan ikke sige det bedre end Anders.
På nær at jeg faktisk godt kan huske dem - men det er bestemt ikke i deres favør.
Totalt intetsigende musik. Hører ikke hjemme på denne liste på nogen som helst måde.
Er nok lidt farvet af at være Björk fan, og det bliver liiidt kedeligt i længden, hvis ikke man virkelig fordyber sig og går all in på hendes præmisser. Men gør man det, så synes jeg også man får et virkeligt smukt og rørende album, der samtidig tør eksperimentere og være udfordrende.
Hun var sej, og kan egentlig ikke rigtig finde på noget dårligt at sige om albummet, men musikken taler sgu bare ikke rigtig til mig
det er lige mig det her. Super fedt hele vejen igennem. Den gamle Brian havde givet 5 stjerner, men den nye reviderede (og mere kritiske) udgave konstaterer at det måske mere er musikhistorisk at den fortjener 5, men at den lige mangler lidt for at komme helt op på mesterværk listen ud fra en personlig betragtning.
ikke så meget at sige. Ganske fint med et par fede numre, men jeg er ikke specielt overvældet
Synes faktisk det er ret fedt - specielt de tre første numre - men så måske heller ikke mere og de sidste 4 numre gør ikke helt så meget for mig.
Fuck hvor jeg hader slide-guitar. Der er simpelthen ikke et nummer i musikhistorien, der er blevet bedre af at få mast en slide-guitar ind. Hader egentlig også soft rock. Og alligevel er der faktisk meget her jeg godt kan lide. de første 2 numre er ret fede, og det er i det hele taget meget lækkert. Men på den sidste halvdel går der lidt for meget yahoo i den. Det sidste nummer lyder nærmest som noget shubidua kunne have lavet, og der er altså ikke noget der trækker op
Det er okay. Noget af det er ret lækkert og catchy. Noget af det er dog også lidt intetsigende, ibiza chill som helt sikkert gør sig godt på en strandbar, hvor man sidder med tæerne i sandet og kigger på vandet, men ellers føles lidt generisk. Lidt bedaget, men omvendt er der også noget lækkert nostalgisk over de par hits der var på pladen. Vakler mellem 2 og 3 stjerner. Tror det bliver en stor 2er.
det er fint og lækkert, men så kan jeg heller ikke rigtig finde på flere superlativer
Jeg ved godt at man skal forestille at elske det her album, og jeg synes også det er lækkert produceret, og han er bestemt en dygtig rapper + at der faktisk er lagt noget tanke i projektet (hvilket altid er et plus ved rap albums), men synes simpelthen det bliver lidt kedeligt i længden og der er kun et par numre som stikker ud for mig
Et band navn jeg har kendt i meget lang tid uden egentlig at vide noget om dem. Kan godt forstå lidt af omtalen, for man kan godt høre mange mange efterfølgende bands i deres lyd. Så om ikke andet så tommel op for at være pionerer og sætte et aftryk. Synes egentlig også musikken er meget interessant, men måske ikke helt nok til at det virkelig rammer og så bliver det også en my monotont. Fatter ikke hvorfor alle nævner "Jane Says" som et højdepunkt for det er da nærmest det ringeste og mest intetsigende af alle numrene på albummet
følte overhovedet ikke det her album ved første lyt, men blev omvendt/overvundet allerede ved nummer to.
Synes stadig ikke det er hans bedste album, men det hænger nok også sammen med at folk/americana ikke er min yndlings genre, og at det her album nok er der hvor han kommer tættest på en ren udgave af lige netop den genre.
Kommer nok aldrig til at hoppe helt med på "Mesterværk"s vognen, men det er utrolig høj kvalitet hele vejen igennem - et stort 4-tal.
stadig et fantastisk album. Ikke mange der kan matche i energi. Egentlig ikke rigtig nogle dårlige numre, men måske et par der er lidt mere bedaget og ikke står helt skarpt nok til at jeg kan komme op på 5 stjerner
kommer lidt bag på mig, hvor meget jeg faktisk synes om det her album, for jeg er ikke specielt begejstret for Beatles, så havde ikke forventet at det var noget for mig. Men jeg er virkelig positivt overrasket. Det er endda lige ved at han slipper afsted med at bruge slide-guitar. Lige ved. Forstår ikke helt kritikken af disk 2, for jeg synes næsten det fungerer bedre på nogle områder. I sidste ende er det dog ikke det hele jeg er lige vild med - og det er nok også meget forlangt med den spilletid - så kommer ikke højere end 3, også selvom der faktisk var tre numre der røg på favoritlisten på spotify
Havde helt glemt det her album. Super lækkert og holder bestemt stadig. Men selvom der ikke er et eneste svagt nummer for mig på pladen, så er det også lige før det bliver lidt for pænt og lækkert, og jeg kommer til at mangle lidt mere kant i stil med Karmacoma. I sidste ende mangler der i hvert fald lidt til få mig op på de 5 stjerner. I øvrigt meget sjovt hvor mange der klagede over Harrisons instrumental numre, men ingen der siger noget når det er Massive Attack der gør det :)
noget af det er jo egentlig meget catchy, men selv der hvor det fænger, er det også stadig fjollet - og så er der alle de steder hvor det kun er fjollet...
det var sgu ret fedt. Ville ønske, jeg havde hørt mere af dem inden koncerten på Northside, for egentlig ikke specielt vild med deres hits, men det er godt nok meget guld imellem ellers. Men ligeså fede nogle af numrene er, ligeså intetsigende er der også et par der er. kommer lige på den rigtige side af 4 stjerner.
Det er nok bare mig der mangler dannelse, men...
imponerende at man kan lave et album udelukkende med numre, der var 2 minutter, og stadig få det til at føles som en evighed at lytte til det...
Det er helt sikkert stadig velkonstrueret pop, men også stadig totalt intetsigende. Ved godt, at hvis man tager de historiske briller på, så var det stort og banebrydende. Men i dag er det for mig bare flerstemmig 60'er pop med spøjse instrumenter og korsang. Ikke et eneste nummer der gør noget for mig.
Teknisk og begavet men ufarligt og kedeligt.
NB wtf sker der på 'What Goes On' - beatles goes honky tonk - et af de værste numre jeg har hørt i lang tid.
Markerer perfekt kulminationen fra da rappen gik fra at være et 'ægte' kulturelt og politisk fænomen til en sjælløs, kommerciel, bling-bling-variant i slut 90'erne.
Han rapper fedt; det er tungt og beskidt på den gode måde og 'In da club' er stadig et fedt nummer, men resten er til gengæld ret ligegyldigt. og så 20 numre. Måske lige lidt i overkanten, når man ikke har mere at byde på.
Ikke det hele jeg er lige vild med, men der er et par bangers imellem og det meste af albummet er ret funky/catchy.
Dog også for repetitivt og ALT for langt - og så lader Kiedi's tekster virkelig meget tilbage at ønske.
Havner lige midten.
ret lækkert - omend tangerende til det lidt kedelige en gang i mellem. Kan godt se mig får løst til at høre dette album i bestemte situationer, men ikke revolutionerende nok til at trække mig over 3 stjerner, selvom jeg mistænker den nemt kunne komme højere, hvis/når jeg får tid til at fordybe mig i både lyden og teksterne
lidt ligesom hvis Jimi hendrix fik et lovechild med jazz, undfanget midt i et syretrip og lige inden (hippie)bølgen knækkede og rullede tilbage. Bestemt udfordrende (som al god kunst bør være) - selvom det måske går lige lidt for vidt et par gange - men også vildt interessant at lytte til.
har både beach boys og beatles vibes så det burde umiddelbart kræve lidt af et tilløb for mig, men jeg synes faktisk det er forbavsende godt/catchy. Mange af numrene lyder som noget, der kunne have været med på et Guardian Of The Galaxy soundtrack - og det er en god ting i min bog. Men det er på den anden side heller ikke hverken specielt banebrydende eller bemærkelsesværdigt
fuck det er fedt det her. Røv ringe på mange parametre, men jeg kan slet ikke undgå at blive revet med af energien og stemningen. Det er satme et par koncerter jeg gerne ville have været med til.
Det var dog en helt forfærdelig oplevelse. Lidt ligesom at blive sat til at høre et helt album med dansktop, og samtidig skulle acceptere, at der er nogen, der mener det er kunst.
Håndværket fejler sådan set ikke noget, men det er så amerikansk, at det næsten bliver vammelt, og hører simpelthen ikke hjemme andre steder end i nogle få udvalgte stater i USA, så resten af verden kan blive fri for at lytte til det.
Der findes ikke en straf hård nok for at kombinere hammondorgel med slideguitar.
vælger at ignorere Morrisey som person. Albummet er i sig selv et ret fedt 80'er album og elsker Everyday Is Like Sunday, men der er ikke nok andre numre, der gør det samme for mig til at jeg kan svinge mig op på topkaraktererne.
Kan jo egentlig godt lide punk, og det her er bestemt interessant, men det er lige før det her bliver lidt for punket. fede momenter men også lidt vel rodet og skramlet
Okay, men også bare lidt intetsigende og ikke min kop the
Må indrømme, at jeg ikke har lyttet til meget QOTSA foruden 'Songs For The Deaf'. Og synes måske, de har en tendens til at blive lidt ensformige i deres udtryk. Og det var også præcis den tanke, jeg havde, mens jeg hørte albummet første gang. Men ved flere lyt begynder det i den grad at komme under huden på mig; var nok bare lidt mere krævende end jeg først havde forventet.
Det er råt, tungt og mørkt - præcis som jeg forertrækker rock. Og 'Spiders and Vinegaroons' er så fedt et nummer, at det alene havde trukket albummet op på 4 stjerner. Synes dog stadig ikke det er QOTSA bedste album, så lidt ærgerligt at det er det eneste, der er med på listen
det kan godt være, at hvis man kobler idéen om Guns N' Roses fra musikken, så ender det faktisk med at være lidt intetsigende (omend dygtigt) rock n' roll - men det er til gengæld fuldstændig umuligt for mig. Alene den stemme. Hold kæft hvor var Axel vild. Og Welcome to the jungle må simpelthen være et af de fedeste åbningsnumre nogensinde. I det hele taget sindsygt at have så mange bangers på et debut album. Det sagt så er det ikke hele pladen der står lige skarpt, så selvom nostalgien er virkelig stærk her, kan jeg nok ikke komme højere end 4 stjerner
Høje ambitioner; fed idé; virkelig ringe udført
Elsker det her album. RZA rammer et eller andet helt rigtigt her med lyden og beatsene og GZA er bare en genial rapper. 'Shadowboxin' alene havde givet 4 stjerner. Men kan nok ikke snige mig helt op på topkarakter
Synes den er svær den her. Der er ikke et eneste dårligt nummer og kvaliteten er virkelig høj, men der er omvendt heller ikke rigtig nogen numre der virkelig blæser mig bagover (selvom I'm shakin' kommer tæt på). Som jeg læste i en anden anmeldelse, så er det næsten lidt for kontrolleret. Tror dog det er et album, der vil vinde for hver gennemlytning
Det er fint, og han er dygtig, men så heller ikke rigtig mere
Nej
Kunne egentlig godt tænke mig at belønne dem for forsøget, for det er både lidt galt og genialt på samme tid. Men i sidste ende er kommer det simpelthen for langt væk for min smag
mesterværk
virkelig lækkert, men også virkelig meget et barn af sin tid
Det er ren perfektion for mig. Ellis og Cave's kompositioner og lydbillede ville næsten have været nok i sig selv, men koblet med konteksten for albummet og Cave's dybfølte og inderlige levering går det hele op i en højere enhed. Og det er foruden alle de små produktionsmæssige geniale detaljer. Det er mørkt og smertfuldt ja, men så helt utroligt smukt og stadig med et glimt af håb. Tror ikke noget andet stykke musik - eller kunst i det hele taget - har ramt mig så dybt som der her album gør. Måske er det fordi jeg selv har set, hvad det gør ved forældre at miste et barn, måske er bare fordi jeg selv er far (eller er blevet gammel og grådlabil), men hvis man kender baggrunden for albummet og kan høre 'bright horses' eller 'waiting for you' uden at blive rørt til tårer, er man gjort af et andet stof end mig.
'And the little white shape dancing at the end of the hall
Is just a wish that time can’t dissolve at all'. Har hørt den sang mindst 200 gange, og jeg får stadig kuldegysninger hver eneste gang.
kan ikke sige det bedre end denne reviewer:
'I'll just repeat myself - Dolly Parton is a great human being, a very good singer and an icon of country music. I just can't listen to this genre at all. It's just too much. Sorry'
er virkelig spændt på, hvordan den her er ældet, for jeg var helt forelsket i albummet da det udkom (har til gengæld ikke kunnet lide noget af det efterfølgende).
Efter første lyt kæmper jeg med at abstrahere fra, hvordan jeg tænker på Coldplay i dag, hvor de jo nærmest er blevet et band, der laver musik til folk der ikke kan lide musik. Men da albummet udkom, var det et ukendt band med et indierock album, der faktisk var ret - om ikke revolutionerende - så anderledes og med sin egen lyd. Og når jeg finder tilbage til den indgangsvinkel, synes jeg, det er et rigtig fint album med nogle stærke numre på. Men al deres efterfølgende musik - og den kvalmende storladenhed og totale ligegyldighed, som de fik arbejdet sig hen til - kaster lange, mørke skygger.
I sig selv synes jeg, det er et ret smukt, underspillet, melankolsk poprockalbum, der især bliver trukket op af midterstykket med 'Spies', 'Sparks', 'Yellow' og 'Trouble', som jeg stadig synes holder i dag. Kan dog omvendt ikke se en situation, hvor jeg selv ville spille albummet i dag, hvilket nok er tegn på at nostalgien spiller en større rolle end jeg har lyst til at erkende...
Var lige nået at blive pumpet helt op på en 80'er synth high efter de første 3 numre, men så er det som om, albummet (eller måske mig selv) taber pusten lidt. Jeg synes stadig, det meste er forbavsende godt - og fedt at få 'Girls just want to have fun' i den rette kontekst - det klæder virkelig nummeret. Desværre virkede det ikke for 'time after time'. Synes klart mest om den del, der er mere rocket end poppet, men overordnet er jeg rigtig godt underholdt. Synes dog ikke det bidrager med nok nyt eller anderledes til at forsvare et 4-tal så det bliver en stor 3
Godt spillet. Men røvkedeligt. Point for titelnummeret.
ligesom razzmads var jeg meget skeptisk, inden jeg gik i gang med albummet. Men efter de første 2-3 numre var jeg imidlertid positivt overrasket og tænkte, det er da meget tilforladeligt det her. Måske kunne det endda komme op på et 3-tal.
Men så gik det godt nok hurtigt ned ad bakke.
Og da jeg nåede til det helt horribelt ringe 'Jerdacuttup man' for første gang i denne liste næste ikke klare mere og ville bare have det til at stoppe - og så manglede der kraftedme stadig 7 numre.
Formår at trække sig ned på et 1-tal
Egentlig ikke specielt vild med Neil Young. Heller ikke ligefrem min genre. Men kan alligevel ikke komme uden om, at det er et mesterværk.
