1001 Albums Summary

all time classic 4.6

lægger ekstremt godt fra land med tiny dancer, men i min optik bliver der ikke fulgt ordentligt op stadig mr. john i sædvanlig fin form, og det vil aldrig være helt dårligt i indian sunset er der en fuldkommen legendarisk passage, der senere samples i de fleste unge, hvide provins-drenges yndlings relaterbare sang fra barndommen - ghetto gospel. det trækker i sig selv op 3.4

jeg tror sgu, at den lige præcis smyger sig op på en 4'er virkelig et smukt og udtryksfuldt album 3.8

det er altså where is my mind, der trækker et semitungt læs god energi, og jeg kan egentlig godt lide det, men det bliver aldrig 100% mig 2.6

Musik, man får angst af Jeg bliver aldrig fan af jazz 1.6

Singer sig akkurat op på 3 stjerner. Heads will roll vil alle dage være et af de fedeste numre, MØ ikke har skrevet, men som jeg altid tror, er hende. Derudover et generelt fint niveau, smukke sange (Hysteri, fx) og god energi. Dårligt bandnavn til gengæld 2.8

Syntes egentligt, at det var lidt kedeligt. Noget af det godt, noget af det henslæbt og langtrukkent med lidt for meget plingeling og antal minutter 2.6

Tja, jo, nej, måske og så skidt da Det er sgu Paul Simon! Jeg er egentlig overhovedet ikke til den der afrikanske indflydelse på dette album, og når han samtidig selv lyder relativt uinspireret og kedelig på de fleste numre, så glider jeg ud hurtigere, end du kan sige Garfunkel. 2.3

Tja, det er bedre end det tidligere jazz-album, men det har stadig den klare ulempe, at det er et jazz-album 2.1

Det er ægte svært at overdrive hvor fuldstændig insane et album, det her er Det er så godt, og jeg vil så gerne give 5, men albummet er ikke engang deres eget magnum opus 4.2

Altså, det er Beatles. Dem har jeg aldrig været så meget til i virkeligheden. Men det er da selvfølgelig godt. 3.2

røvfedt, og de to første numre er jo sindssyge anede ikke, at china girl var et Iggy Pop-nummer. Her har jeg gået og hørt det som et Bowie-nummer og holdt mig selv for nar jeg synes sgu, det er fedt, det her. for mig bliver det et lovechild mellem Lou Reed, Bowie og så bare en masse stoffer - det kan man sgu da kun synes godt om! 3.9

for evigt et af de bands, der bare ikke rigtig hænger fast for mig, selvom jeg prøver. jeg kan godt lide det, jeg synes faktisk, at det er et rigtig smukt album men det er også for langt, og det bliver momentalt for monotont. lidt for meget af det samme går igen, og det betyder, at der ikke stikker noget ud - hverken på godt eller ondt. de mere rockede numre føles som en abstraktion, et forsøg på at bryde ensretningen, mere end sange, der reelt set berettiger deres egen plads på pladen. de føles som et skridt væk fra kernekompetencen numrene gør sig godt - albummet i mindre grad. og det er trods alt albummet som helhed, der bedømmes, ikke delene. 2.8

Det bliver nok aldrig et album, jeg rigtig kommer til at synes om. Og så kan det være på alle de Top 50-lister, det overhovedet har lyst til - det kommer aldrig på min. I min optik er det ikke engang deres eget bedste album. Der er selvfølgelig nogle bangers, flowet er undeniable og produktioner er generelt crazy - men det er også her, der simpelthen er noget ekstremt irriterende. For eksempel 'Tread Water': hvor er det enerverende at høre på det der *tread water*-sample, der kører i baggrunden. Der er sgu også nogle af de her interludes, der er så wack - Do as De La Does for eksempel. Overall er det desværre et album, der faktisk fjerner lidt interesse for De La Soul for mig - det tager mere, end det giver. Det er sigende, at det bedste nummer på albummet er Buddy, og det skyldes, at Q-Tip er med på nummeret. 2.3 do better

det bliver lidt for kedeligt for mig. det siger mig i hvert fald ikke rigtig noget. jeg er (stadig) ikke glad for det jazzede, og det bluesede bliver lidt vattet for mig, resten lyder som en disney-film - en af de gamle. sue me. 2.4

Det her behøver nok ikke ret mange ord. I min optik Kendricks magnum opus. Highlights: - Jay Rocks vers er et af de bedste vers of all time - Drake er ikke ulidelig - Alle sange slapper 4.99

annoying ass music det var en kamp 2.2

WAUV Vanvittige tekster, sindssygt lækkert at lytte til. Unbelievable. Jeg er rigtig højt oppe her. Utroligt, at jeg ikke har haft et forhold til det her album før. Det er jeg virkelig træt af. 4.5

Your favorite tudeprins' favorite tudeprins Det bliver lidt teenage edge for mig, selvom jeg egentlig synes, at det lyder ret lækkert - med undtagelse af vokalen. Jeg er ikke så meget til den der layered vokal, der, på trods af lagene, stadig er for lav. Det bliver lidt Kurt Cobain uden alt det seje og det lækre hår. Fender Mustang'en udskiftet med et skateboard; Washington med Portland; blond hår med sort hår; og rå, hårde, smertelige tekster med bløde, dybe og sårbare tekster. Eller er Elliott Smith i virkeligheden en faktisk personificering af den originale Jesus of Suburbia, før denne var født? Jeg ved det ikke, men jeg kunne bedre lide den, der efterfølgende skabtes - med rødt slips, sort skjorte og ditto eyeliner. Alt i alt - fint: 3.4

En klassiker, men det er som om, at det trækker ned for mig, at stort set alle sangene er blevet licenseret ud til så mange film og reklamer, at når de høres i én sammenhængende plade, så føles det som at sidde foran sit gamle billedrørs-TV 2.4

Jeg gik ind til Foo Fighters relativt neutralt. Jeg har hverken meget positivt eller negativt at sige på forhånd. Tbh nok mest negativt, måske. Har dog aldrig hørt denne plade eller nogle af numrene før. Jeg synes, det bliver kedeligt. Instrumentelt er det meget monotont, meget hurtigt. Teksterne er heller ikke noget at skrive hjem om i min optik. Jeg kan ikke forstå, at man kan have været en tredjedel af Nirvana og så lave det her. Ikke fordi man kun skal holde sig til, hvad man altid har gjort, men der er i hvert fald et stykke fra Nirvana til Foo Fighters, og det er en pipeline, jeg ikke forstår. Det bliver det samme nummer igen og igen. Hver gang en sang starter og lyder lidt anderledes, er det som om, at Grohl gør alt hvad han kan for lynhurtigt at få ensrettet den med den foregående. Undtagelsen er fx For All the Cows - men alligevel klinger omkvædet lidt som de foregående. Jeg er bange for, at det ikke bliver til meget mere end: 2.3 Jeg har åbenbart stadig en Foo Fighters-åbenbaring til gode, og jeg er ikke blevet mere håbefuld af denne plade.

God smadder Det er råt, og det har den der momentale, fantastiske cirkus/Pennywise-vibe, som kun Tom Waits kan klare. Det er så tæt på en 4'er, men der er også et par misses, til tider lidt for ensformigt og for mig er det her "kontekst-musik" - det fungerer rigtig godt nogle gange, men ikke altid. Det er i sig selv lidt unfair at bedømme ud fra, for det er der masser af god musik, der er. Men der er Tom Waits nok også lidt anderledes. Slutter til gengæld rigtig stærkt af. Spørgsmålet er, om jeg kommer til at fortryde ikke at give den en lillebitte 4'er. Nå, nu bliver det: 3.7

Hold jeres børn for ørerne! Og for øjnene også! Det her sørens pigtrådsmusik er Djævelens værk! Håret er for langt til at kunne sidde på en god, kristen dreng, der selvfølgelig sover med hænderne over dynen. Debuten fra verdens længstlevende rock-n-roll-band skuffer ikke. Utroligt, der er gået 62 år. Det er altid lettest at forholde sig komparativt til samtiden. Og når vi gør det, så er det her sgu bare mere råt end Beatles. Altså, Keith Richards der agerer arrig bi på 'I'm a King Bee' er sgu da fedt. Der er noget næsten magisk ved at forstille sig en 1,5 watt rørforstærker, der tager livet af en Pioneer Super Tweeter® på fars højttaler. Hør lige guitarens første strum på 'Tell Me'. Jeg gav Rubber Soul (1965) 3.2. Derfor fortjener de rullende sten: 3.5 Det ligger i marginalerne

Jeg synes, det er rigtig kedeligt. 1.8

Jeg bliver nok ikke populær, men jeg synes ikke, det er så fedt. Der er nogle af numrene, jeg synes er så kedelige, at de rigtig gode ikke trækker ordentligt op for dem. Funk er heller ikke lige min kop te, så når vi bevæger os ind på Contusion fx, så står jeg af. Det lyder lidt som et underligt cover af temasangen til PES 6. Ingen mængde af dygtige studiemusikere, silkeblød produktion og smarte solbriller kan ændre på, hvordan jeg har det med den pågældende genre. Der er dog også så utilgiveligt store bangers herpå, at de, isoleret set, berettiger et par stjerner. 2.7

Et for langt album, men der er dog gode ting imellem. Det er grænsende til det overdrevede indie. Highlights: * Jacksonville - lækker lyd * The Predatory Wasp ... - igen, lyder bedre end hvad lyrikken egentlig kan bære i min optik * They Are Night Zombies!! ... Det er den typiske situation: indie kan noget, især instrumentelt, men jeg synes teksterne tit bliver så weird Fint album 3.7

Dejlig album - jeg har aldrig hørt det før. To virkelig gode startere, 1999 og Little Red Corvette. Der er også noget, der bliver lidt kedeligt, men altså... for eksempel Automatic. Det fader for meget ud for mig. Det er som om, fordelingen af sange er helt forkert. Det lægger ud som en 4'er og taper ud til en 2'er. Det må give en: 3.0

Oh great, more swing Foden vipper og alt det der, men det er som om det faktisk også fungerer bedst, når jeg ikke tænker over, hvad det er, jeg lytter til. Altså, når det forbliver i baggrunden. 2.0

Wauv 💕 Love Less 💕 Dejligt album. Jeg har aldrig hørt det før. Jeg er nok i det rundhåndede hjørne lige nu, men det er fordi jeg tror, jeg kan conditione mig selv til at blive obsessed af det. 3.8

Joy Division får mig altid til at tænke: meh Jeg har endnu ikke set lyset. Om ikke andet er det sjovt at gå fra New Order i går til Joy Division i dag - sikke et tilfælde. Det er et meget lille udsnit (af især New Orders diskografi), men sammenligningen er næsten umulig at undgå, og jeg gav New Order 4 stjerner. Og jeg syntes, at New Order var federe. Det gør ikke, at dagens album ikke også kan være et glimrende album - jeg forstod bare gårsdagens album bedre, tror jeg. 3.4

The gaydar is running amok! Talking Heads, Abba og G-bar har fået et barn, og det lyder crazy Rock Lobster er måske det mærkeligste nummer, jeg nogensinde har hørt Det er lidt det der barn, der sidder bagerst i klasselokalet, som man aldrig rigtig har forstået, men som man heller ikke rigtig kan have noget imod - fordi selvom de er weird, så er det da anderledes om ikke andet - og måske egentlig rimelig fængende på sådan en trafikuhelds-måde. Jeg kan ikke helt kigge væk fra de flotte farver og underlige lyde. 3.5

Ikke lige min kop te. Det er lidt for meget lut. Helt ærligt, hvad laver det her album på listen? På det der 'Springtime Promises' lyder det som om, de har hevet Povl Kjøller med. Er 'Lyke-Wake Dirge' bare en salme? Hvorfor følges det op af en slags slap-guitar på 'Train song'? Egentlig syntes jeg, at Rock Lobster fra gårsdagens B-52s-album var det underligste musik, jeg nogensinde har hørt. Pentangle overgår det heller ikke, men de gi'r B-52s et run for their money, det er fandme mærkeligt det her, men på et meget mere indre missions-, Ringkøbing-, folkemusik-i-laden-i-North-Yorkshire-agtigt grundlag. De er dygtige, og det er egentlig det, der trækker det op. Det er jo heller ikke elendigt, det er bare underligt, kedeligt og dybt uinspirerende. Jeg er nok igen i det gavmilde hjørne her, når jeg giver den: 1.8

Puha 1.0

Tæt på ulidelig vokal. Det kammer helt over på Language Problems. Virkelig ringe. Det kommer jeg nok aldrig til at høre igen. Ikke af egen fri vilje, i hvert fald. Jeg kommer til at give flere 1-taller fremover og forbeholder mig retten til de sjældne 5-taller ud fra tesen om, at det er lettere at lave noget rigtig dårligt, end det er nemt at lave noget fantastisk. Dermed: 1.5

Nile Rodgers er selvfølgelig vanvittig. Det er dog, som det er for det meste med funk/disco/det her, at det lyder lækkert, og det giver mig en momentan glæde over det. Den er dog ekstremt kortvarig - lyrikken er svag, det instrumentelle ensformigt og ingen mængde af overproduktion kan skjule det. Og hvor er 'Le Freak' et super irriterende nummer. Det bliver simpelthen lidt for trivielt til at kunne bedømmes som "godt", på trods af, at det måske egentlig er fint nok at lytte til. Der er bare ikke så meget substans i det, i min optik. Vi trænger snart til en banger. 1.8

my goodness hvorfor går det så hurtigt Vi bliver ikke forkælet for tiden Reggae = no good White reggae = definitely no good Heldigvis er det trods alt så white, at det jo ikke er reggae. Det er til gengæld irriterende. Sting har ikke en complexion, der overhovedet kan bære det her. Lowlights: Contact Does Everyone Stare No Time this Time - altså, hvad fuck er det her for noget 2.0

Der er virkelig lyden af noget familiar i det her, selvom det ikke umiddelbart siger mig noget som helst Gode highs, ringe lows Meget svært både at kategorisere og rate Jeg hader det slet ikke Det kræver nok et genlyt eller to 2.8

Virkelig et smukt album, det er helt vildt. Jeg har aldrig hørt albummet sammenhængende før, og det er en underlige følelse at sidde og være nervøs for, om det næste nummer nu kan holde kadencen. Det kan det! 🤯 BLOWN AWAY 🤯 Da vi startede det her, var jeg sikker på, at ingen 'ukendte' albums ville få 5 stjerner af mig. How wrong I was. !!!! 5.0 !!!!

Det er okay, men R.E.M bliver altid lidt for monoton whining for mig 2.8

Det har virkelig en lyd Ikke min stil. Også noget lidt weird, lumre linjer ind imellem? Det bliver lidt unødvendigt. Grineren at høre Ironic, fandme en klassiker Hvorfor er der en akustisk guitar, der på *så* mange af numrene bare lige slår én tone an? Det tager mig godt nok lidt lang tid at kæmpe mig igennem det, og det tænker jeg, at der er en grund til. Tænker ikke helt, at jeg synes, det passer på listen. 2.3

Det er et godt album, men jeg vil ikke påstå, at det har en helt særlig plads hos mig 4.0

Ja tak Men altså - langt fra hans bedste album 3.9

Aldrig hørt om det. Synes egentlig, at der er noget rimelig godt her på, men godt nok også noget trash. "When I touch you" er virkelig et lowlight Tjaaaa, jeg er gavmild i dag 2.8

Stærk nok debut Har aldrig rigtig fået hørt FKA Twigs, og jeg er heller ikke 100% solgt. Det kunne jeg måske blive. Synes i hvert fald, at det er rigtig stærkt arbejde. Solidt koncept hele vejen igennem, et par gedigne bangers og generelt oser det af artistisk vision. Der er bare lidt for langt fra toppen til bunden ift. kvaliteten. Selv helt ned på enkelte numre, fx "Kicks". Helt vildt kedeligt og helt vildt lækkert, når det endelig udfolder sig. 3.5

Tjaaa, det har jo nok sin berettigelse, men tror ikke, det er foreløbigt, jeg bliver bidt af the Bruce-bug Det betragtes jo nærmest som helligbrøde at skulle være kritisk over for både ham og dette album. Så jeg bukker nok egentlig under for presset og giver det en 3'er. Er ikke sikker på, det er det, jeg egentlig synes. Jeg er den almengode review-gud 2.8

Okay hvad fuck, det er for sindssygt Men det er også lidt mange skits Det holder ikke helt niveauet hele vejen igennem, og jeg har nok ikke givet det den helt rette opmærksomhed 3.6

Overraskende godt Det er vist ved at være tid til, at jeg runder op frem for ned 3.8

"... approached Berlin as their opportunity to make The Most Depressing Album of All Time, and they hardly missed a trick." Spændende! Wauv, klaveret på åbningsnummeret er jo immaculate. Virkelig ambitiøst og en fuldstændig fantastisk lyd på hele albummet. Han var og vil nok altid være en kunstner, jeg aldrig rigtig helt kommer til at forstå. Jeg er vild med så meget, han har lavet, men det er som om, jeg aldrig rigtig kan tage ham 100% seriøst. Ved ikke helt hvorfor, fordi dette er jo endnu en straight banger plade. Det bliver jo endnu mere uretfærdigt, når man hører slutnummeret. Vanvittigt 4.2

Det var da en voldsomt irriterende mandlig vokal på åbningen Hvad er det for nogle horribelt lange snakke-passager hele tiden David Byrne, hvis han var markant dårligere til alt hvad han gør, ville være det her Der er noget super catchy ind imellem, og musikken er velspillet. Jeg kan dog ikke komme uden om, at vokalen er annoying, og at det er dem, der har lavet Come on Eileen, som også er irriterende, og det ligger i baghovedet hos mig. Lyder som jeg forestiller mig, at det ville lyde, hvis man bad Jack Grealish beskrive, hvordan Talking Heads lyder Jeg splittes henad vejen. De catchy elementer er virkelig undeniable, men snakken og nogle af impro-delene stikker helt ud for mig. Produktionen er jo vanvittig på mange måder, men jeg bliver lullet væk, når der bare snakkes (lavt). Uh, den er svær. 2.8

Det er jo glad musik, det lyder dejligt, og det er garanteret vigtigt. Ikke så meget for mig. Det får en 2.9

Uh, jeg er simpelthen ikke glad for Arcade Fire, og det her album ændrer ikke rigtig på det. Jeg synes forsangeren er sådan lidt skabet, og numrene er lidt for kedelige og lidt for lange. 2.1

Det er nogle lidt for trivielle tekster, synes jeg På trods af, at sangeren kanaliserer sin indre Thom Yorke på nummeret As You Are Jeg gav Dexys Midnight Runners 3, og det synes jeg egentlig var mere spændende end det her. Jeg kan dog heller ikke give det to. Er det okay? Ja Er det et album du skal høre, før du dør? Bestemt ikke 2.8

MASTERPIECE 5.0

Ærligt - jeg hørte Volume 1. Det varede knap 1 time. Det kan jeg ikke det her, så det er også unfair, at jeg bedømmer det. Eller er det? My goodness, hvor er det ulideligt 0.9

Jeg er IKKE inkarneret Pulp-lytter - langt fra. Så de fleste af numrene er egentlig ukendte for mig. Jeg ved, at Pulp nok har haft større indflydelse, end man generelt tilskriver dem herhjemme, og derfor kommer nogle af numrene også til at lyde genkendelige for mig men sandsynligvis ud fra, hvad de har inspireret frem for, hvad de selv har indspillet. Jeg er lidt splittet mellem en 3'er og en 4'er her. Mere specifikt er det et spørgsmål, om de netop hopper over tærsklen på 3.7 for at få en 4'er. Det er dog ikke noget, jeg kommer til at sætte på igen i morgen, og det ville jeg måske have mere lyst til, hvis jeg gav den 4. 3.6

It's fine, there's nothing about it I dislike but at the same time there's not too much that stands out for me I've heard this album being called "everyone's favourite ['love-making'] music", so I guess no tracks absolutely *have to* stand out on their own - more important things are at stake. I'm inclined to give it a 4 on the basis that it sounds terrific and I was decently entertained throughout. 3.8

It's not that bad, but at the same time I'm fairly certain I'm never ever gonna put this on again Some of it really sounds like Age of Empires II music The problem with this is that I don't hate it but I can't give it much more than 1 star as there's really nothing in it for me 1.6

I actually think that I've never heard this album in its entirety. Though most of the songs are recognisable, still some feel new. A highlight for me is "Don't you remember". What a track. And of course a cover of The Cure and a good one at that. Yeah, this is gonna be a 4.0 for me.

Wow there, ease up on the tremolo effect on the guitar, buddy! Short and sweet album. Not my style, though. When songs are as short as these there's very little time to actually make a statement. Seems very much like an attempt to differentiate themselves from contemporary music. Today, that sounds more like a parody of their time. Is it absolutely necessary to hear this before you die? I'd rest easy if I hadn't had the chance. 2.0

I'm completely serious when I recommend listening to this at least twice. First listen: 2.8 Second listen 3.7 Maybe next listen we'll break 4 3.7

meh, fine I guess 2.7

This was a good and a bit confusing album. "Phantasmagoria in Two" was excellent - followed by the slightly weirder "Knight-Errant", where Buckley channels his inner chivalrous knight. Some of the songs sound like a completely different singer takes over. All of a sudden a clown-ish person interrupts the peace and quiet in "Goodbye and Hello". To me, the album is a little too much all over the place to warrant top marks or, really, even close to top marks. There's is obviously no doubt about ability and talent, and I don't really know what I expected before listening - not this, I guess. Great closing track, though. I think this is a: 3.4

Really is a good album. Can't give it complete top marks as the country elements are a bit beyond me. These elements seem to escalate a bit, the further the album goes But then again, there is just so much emotion, experience and gentlemanly lyricism that really drives this album so far This album could potentially be the most crisp-sounding album so far on the list. The production value is completely incredible. Either a reaaaallyy strong 3 or a weaker 4. Cash gets a: 3.8

Maybe I'm a bit too generous here but I really think that I would be able to enjoy this more in the future. Therefore, it should actually be a 3 but there's inherent potential in this for me. 3.8

Fantastic album 4.4

This hits different Wait Until Tomorrow Little Wing Bold as Love (Can you tell I'm a fan of John Mayer?) Overall really entertaining by the GOAT of guitar 3.9

I mean it's fun but it gets really repetitive Highlights: the drums 2.0

I don't hate it but this is definitely not going on any playlist any time soon Can't go much higher than: 2.2

she killed kurt Boring and repetitive imho Highlight: Dying (kinda ironic, huh) and did I mention that she killed kurt 1.9

I don't have too much to say about this. Neither good nor bad, it's definitely not my style but at the same time I can't imagine anyone finding this too offensive A very small 3, maybe it should have been a large 2 but I'm in a generous mood today apparently 2.8

I saw a review saying Crosby, Stills & Nash is better with Young, and Young is better without Crosby, Stills & Nash. I think that rings true 2.9

Such a good opening track. In general, the lyricism is crazy good, effortlessly moving from the banal to hyper specific feelings related to self-doubt, vulnerability and uncertainty. Great album. 4.0

I get why people (including Johs) were getting horny for this back in the day. Still, not my favourite band though I do enjoy it once in a while Highlights: well, the album is chock-full of bangers tbf, but to me it's gotta be She's Leaving Home and A Day in the Life If I have to be brutally honest, I am (and have always been) of the belief that Beatles have had their time in the sun and that their legacy is being kept alive artificially through anecdotes, personal (fading) memories, and of course their enormous impact on what once were - and what is no more. Today, it's good; back then, it was unbelievable, incredible and unlike anything seen before. I'm reviewing in the present day, I have almost no actual connection to the band, and therefore this is a decent: 3.8 Hey, that's still a 4 in my book. Just saw a review saying that this album is a great album in the same way Pac-Man was a great game. That kinda summarises it perfectly

Rhythm and tempo changes for days! What an opener. Unfortunately, it gets a bit stale along the way. Actually can't believe this was released back in 1968. Could easily be released by some indie/jazzy/soul-ish artist today (*ahem*, Fiona Apple). The sound itself is really great, clean and expansive with the magnificently sounding grand piano especially. Enjoyed it 2.8

Undisputed guitar skills. Incredible sound (for the most part). But musically, this is a bit lackluster. Black Magic Woman is soooo good, but it can't make up for the rest. If 3 indicates some potential form of replayability then this is a 2. Sorry. 2.7

I stand by my opinion on Beatles. I think it's overrated and this exact album is worse than the others. I'm actually torn between 2 and 3. 2.7

Definitely not for me. Gets boring along the way. 1.9

Repetitive ambient soundscape. I often feel like this exact time period got dated extremely quickly. This kind of music underwent a huge stylistic transition in the 90's up until the 2010's and therefore, music that was originally interesting, novel, or even groundbreaking was quickly becoming monotonous and dusty. This album is an example of this, in my opinion. 2.0

Starts off really good, but then tapers off along the way. There are some glimpses of something I really like, but it's muddied by long passages of noise rock that serves no real purpose for me. When it's good, it's great; when it's bad, it's pointless. I just saw that there are five Sonic Youth albums on this list. Might be overkill. 2.7

I mean, it's fine but this is never gonna blow me away I like the simplicity, the singing, the lyrics but as a whole, this isn't my jam 2.7

Guitar, energy, and long hair But those vocals........ I'm glad there aren't disproportionately as many people who sound like that anymore. Highlights: Into the Fire 2.6

Doesn't hurt a fly. That's the issue Lovely guitar on almost the entire album, so crispy and authoritative on "Lo and Behold". Don't enjoy the Christian lyrics too much though I'm torn between 2 and 3, because it's a little repetitive and monotonous while still being cozy and relaxing Many of these tracks could be written by almost any of his peers of the time imho. It's almost indistinguishable from much of the contemporary music, I feel like. It's a really short album which is to the album's own advantage. If it was any longer it would reflect badly on my score. Let's say: 2.8 That's generosity for ya

Holy cow I've always had a distinct fondness for punk music. I don't know too much about the different sub-genres of punk to correctly distinguish them from each other, though. All I know is that this sub-genre of punk is not my favourite. This is what I'd describe as hardcore noise. I appreciate the anger, though. 1.7

For what it is, it's fine. Not my style but a lot of his music was heard in my house as a child. I remember it as less psychedelic so maybe that was some of his later work? I'm not a child anymore, I'm not in the same house, and there's no space for Dr. John today for me. Thanks for the memories. 2.7 Oh, and for the Danish hip-hop fans - I noticed a little easter egg in Danse Kalimba Ba Doom. Did you catch it, Remy?

Crazy good album. Can't believe it's taken me 31 years to realise. I've listened so much to Morning Phase, and this just sounds like the perfect precursor for that album. Truly great, maybe even worthy of a fiver? Gotta see if it stands as tall after a couple of listens - might edit my review later! 4.1

Sympathy for the devil is an all-time banger. It really sounds like they completely nailed down their sound on this album. Let me try something different; I feel like this album deserves a track-for-track rating: Sympathy for the devil: 5/5 No expectations: 3/5 Dear doctor: 3/5 Parachute woman: 3/5 Jigsaw puzzle: 3/5 Street fighting man: 5/5 Prodigal son: 2/5 Stray cat blues: 2/5 Factory girl: 3/5 Salt of the earth: 2/5 Turns out that wasn't too necessary. Average comes out to: 3.1

With almost complete certainty I can guarantee that I'm never gonna listen to this ever again, much less watch the movie that this album is apparently the soundtrack to. But - and this is a big but - this album is a great palate cleanser when chewing through 1089 albums. I don't hate it at all and were it not for this list I would've probably never known about it. I'm actually inclined to give this a 3. But I just gave Santana 2 and that would just be silly. Wouldn't it? 2.7