1001 Albums Summary

Ganske udmærket på anden gennemlytning. Første var lidt mere wtf.

Starter rigtig godt men bliver lidt mere anonym gennem pladen.

En af dem, jeg burde have hørt i 90'erne. Velkendt lyd, mange gode numre. Men det ændrer nok ikke på, at jeg ikke kommer til at sætte den på igen foreløbig.

Yes. Fremragende. Og på tide, jeg fik hørt den her frem for Hits. Det hjælper også at kende de fleste sange på forhånd.

Behagelig hele vejen og et par bangers.

Rock. Men ligegyldigt.

Min slags rock. Jeg har jo lyttet alt for lidt til det her, men det er tilpas melodisk, energisk og interessant. Det er en stor 3'er, fordi det er tidligt i rangeringen, og jeg ikke helt har styr på, hvornår noget er godt, fremragende og genialt.

Klart melodisk og mange fede samplinger fra medier. Men jeg blev ør ar noget scratching, der blev sendt fra side til side, og så kom jeg til at kede mig undervejs, så den røg fra en 3'er til en 2'er i gennemlytningen.

Virkelig godt. Jeg kan være helt uforstående over for, at jeg ikke har lyttet til ham tidligere. Bedre sent end aldrig.

Det skulle selvfølgelig være i dag. Farvel Ozzy.

"The Sound of Someone You Love" er et virkelig fint instrumentalnummer. Resten er mere meh, men det er klart instrumentalnumrene i starten og slutningen af pladen, der fungerer bedst.

Endelig en jeg kender. Nostalgien trækker den nok en stjerne op.

Det hjælper med genkendelsen, men det er et helstøbt album.

Bob bliver nok aldrig helt min kop te, men albummet er ok. Jeg er dog ikke så vild med åbningsnummeret.

Mere jazzy Joni. Et ok album men mere anonymt end Blue.

En spøjs omvendt konstellation af genkendelse uden at det trækker op, tværtimod. Jeg kan godt forstå, hun blev populær. Det der motown-agtige var unikt for 00'erne. Men hitsene har jeg hørt for meget, og jeg kan ikke rigtigt li' hendes stemme.

Ganske udmærket album. "Hurt" er vokset på mig.

Overraskede egentligt positivt ved at være mere melodisk end forventet. Men albummet var for langt.

Tekstuniverset er interessant, og der er nogle fine numre imellem. Lidt 50'er-inspireret a la What's the Ugliest Part of Your Body. Men meget er bare psykedelisk støj.

En del genkendelighed, men jeg kan egentligt kun lide Smooth Criminal. Og de ikke kendte numre er ikke kendte af en grund.

Behageligt album.

Han er musikalsk, men lidt for meget country til mig. Og lidt for langt. Så det endte med at trække ned. Det kan godt være et album, der ville give noget ved flere gennemlytninger, men det bliver ikke nu.

Jeg kan ikke lide Clocks, men det meste af albummet var ganske udmærket. Egentligt et højere niveau på de ukendte sange, end jeg havde forventet. Meget harmløst.

Meget sukker sødt, men melodisk. Jeg kunne godt lide Any Time at All.

For ensformig i længden

Overraskende god hele vejen igennem. Meget festlig.

Nogle sange er gode, nogle er bare larm, men man kommer ikke udenom, at Jack White er musikalsk.

Melodisk glam-rock med lidt Hammond. Ret festligt.

For meget flødesax.

Ret anonym.

Fremragende. Selv de hits, man burde have hørt for meget.

Hammond, alternativ kombination af klassisk og psykedelisk rock. Jeg foretrækker nok almindeligt klassisk, når det kommer til stykket.

Spøjst, at Harvest fungerer så godt med hans stemme. Den her var ikke lige mig. Blev lidt bedre i sidste halvdel af pladen.

Det er lidt svært. Det er farvet af hans pædofilisager. Objektivt er musikken i centrum her, mere end manden. Det er ikke noget helt tosset album.

De 12 minutter af albummet, der udgør Moonchild kunne jeg godt undvære. Lidt for eksperimenterende. Ærgerligt, for tværfløjten og hammond er ellers ikke dumt.

Udmærket album, konceptet og originaliteten trækker op.

Lige min slags psykedelisk rock. Det er sådan noget, jeg burde have hørt for 30 år siden, men bedre sent end aldrig.

Altså, der er da et par udmærkede numre imellem, også nogle ok covers. men det er godt nok sukkersødt. Som jeg også fik skrevet om det andet start-60'er-album, jeg har lyttet til. Åbningen "It won't be Long" var ret fin, men så bliver det godt nok meget af det samme. Måske det bare skulle have været deres egne otte numre, og så var det fint, men så ville den selvfølgelig kun have varet et kvarters tid.

Lidt anonymt

Det blev lidt fragmenteret med Jonas' youtubeversion, men fremragende live-album.

Jeg er ikke den store Dylan-entusiast. Han er spildt på mig.

Ingen andre kan rocke en tværfløjte som Jethro Tull.

18 sange. Man burde have været mere kritisk. Det er de fire første hits og Emotion, der redder den her omgang fra en stjerne. Selvom Nasty Girl virkelig ikke er ældet godt, hvis man lytter det mindste til teksten.

Den her kommer jeg ikke igennem. Et dobbeltalbum, hvor ingen af de første ni sange ud af 20 har gjort noget som helst indtryk.

Nu ligner det endelig noget med Bob.

En intens halv time, men overraskende behageligt at have i ørerne til en omgang rengøring. Det ændrer ikke på, at jeg nok ikke sætter den på igen, så det bliver en 2'er i stedet for 3.

Generelt et virkelig behageligt album.

Virkelig godt debutalbum.

Nej til rap. Det er tydeligvis velproduceret, men det er for kedeligt.

Lidt genkendelse, der trækker op. Jeg synes, det er et godt album, og jeg har været glad for det i mange år. Kan man abstrahere fra trans-aktivismen anno 2025? Det er godt nok svært, men ikke fair at idiotien skal trække ned.

Meget fløde. Kom kun igennem fire sange.

Nogle hits imellem, som trækker op. Men jeg kommer nok ikke til at sætte det på igen.

Ikke dårligt, men heller ikke meget mindeværdigt. "Isle of Her" kunne noget og "Gravity's Rainbow" var også lidt fængende.

Gangsta-rap. På en mandag. Suk.

En serio. En mere. For mange lydbidder og for lidt musik. Skits, kaldes det åbenbart.

Minder mig om noget Peter-Sommer på engelsk. Ikke noget, der bed sig fast, men trods alt ikke lige så håbløst som den gangsta-rap, jeg har kæmpet mig igennem de sidste par dage.

Glittering Prize er et godt nummer. Jeg har det som om, jeg burde høre det mere, men det gjorde ikke stort indtryk, så det bliver en stor 2'er.

Det var egentligt et udmærket album.

Fedt album. Selv med fuld trut.

Fedt!

Der var noget på, som virkede interessant. Noget bedre af det nyere.

Ok behageligt. Helplessly hoping og sidste nummer var go'e

Interessant, og startede fedt ud men den blev noget lang.

Hittet holder. Resten er mere meh.

Mere festliigt end jeg havde forventet.

Jeg kommer nok ikke til at høre det igen, men der er lidt humor og selvironi, som har manglet i noget af det andet rap, jeg har været igennem.

Kedeligt. De to ellers ok hits kan ikke redde noget.

Behageligt nok at lytte til, men lige rigeligt til den flødede side.

Smukt album.

For rodet til mit hoved

Mangler de sidste par numre. Det gør vist ikke så meget. Energisk og behageligt, men ikke mindeværdigt.

Nostalgisk lyd, selv om jeg aldrig har lyttet meget til dem.

Helt klassisk country. Det er ikke rigtigt mig, men jo ikke trælst som sådan at lytte til.

Det er bedre end det andet album, der dukkede op med dem. Der er en klar happy-60'ervibe i mange numre. Teksterne kan egentligt også noget, men alligevel er det ikke rigtigt noget, jeg ender med at falde for.

Meget klassisk rock for tiden. Fed lyd for live og gode sange, selvom jeg ikke rigtigt kender så meget med dem. Lidt lange og mange guitarsoloer, dog.

Lidt Joy Division-agtig støjrock. Kunne li' det bedre, end jeg forventede.

Jeg kan godt li' hende. Og albummet havde en perfekt længde.

Ikke noget specielt. Han har i det mindste formået at holde det kort. Og American Girl er ok.

Fremragende debut.

Lidt udefinerbar genre. jazzy singer-song-writish. Ikke decideret træls at lytte til, men heller ikke mindeværdig.

Heller ikke et album med den store påvirkning. Meget slide-guitar og mundharmonika.

Energisk. Egentligt bedre, end jeg havde forventet. Nok en hjælp, at albummet er kort, men det er udmærket.

kun Amazon fængede lidt.

Det her orkede jeg ikke mere end fem numre af. Kedelig rap.

Virkelig fed fløde. Ikke lige noget, jeg forestiller mig at sætte på igen.

Lidt up-tempo Joy Division-ish med lidt hammond. Ikke noget, der sætter sig fast men bedre end den sidste stribe albums.

Country, men et ganske godt album. Specielt Emmilou.

Ret råt i lyden, men et udmærket album.

Hørte fem kedelige numre og gad ikke mere. Rap er ikke min genre.

Et af dem, jeg har haft, men egentligt ikke rigtigt har lyttet til. Et udmærket album, selvom covernumrene ikke helt bidrager. En stor 3'er.

Lidt for meget trut. Men Bowies stemme er rar at have i ørerne.

Ikke som sådan trælst at lytte til, men efterlader ikke noget nævneværdigt indtryk.

Lidt for uslebet. Ikke lige så godt, som det album, der allerede har været med ham.

Det her overraskede mig positivt. Fint album.

Ikke lige mig. Ikke noget, der hang fast.

Listen to the Music har jeg hørt cover-versioner af. Egentligt også nogle ok jam-sessions, men ikke rigtigt noget, jeg kommer til at sætte på igen.

Et ok 80'er-album.

Lidt skizofrent album, men en del udmærkede sange på.

Ok up-tempo rock.

Jeg tror, det her er et album, der vil have gavn af flere gennemlytninger. Kunne egentligt godt lide de fleste sange, men der var ikke noget, der bed sig fast.

Nogle numre var lidt festlige, men hang ikke ved.

Ikke noget specielt.

Det kan undre mig, hvad den her type albums laver på listen. Det er ikke som dårligt, det er 80'erlyden, som Joy Division vist stadig er det bedste eksempel på. Måske de her var før, men det er uden numre, der rigtigt bider sig fast. Det får en 3'er, så jeg kan blive mindet om at give det en chance mere.

Hun er go'. Men har fortjent flere gennemlytninger. Det blev lidt hakket i stykker over flere afteners madlaving.

Mærkelig blanding af ok numre og bras. I Could Have Lied sendte mig tilbage på efterskolen.

Nostalgi. Men selv uden den velkendte faktor er det et virkelig godt album.

Et par ok numre imellem og generelt meget Morrissey. Men alligevel lidt skuffende, at der ikke var noget, der mindede om en banger på.

Alt for meget snak og alt for lidt funk i de første numre. Det blev bedre men aldrig godt.

Væsentligt bedre end "In the Court..." Starter godt, men kvaliteten daler lidt i de sidste par numre.

Behagelig og lidt festlig at sætte på.

Nogle meget smukke sange imellem. Generelt et fint, overvejende akustisk album med nogle afstikkere til 90'er-trommeboksen.

Han er utvivlsomt musikalsk, men jeg synes ikke, der var andet bemærkelsesværdigt end Love Interrupted.

Klassisk 80'er-rock. Den var ganske udmærket at lytte til.

Endnu et ligegyldigt Morrissey-album. Jeg synes ikke helt, at den her udvælgelse af 1000 albums er alsidig nok.

Ikke vildt trælst men heller ikke mindeværdigt.

Med numre som The Real Slim Shady og Stan havde jeg forventet mere. Der er 18 numre, fraregnet de tre instrumental-versioner og de to skits. Og det er ikke rigtigt fedt. For rap er det klart bedre end noget af det andet, jeg har været igennem her, men jeg havde troet, han havde flere fede sange.

Der er et par ok sange på, men det er alligevel mest en omgang larm. Det er et meget mudret lydbillede hele vejen igennem.

Smuk stemme, mere country end jeg egentlig er vild med, men indenfor den genre er hun skøn.

Endelig begynder det at ligne noget.

Sagde mig ikke rigtigt noget, men ikke absolut skidt.

En lille 3'er. Mest reggaerytmisk.

Godt tempo.

Ensformigt.

Det står skidt til, når en lille bid Eminem er et lyspunkt i den samlede plade.

Startede godt, tabte kadence.

Ok behagelig lytning men ikke noget, der stak ud.

Ikke den værste af den slags, men ensformig.

Lidt tværfløjte, lidt cembalo, lidt syre-blues

Jeg kommer aldrig til at bryde mig om stemmen.

Nogle ganske fine rocknumre imellem.

Noget var 80'erfestligt men gang ikke rigtigt fast.

Yes! Endelig noget for mig.

For meget speedmetal.

Ok, men kommer nok ikke til at høre det igen.

Lille 3'er. Kan godt høre Dylan i det. Nogle sange læner country.

Ikke decideret dårligt, egentligt. Men nok heller ikke et album, jeg kommer til at høre igen. Med hjælp fra gemini har jeg fået beskrevet det som noise rock med inspiration til senere industriel musik, fordi de bruger en trommemaskine. Det forklarer genre-forvirringen.

Som søvnig Toto uden de fængende melodier.

Egentligt et ok roligt og behageligt album

Det her kunne jeg ret godt li'. Er lidt ubeslutsom i forhold til stor 3'er eller lille 4'er, så det bliver den gennemsnitlige, som jeg hele tiden lander på alligevel.

Ok crooner med spøjse tekster.

Skal høres på tysk, natürlich. Enestående.

Ikke objektivt dårligt men heller ikke rigtigt noget for mig. Jeg er ikke så meget til blues.

Meget positiv overraskelse.

Nogle ok sange imellem, men ikke nok til at trække det samlede album op.

En lidt genreforvirret omgang. Men der er god energi, og de har helt sikkert haft det sjovt med at indspille det.

Som Van halen bestemt ikke dårligt. God energi. Men jeg ved også, at jeg nok ikke kommer til at lytte meget mere til det her album, fordi det er for meget af det samme.

Stadig en forkærlighed for 90'er-grunge. Det er velkendt, selvom jeg aldrig har lyttet meget til Hole.

For meget jamsession, selvom rytmerne er gode.

Jeg hørte et halvt album. Det var mere R&B-fløde, end jeg havde forventet. Men stadig kedeligt.

Ballerock.

Yay!

Ganske fine rytmer, men meget ensformige sange. Det er nok stilen. PÅ den anden side rart med et indslag af verdensmusik.

Ikke helt forståeligt med så meget Jack White på den her liste.

Ville egentligt tænke, det var et album, der kunne have fortjent en ekstra gennemlytning, men så er der fire ud af 10 numre i meget eksperimenterende instrumental-stil, som trækker ned. Måske halvdelen burde høres igen engang.

Det minder mig om julesange. Det er nok det eneste tidspunkt, der er noget, der minder om crooner-musik i rotation. Meget behageligt.

Meget fint album.

Jeg er mere til helt klassisk musik, men spændende koncept med komplet impro. Det er et vellykket album.

Mest country. Trækker lidt op med "Dark End of the Street". Lidt sjovt endelig at høre originalen.

Udmærket album med god energi.

Jeg kunne godt lide Chaneleon men de tre andre numre sagde mig ikke så meget

Der er et par kendte sange imellem, men generelt ikke et album, jeg har behov for at høre igen.

Kvalmefremkaldende bas. Det er som om, nogle af sangene har strobelys-effekt på mit system. Gennem lyd. For stressende at lytte til. Foretrækker vist Daft Punk, hvis det skal være den her genre.

En 5'er, hvis der havde været lidt mindre psykedelisk jam.

Smukt album.

Lille 3'er. 80'er-støjet.

Layla er et godt nummer, men bedre i Claptons cover. Resten var rocket, men ikke tilnærmelsesvis bemærkelsesværdigt.

Igen en lille 3'er. Der er flere ret fine numre på, men generelt for meget umotiveret banjo. I Dream a Highway er også et fint nummer, det er bare 10 minutter for langt.

Lidt nostalgisk, tilbagelænet 90'er-lyd, men grundlægggende ikke så meget ved.

Kom bag på mig, at jeg syntes så godt om den her.

Helstøbt.

Startede jazzy og fint, men der gik 80'er i den. Nåede ikke helt igennem.

syrerock.

Fløde.

Virkelig godt album.

Anonymt. Og hittet trækker ned.

De kunne altså skrive nogle bangers.

Støjrock. Meget distortion. Ikke rart at lytte til.

Fik hørt halvdelen. Det støjer for meget til, at det rigtigt bider sig fast.

God energi.

Country.

Bedre end forventet. Meget tilbagelænet.

Et ok album med gode og knap så gode afstikkere. Lille 3'er.

Laid back 90'er-vibes. Men ikke noget, der hang ved, og nåede ikke hele vejen igennem pladen.

Ikke rigtigt nogen numre, der stak ud.

Startede ok festligt, men ikke rigtigt noget ved i længden.

Egentlig et ok balkan-pirat-energisk album med nogle missere blandt de sidste numre.

Startede ok, men mistede kadence undervejs. Fra stor 3'er til lille 3'er.

90'er-vibes.

Objektivt set ikke dårligt, men jeg kommer nok ikke til at høre det igen.

Singer-song-writer-stil uden at stikke ud.

Klassisk REM

Klassisk country. Det er mit liv for kort til.

Måske med en snert nostalgi, selv om jeg ikke rigtigt har lyttet til det, fordi sangene var alle steder. Men et ganske fint album fra dem.

Egentligt en del kendte numre på. Også som min årgang nok mest kender som covers. Men meget langtdobbeltalbum og mange lange numre. As er bedre i originalen.

Den her var fornøjelig.

En fejl, jeg ikke har hørt den her før.

Egentligt ok inden for R&B genren. Album fra 1981, blev snydt af, at Spotify har 2021 stående som udgivelsesår. Var først imponeret over den tidløse lyd, men det er jo så ikke tilfældet. Lille 3'er-

Noget nostalgi ved at have LP'en. Nogle fantastiske numre, men også et par fails.

God energi og nogle spøjse tekster.

Smukt album

ok energisk rock, men hurtigt glemt

Der er nogle gode numre imellem, men bortset fra det nostalgiske hit er det meget variationer over den samme sang.

En del småmærkværdige instrumentalnumre, men jeg kan egentligt godt lide det legende element i albummet.

Nogle fremragende numre imellem, men meget fyld trækker ned.

Behageligt live-album. God lyd. Stor 3'er.

Lidt i stil med Public Enemy. Hvis det skal være sample-scratchy rap, er det sådan noget her, der er festligt nok at lytte til.

Rart nok med noget såkaldt ikke-vestligt.

Jeg kan godt li' hendes stemme. Det gør de klassiske country-numre mere interessante. Men numrene skuffede umiddelbart med tanke på, hvor vild en sangskriver hun er.

Ikke noget særligt, men heller ikke dårligt. Ikke ønske om genhør. Lillebitte 3'er, fordi det trods alt er ok at høre på.

Ikke helt elendigt at lytte til, men rap bliver nok ikke min kop te.

Skønt med noget andet. Rar jazz.

Jeg tror, jeg skal høre den her igen. Frataget åbningsnummeret, der er blevet ødelagt af gentagelser. Der kunne godt gemme sig et par fine numre, men emhætten spolerede lytningen.

Kedeligt

Lidt nostalgi.

Havde troet, at den her ville være et mere glædeligt genlyt. Der er nogle gode numre på, specielt til slut, men det var ikke den helt store genkendelsesglæde, som jeg havde troet, det ville være.

Cover federe end musikken.

Hørte halvdelen. Kedelig kombi af skits-bidder, r&b og slow rap.

Starter med et brag, og der er flere udmærkede numre imellem, men det bliver også meget af det samme ballade-mæssigt.

Klassisk hård rock med råbe-vokal.

Man kan ikke tage fra ham, at han er en go' sangskriver.

Giver karakter som det sidste album. Hørte meget lidt. Gjorde intet. Mindede om Maggot Brain.

Egentlig ok.

Kan godt klare en lytning mere.

Rigitg godt som helhed, kunne have undværet When I'm 64, selv med throw-back til Ullas engelsktimer.

Det her er grunden til at være med i projektet. Komplet ukendt for mig, men lige min smag.

Meget tidløst. Ok, men heller ikke noget, der hænger ved.

Jeg begynder vist endelig at kunne lide Lou Reed.

Hørte halvdelen. Country.

Starter med et brag. Skal jeg helt sikkert lytte mere til.

Virkelig rart med noget nyt genremæssigt. Kan klart tåle at blive hørt mere. Stor 3'er.

For ensformigt.

Trækker op, at jeg virkelig godt kan li' Led Zep, og at der er langt mellem nogen snaps på den her liste. Men mere anonymt fra dem. Anden halvdel var bedst.

Det her har en god energi.

Der er nogle fine sange imellem.

Overraskede positivt. Meget melodisk, eksperimenterende elektronisk. Jeg aner ikke, om jeg nogensinde får lyttet til det igen, fordi det er så anderledes end det, jeg normalt lytter til. Men den umiddelbare oplevelse var positiv.

Jeg kan godt li' Jimi

Første fem numre var ens. Langsom rap. Så gad jeg ikke mere.

Gammel country. Hørte ikke det hele.

Kan rimeligt godt li' det. I hvert fald inden for den genre. Noget mod min vilje.

80'er med lidt tempo. Ok, men alligevel ikke noget, der hænger rigtigt fast.

Et rart album, selvom det nok var meningen, det skulle virke mere rocket, end tilfældet er.

Havde nogle fine numre imellem, men havde svære vilkår under lytning, så det blev lidt fragmenteret. Bør høres igen.

Ok, men der er ikke meget af det ukendte, der hænger ved.

Velkendt lyd og ok hele vejen igennem.

Virkelig godt for hvad det er med faslet, balleterts og guitarsoloer. Jeg er på bagkant også imponeret over, at de har ramt noget useriøst og legende en tidsperiode, der var dyster. Virkelig solide sange hele vejen igennem og overraskede meget positivt, selvom jeg burde kende det bedre.

Vanvittig flot debut. Men jeg er selvfølgelig også farvet af, at det her album indeholder en stor del af min ungdoms lyd.

Mere velkendt, end jeg havde regnet med. Rigtig godt album.

Et rart big band-album.

Meget klassisk 80'er-rocklyd.

Det er egentligt ikke som sådan et dårligt album, men lidt som David Gray skuffede det. Der er nogle fine nok numre imellem, men de forsvinder i mængden. Så anken er nok mest, at albummet er for langt og derfor bliver kedeligt. Meget klassisk 00'er-lyd, hvis man vil gerne vil genfinde den stemning.

For eksperimenterende. Åbningsnummeret var overraskende nok velkendt.

Af rap- og sample-musik at være er det ikke dumt, men jeg orkede ikke hele albumet. I Left my Wallet in El Segundo kunne noget med storytelling. Det kunne det hele nok, men jeg mistede koncentrationen.

Rigtig fed. Stor 4'er.

En fin lytteoplevelse, men ikke noget, der stikker ud.

Meget karakteristisk U2-lyd og nogle gode numre imellem.

Country. Det er overrepræsenteret. Ikke helt så enslydende som nogle af de andre albums, så jeg kom igennem. Behagelig stemme trækker også lidt op. Men det er stadig country.

Kom igennem i håb om, at 70'erne ville slå til på en god måde. Det skete ikke. Dårlig på den uvenlige måde for øregangene.

Der er rigtig mange virkelig fine sange imellem, men jeg ville ønske, de havde strammet lidt op. Specielt den sidste CD faldt lidt i kadence. Så det bliver en stor 3'er frem for en 4'er, men klart et album, jeg skal have genlyttet.

Jeg kunne ret godt lide den her. Glam-rock-ish Supertramp-stil.

Meget snak. Folsom er bedre.

Skuffende, for jeg kan godt lide Smooth Operator. Ikke nogen særligt god sangstemme, i hvert fald ikke i den her produktion. Og for meget porno-blød sax.

Kan godt fortjene, at jeg lytter til det en gang mere.Tungt for tidsperioden.

Jeg tolkede folk-punk-lyden mere som rockabilly, men uanset mærkat utraditionelt for perioden. Kunne godt høres igen.

Lidt for støjende til rigtigt at bide sig fast, selvom grunge-historien godt kunne starte her.

En af dem, jeg burde have hørt for længe siden. Sidste nummer trækker ned, ellers næsten perfekt album.

Ok. 70'er-soul-filmlyd

Måske lidt forudindtaget på grund af Primavera-koncerten, men jeg kan godt li' det her album i sin helhed.

Man går ikke helt galt i byen med en fransk crooner, harmonika og kontrabas. Og så med en enkelt tango.

Stille og roligt og ret fint.

Meget klassisk Bob. Lidt for meget storytelling til at trække op.

Spøjs folk-rock-blanding. Ikke lyttet ordentligt.

Fungerer virkelig godt.

Ok, men falder i den rimeligt anonyme kategori.

Behageligt jazz-album med lidt 70'er-hammond

Et par bangers kan ikke rigtigt rede det her. Kedeligt.

I 90'er-konteksten kan jeg måske godt forstå, at de har fået lidt opmærksomhed for deres bagudskuende lyd, men selvom albummet ikke er dårligt, er det overraskende anonymt. Med undtagelse af hittet. Stor 2'er.

Klart det bedste i den genre.

Lidt for meget Beatles-stemning til rigtigt at løfte sig, selvom der er et par hits på.

Overraskede positivt, kan godt høres igen. Tror, jeg kom til at høre en lang version, desværre.

Vild første halvdel, taber lidt tempo sidst på pladen.

Meget af det er vokalen, der gør det for mig. Trækker lidt på arven fra Deep Purple. Godt album.

Jeg forstår ikke, at det her album blev så stort et fænomen. Kedeligt og alt for langt. Dræber de første sange og tempoet med skits. Tænker, det er for at favne de oprindelige hip-hop-fans, men det taber sådan en som mig.

Der er mange gode numre på, men det er også lidt i samme riff-rille.