Ganske udmærket på anden gennemlytning. Første var lidt mere wtf.
Starter rigtig godt men bliver lidt mere anonym gennem pladen.
En af dem, jeg burde have hørt i 90'erne. Velkendt lyd, mange gode numre. Men det ændrer nok ikke på, at jeg ikke kommer til at sætte den på igen foreløbig.
Yes. Fremragende. Og på tide, jeg fik hørt den her frem for Hits. Det hjælper også at kende de fleste sange på forhånd.
Behagelig hele vejen og et par bangers.
Min slags rock. Jeg har jo lyttet alt for lidt til det her, men det er tilpas melodisk, energisk og interessant. Det er en stor 3'er, fordi det er tidligt i rangeringen, og jeg ikke helt har styr på, hvornår noget er godt, fremragende og genialt.
Klart melodisk og mange fede samplinger fra medier. Men jeg blev ør ar noget scratching, der blev sendt fra side til side, og så kom jeg til at kede mig undervejs, så den røg fra en 3'er til en 2'er i gennemlytningen.
Virkelig godt. Jeg kan være helt uforstående over for, at jeg ikke har lyttet til ham tidligere. Bedre sent end aldrig.
Det skulle selvfølgelig være i dag. Farvel Ozzy.
"The Sound of Someone You Love" er et virkelig fint instrumentalnummer.
Resten er mere meh, men det er klart instrumentalnumrene i starten og slutningen af pladen, der fungerer bedst.
Endelig en jeg kender. Nostalgien trækker den nok en stjerne op.
Det hjælper med genkendelsen, men det er et helstøbt album.
Bob bliver nok aldrig helt min kop te, men albummet er ok. Jeg er dog ikke så vild med åbningsnummeret.
Mere jazzy Joni. Et ok album men mere anonymt end Blue.
En spøjs omvendt konstellation af genkendelse uden at det trækker op, tværtimod. Jeg kan godt forstå, hun blev populær. Det der motown-agtige var unikt for 00'erne. Men hitsene har jeg hørt for meget, og jeg kan ikke rigtigt li' hendes stemme.
Ganske udmærket album. "Hurt" er vokset på mig.
Overraskede egentligt positivt ved at være mere melodisk end forventet. Men albummet var for langt.
Tekstuniverset er interessant, og der er nogle fine numre imellem. Lidt 50'er-inspireret a la What's the Ugliest Part of Your Body. Men meget er bare psykedelisk støj.
En del genkendelighed, men jeg kan egentligt kun lide Smooth Criminal. Og de ikke kendte numre er ikke kendte af en grund.
Han er musikalsk, men lidt for meget country til mig. Og lidt for langt. Så det endte med at trække ned. Det kan godt være et album, der ville give noget ved flere gennemlytninger, men det bliver ikke nu.
Jeg kan ikke lide Clocks, men det meste af albummet var ganske udmærket. Egentligt et højere niveau på de ukendte sange, end jeg havde forventet. Meget harmløst.
Meget sukker sødt, men melodisk. Jeg kunne godt lide Any Time at All.
Overraskende god hele vejen igennem. Meget festlig.
Nogle sange er gode, nogle er bare larm, men man kommer ikke udenom, at Jack White er musikalsk.
Melodisk glam-rock med lidt Hammond. Ret festligt.
Fremragende. Selv de hits, man burde have hørt for meget.
Hammond, alternativ kombination af klassisk og psykedelisk rock. Jeg foretrækker nok almindeligt klassisk, når det kommer til stykket.
Spøjst, at Harvest fungerer så godt med hans stemme. Den her var ikke lige mig. Blev lidt bedre i sidste halvdel af pladen.
Det er lidt svært. Det er farvet af hans pædofilisager. Objektivt er musikken i centrum her, mere end manden. Det er ikke noget helt tosset album.
De 12 minutter af albummet, der udgør Moonchild kunne jeg godt undvære. Lidt for eksperimenterende. Ærgerligt, for tværfløjten og hammond er ellers ikke dumt.
Udmærket album, konceptet og originaliteten trækker op.
Lige min slags psykedelisk rock. Det er sådan noget, jeg burde have hørt for 30 år siden, men bedre sent end aldrig.
Altså, der er da et par udmærkede numre imellem, også nogle ok covers. men det er godt nok sukkersødt. Som jeg også fik skrevet om det andet start-60'er-album, jeg har lyttet til. Åbningen "It won't be Long" var ret fin, men så bliver det godt nok meget af det samme.
Måske det bare skulle have været deres egne otte numre, og så var det fint, men så ville den selvfølgelig kun have varet et kvarters tid.
Det blev lidt fragmenteret med Jonas' youtubeversion, men fremragende live-album.
Jeg er ikke den store Dylan-entusiast. Han er spildt på mig.
Ingen andre kan rocke en tværfløjte som Jethro Tull.
18 sange. Man burde have været mere kritisk. Det er de fire første hits og Emotion, der redder den her omgang fra en stjerne. Selvom Nasty Girl virkelig ikke er ældet godt, hvis man lytter det mindste til teksten.
Den her kommer jeg ikke igennem. Et dobbeltalbum, hvor ingen af de første ni sange ud af 20 har gjort noget som helst indtryk.
Nu ligner det endelig noget med Bob.
En intens halv time, men overraskende behageligt at have i ørerne til en omgang rengøring. Det ændrer ikke på, at jeg nok ikke sætter den på igen, så det bliver en 2'er i stedet for 3.
Generelt et virkelig behageligt album.
Virkelig godt debutalbum.
Nej til rap. Det er tydeligvis velproduceret, men det er for kedeligt.
Lidt genkendelse, der trækker op. Jeg synes, det er et godt album, og jeg har været glad for det i mange år. Kan man abstrahere fra trans-aktivismen anno 2025? Det er godt nok svært, men ikke fair at idiotien skal trække ned.
Meget fløde. Kom kun igennem fire sange.
Nogle hits imellem, som trækker op. Men jeg kommer nok ikke til at sætte det på igen.
Ikke dårligt, men heller ikke meget mindeværdigt. "Isle of Her" kunne noget og "Gravity's Rainbow" var også lidt fængende.
Gangsta-rap. På en mandag. Suk.
En serio. En mere. For mange lydbidder og for lidt musik. Skits, kaldes det åbenbart.
Minder mig om noget Peter-Sommer på engelsk. Ikke noget, der bed sig fast, men trods alt ikke lige så håbløst som den gangsta-rap, jeg har kæmpet mig igennem de sidste par dage.
Glittering Prize er et godt nummer. Jeg har det som om, jeg burde høre det mere, men det gjorde ikke stort indtryk, så det bliver en stor 2'er.
Det var egentligt et udmærket album.
Fedt album. Selv med fuld trut.
Der var noget på, som virkede interessant. Noget bedre af det nyere.
Ok behageligt. Helplessly hoping og sidste nummer var go'e
Interessant, og startede fedt ud men den blev noget lang.
Hittet holder. Resten er mere meh.
Mere festliigt end jeg havde forventet.
Jeg kommer nok ikke til at høre det igen, men der er lidt humor og selvironi, som har manglet i noget af det andet rap, jeg har været igennem.
Kedeligt. De to ellers ok hits kan ikke redde noget.
Behageligt nok at lytte til, men lige rigeligt til den flødede side.
Mangler de sidste par numre. Det gør vist ikke så meget. Energisk og behageligt, men ikke mindeværdigt.
Nostalgisk lyd, selv om jeg aldrig har lyttet meget til dem.
Helt klassisk country. Det er ikke rigtigt mig, men jo ikke trælst som sådan at lytte til.
Det er bedre end det andet album, der dukkede op med dem. Der er en klar happy-60'ervibe i mange numre. Teksterne kan egentligt også noget, men alligevel er det ikke rigtigt noget, jeg ender med at falde for.
Meget klassisk rock for tiden. Fed lyd for live og gode sange, selvom jeg ikke rigtigt kender så meget med dem. Lidt lange og mange guitarsoloer, dog.
Lidt Joy Division-agtig støjrock. Kunne li' det bedre, end jeg forventede.
Jeg kan godt li' hende. Og albummet havde en perfekt længde.
Ikke noget specielt. Han har i det mindste formået at holde det kort. Og American Girl er ok.
Lidt udefinerbar genre. jazzy singer-song-writish. Ikke decideret træls at lytte til, men heller ikke mindeværdig.
Heller ikke et album med den store påvirkning. Meget slide-guitar og mundharmonika.
Energisk. Egentligt bedre, end jeg havde forventet. Nok en hjælp, at albummet er kort, men det er udmærket.
Det her orkede jeg ikke mere end fem numre af. Kedelig rap.
Virkelig fed fløde. Ikke lige noget, jeg forestiller mig at sætte på igen.
Lidt up-tempo Joy Division-ish med lidt hammond. Ikke noget, der sætter sig fast men bedre end den sidste stribe albums.
Country, men et ganske godt album. Specielt Emmilou.
Ret råt i lyden, men et udmærket album.
Hørte fem kedelige numre og gad ikke mere. Rap er ikke min genre.
Et af dem, jeg har haft, men egentligt ikke rigtigt har lyttet til. Et udmærket album, selvom covernumrene ikke helt bidrager. En stor 3'er.
Lidt for meget trut. Men Bowies stemme er rar at have i ørerne.
Ikke som sådan trælst at lytte til, men efterlader ikke noget nævneværdigt indtryk.
Lidt for uslebet. Ikke lige så godt, som det album, der allerede har været med ham.
Det her overraskede mig positivt. Fint album.
Ikke lige mig. Ikke noget, der hang fast.
Listen to the Music har jeg hørt cover-versioner af. Egentligt også nogle ok jam-sessions, men ikke rigtigt noget, jeg kommer til at sætte på igen.
Lidt skizofrent album, men en del udmærkede sange på.
Jeg tror, det her er et album, der vil have gavn af flere gennemlytninger. Kunne egentligt godt lide de fleste sange, men der var ikke noget, der bed sig fast.
Nogle numre var lidt festlige, men hang ikke ved.
Det kan undre mig, hvad den her type albums laver på listen. Det er ikke som dårligt, det er 80'erlyden, som Joy Division vist stadig er det bedste eksempel på. Måske de her var før, men det er uden numre, der rigtigt bider sig fast. Det får en 3'er, så jeg kan blive mindet om at give det en chance mere.
Hun er go'. Men har fortjent flere gennemlytninger. Det blev lidt hakket i stykker over flere afteners madlaving.
Mærkelig blanding af ok numre og bras. I Could Have Lied sendte mig tilbage på efterskolen.
Nostalgi. Men selv uden den velkendte faktor er det et virkelig godt album.
Et par ok numre imellem og generelt meget Morrissey. Men alligevel lidt skuffende, at der ikke var noget, der mindede om en banger på.
Alt for meget snak og alt for lidt funk i de første numre. Det blev bedre men aldrig godt.
Væsentligt bedre end "In the Court..." Starter godt, men kvaliteten daler lidt i de sidste par numre.
Behagelig og lidt festlig at sætte på.
Nogle meget smukke sange imellem. Generelt et fint, overvejende akustisk album med nogle afstikkere til 90'er-trommeboksen.
Han er utvivlsomt musikalsk, men jeg synes ikke, der var andet bemærkelsesværdigt end Love Interrupted.
Klassisk 80'er-rock. Den var ganske udmærket at lytte til.
