Ganske udmærket på anden gennemlytning. Første var lidt mere wtf.

Starter rigtig godt men bliver lidt mere anonym gennem pladen.

En af dem, jeg burde have hørt i 90'erne. Velkendt lyd, mange gode numre. Men det ændrer nok ikke på, at jeg ikke kommer til at sætte den på igen foreløbig.

Yes. Fremragende. Og på tide, jeg fik hørt den her frem for Hits. Det hjælper også at kende de fleste sange på forhånd.

Behagelig hele vejen og et par bangers.

Rock. Men ligegyldigt.

Min slags rock. Jeg har jo lyttet alt for lidt til det her, men det er tilpas melodisk, energisk og interessant. Det er en stor 3'er, fordi det er tidligt i rangeringen, og jeg ikke helt har styr på, hvornår noget er godt, fremragende og genialt.

Klart melodisk og mange fede samplinger fra medier. Men jeg blev ør ar noget scratching, der blev sendt fra side til side, og så kom jeg til at kede mig undervejs, så den røg fra en 3'er til en 2'er i gennemlytningen.

Virkelig godt. Jeg kan være helt uforstående over for, at jeg ikke har lyttet til ham tidligere. Bedre sent end aldrig.

Det skulle selvfølgelig være i dag. Farvel Ozzy.

"The Sound of Someone You Love" er et virkelig fint instrumentalnummer. Resten er mere meh, men det er klart instrumentalnumrene i starten og slutningen af pladen, der fungerer bedst.

Endelig en jeg kender. Nostalgien trækker den nok en stjerne op.

Det hjælper med genkendelsen, men det er et helstøbt album.

Bob bliver nok aldrig helt min kop te, men albummet er ok. Jeg er dog ikke så vild med åbningsnummeret.

Mere jazzy Joni. Et ok album men mere anonymt end Blue.

En spøjs omvendt konstellation af genkendelse uden at det trækker op, tværtimod. Jeg kan godt forstå, hun blev populær. Det der motown-agtige var unikt for 00'erne. Men hitsene har jeg hørt for meget, og jeg kan ikke rigtigt li' hendes stemme.

Ganske udmærket album. "Hurt" er vokset på mig.

Overraskede egentligt positivt ved at være mere melodisk end forventet. Men albummet var for langt.

Tekstuniverset er interessant, og der er nogle fine numre imellem. Lidt 50'er-inspireret a la What's the Ugliest Part of Your Body. Men meget er bare psykedelisk støj.

En del genkendelighed, men jeg kan egentligt kun lide Smooth Criminal. Og de ikke kendte numre er ikke kendte af en grund.

Behageligt album.

Han er musikalsk, men lidt for meget country til mig. Og lidt for langt. Så det endte med at trække ned. Det kan godt være et album, der ville give noget ved flere gennemlytninger, men det bliver ikke nu.

Jeg kan ikke lide Clocks, men det meste af albummet var ganske udmærket. Egentligt et højere niveau på de ukendte sange, end jeg havde forventet. Meget harmløst.

Meget sukker sødt, men melodisk. Jeg kunne godt lide Any Time at All.

Overraskende god hele vejen igennem. Meget festlig.

Nogle sange er gode, nogle er bare larm, men man kommer ikke udenom, at Jack White er musikalsk.

Melodisk glam-rock med lidt Hammond. Ret festligt.

For meget flødesax.

Ret anonym.

Fremragende. Selv de hits, man burde have hørt for meget.

Hammond, alternativ kombination af klassisk og psykedelisk rock. Jeg foretrækker nok almindeligt klassisk, når det kommer til stykket.

Spøjst, at Harvest fungerer så godt med hans stemme. Den her var ikke lige mig. Blev lidt bedre i sidste halvdel af pladen.

Det er lidt svært. Det er farvet af hans pædofilisager. Objektivt er musikken i centrum her, mere end manden. Det er ikke noget helt tosset album.

De 12 minutter af albummet, der udgør Moonchild kunne jeg godt undvære. Lidt for eksperimenterende. Ærgerligt, for tværfløjten og hammond er ellers ikke dumt.

Udmærket album, konceptet og originaliteten trækker op.