1001 Albums Summary

Laidback flow der minder om G-funk. Mangler hooks der hænger fast og adskiller hvert track fra hinanden. Jeg mangler at blive “trukket” ind af musikken. Voldsomme lyrics der handler om kriminalitet og mord. Den tilbagelænede lyd og ekstreme tekst giver en foruroligende kontrast.

Lægger ud med en total banger. Rytmesektionen på titelnummeret smadrer derudaf så man ikke kan andet end blive ramt i hovedet af en skovlfuld energi. Samme energi fortsætter på de næste par sange inden den vuggende evergreen The Passanger tager en med på en lækker tur. Herefter bliver pladen lidt mere famlende i sit udtryk. Tydelige Bowie aftryk i produktionen. Men jeg bliver også flere gange i tvivl om det er Iggy eller Bowie der synger. Opsummerende: Det var de helt rigtige sange der blev udvalgt som singler

Er det et band på vej fra et sted til et andet? Eller et band der vil forskellige veje? Med så kæmpe store singler som det her album kastede af sig, er det nok umuligt at andre numre ikke føles som fillers. Men der er meget stor forskel på de strygerbårne arrangementer på Bittersweet, Lucky Man, Drugs og Sonnet, og så til den psyk-shoegaze-rock der er på nogle af de andre numre. Der kunne have været en 6⭐️ EP ud af det materiale. Men The Verve valgt at lave en ikke sammenhængende LP i stedet for.

Et album der holder dig på tæerne. Det kræver ens opmærksomhed ved konstant at skifte i stemning og og retning eller ved at smide små finurlige guitar-figurer ind fra højre. Det har ikke så mange massive sange som The Suburbs har, men den aktive lytter keder sig aldrig.

Første nummer gav mig lyst til at høre WhoMadeWho. Nummer 2 er jo en disco klassikker. Track 3 lyder som musik der spilles i lounge bar med velour møbler eller underlægningen til en 70er pornofilm med Tom Selleck. At Last I Am Free kunne noget men var ca. 4 minutter for meget af det samme. Langt fra det musik jeg normalt hører. En enkel sang eller to kan være sjovt nok. Men et helt album med disco/funk bliver alt for meget. En stjerne for baslinjen i åbneren og en mere for at slutte med budskabet om ikke at være en klovn

Ej jeg syntes Bob Dylan er svær. Det har uden tvivl noget kvalitet. Men det rammer mig ikke på den der “det er jo genialt det der” måde. Blood on the Tracks har nogle rigtig gode sange som Tangled up in Blue, Simple Twist of Faith, Meet me in the Morning og Buckets of Rain. Men 8-9 minutters sange (Idiot Wind og Lily…) bliver simpelthen for lange uden nogen form for progression eller afveksling i musikken. Havde de været 3-4 minutter… På andre sange knækker det lidt for meget over i Hillbilly med fart på banjoen til min smag. Og helt ærligt: hvor mange sange behøver man ende en sang med en mundharmonika der lige kommer ind de sidste 30 sekunder?

Hvor skal man starte med det album. Det er jo lyden af mine teenage år. Formativt for min musik smag. Her er nogle dyk ned i nogle af de ting jeg elsker ved det : - Uimodståelig catchyness på Boys & Girls - Skildringen af af være fanget i et konformt liv på Tracy Jacks - Beatlesque trompet på End of a Century - Parklifes energi der får mig til at løbe i ring og skrige “All the people!” - Punk-perlen Bank Holidays energiske beskrivelse af briternes øl-kultur - Jingle Jangle guitaren på Badhead - “Well you and I collapsed in love” på In the End - Bass linjen på London Loves - Cembaloen på Clover over Dover - Damon Albarns levering på Jubilee - Storheden i en skibsvejrudsigt på This is a Low

Perfekt jazz til en langsom søndag morgen tilbragt med en god kop kaffe

Et album der tager et fast greb om dine boller, masserer lige på grænsen mellem fornøjelse og smerte og holder din opmærksomhed fast rettet på sig

Det er 44 minutter af mit liv jeg aldrig får tilbage

Den får på alle tangenter af afro-amerikansk musikhistoriske referencer: Afro-beat trommer, blues guitar, gospel og soul vokal, endda batist church messende resitation. Desværre lyder de 3 tracks fra nr. 3 til 5 som var Fela Cuti, BB King og Aretha Franklin synkront blev ramt af depression og indspillede et album sammen i en tom, grå lagerhal. Og de tre numre er så 3/4 af hele albummet.

Ren kaos, energi og anarki!! Fantastisk album når der skal fuld skrald på. Men ikke et man hører 3-4 gange i streg

It’s a BirdFlu.. It’s a Paper Plane… It’s Mango Banga!!! M.I.A. rapper for vildt. Hendes laidback flow og britisk-srilankanske accent er alt for lækkert. Desværre rapper hun for lidt på pladen. Hun har også nogle vilde samples og får inkorporeret flere asiatiske, og afrikanske rytmer i sine tracks. Men de bliver for ofte til mere gimmick og Dance-rytmer end fede samples og rap. Albummet efterlader mig med tanken om, at Hip-Hop genren har det meget svære end andre genrer med at lave hele albums. For ofte er der for meget fyld, for langt mellem de gode sange og på dette album stod det tydeligt frem hvor perfekt Paper Planes er. For resten var sgu for kedeligt i længden.

No

Punk møder progrock. Ved første lyt var det både pirrende og frastødende. Efter et genbesøg faldt hammeren.

Joni Mitchell er musik for kvinder i overgangsalderen der flæber over deres tabte ungdom i 70erne. Og så er det åbenbart også for mig 😅 Simple melodier på primært klaver og akustisk guitar, men med en nærhed og nerve i vokalen

Jeg troede kun jeg kendte Nick Drake af navn. Men River Man har jeg hørt før. Måske Simme har spillet den 🤔 Der er virkelig meget luft i stemmen. At lytte til den bliver en hel fysisk oplevelse hvor jeg kan mærke Drakes stemme lægge sig omkring min krop og trænge ind. Melodisk og stemningsmæssigt er albummet melankolsk grænsende til deprimeret. Det formidler et menneske smerte mesterligt.

Jeg huskede det her album som bedre. Det har stadig nogle fantastiske sange, men også for meget fyld. Særligt de mange interludes mellem sangene får det til at virke langt og meget 90er agtigt.

Endnu et hip-hop album med gode sange, men hvor det bliver for ensformigt til et helt album

Det er pænt, hyggeligt og keeedeeeliiiiigt… Norah Jones har en fantastisk smuk stemme. Blød og forførende. Men arrangementerne kører den kendte slagne vej. Der bliver ikke eksperimenteret og prøvet noget nyt. Det er så forudsigeligt at musikken falder i baggrunden. Man kunne ønske sig at noget rejste sig og gjorde opmærksom på sig selv. Perfekt til en mainstream kaffebar, elevatormusik eller en par middag hvor man skal ramme noget alle kan acceptere at lytte til.

Beatles første store skridt væk fra boy band og pop hvor de åbner døren ind til det mere eksperimenterende. Albummet bære tydeligt præg af at de henter inspirationer fra mange forskellige steder. Få sange falder igennem, og selv de vidner om de fire Liverpool drenges tåenhøje bund niveau

Teatralsk, prætentiøst ligegyldigt

Det absolut mest overraskende lyt ind til videre. Jeg havde forventet noget 80er pop hen af Sledgehammer, men det jeg fik lænte sig mere op af Joy Division. Lyden er beskidt, atmosfærisk og unik.

Rock & Rul fra samme skuffe som Dr. Hook og Status Quo har kigget dybt i. Uinspirerende og kedeligt. Dog credit for at album titlen giver mindelser om en af Monty Pytons sjoveste sketches

Lækker stemme men den fanger mig ikke ind - nogle små glimt af noget der kunne lugte af trip-hop. Dog uden kant og noget til at drage min interesse mod det. Jeg har svært ved at høre hvordan det adskiller sig fra alt det RnB der er kommet ud i metermål de sidste 30-40 år. Kedeligt og endte som noget det bare kørte i baggrunden.

Råt og tungt. Både guitar, trommer og Iggys vrælende stemme rammer en lige i smasken

Kan man anlægge en plagiat-sag mod sig selv? Hvis så tænker jeg Van Morrison har en god sag mod Glad Tidings. Der er passager som ligger meget tæt på hans monster hit Brown Eyed Girl. Resten af pladen er en pærevælling af alt muligt. Der er en sang der lyder som var det Old Blue Eyes. Andet er folket blues. Alt i alt kedede jeg mig bravt.

AC⚡️DC gør det samme sang efter sang, album efter album. Den kreative udvikling er totalt fraværende. Men det de så gør det gør de fandme også godt! Lige ud af landevejen, no fucks given hardrock. Rytmesektionen hamrer derudaf akkompagneret af fræsende guitar og så er det mindre vigtigt hvem der vræler i mikrofonen. Her er der ikke tid til ballader og eksperimenter. Det er bare en lang rock n’ roll fest.

Der er elementer af det de kan senere på Dusk. Men det drukner i kedelig 80er synth

Det er mig fuldkommen umuligt at anmelde det her album objektivt. - Det er lyden af at kysse Siobhan bag et diskotek i Manchester. Og de mixed-tapes vi årene efter sendte til hinanden - Det er lyden af spillemaskinerne på Hjørnegrillen - Det er lyden af poolbord og øvelokale i ungdomsklubben Det er med andre ord et af de største soundtracks til mine teenage år.

Positiv overraskelse. Ud fra navnet havde jeg forventet en barbershop kvartet, men det er jo slow hands himself det her. God musik men her kan man da virkelig snakke om at mange af numrene kunne være skåret en del kortere. F.eks. er det storhittende titelnummer 50% fyld til sidst der ikke rigtig bidrager noget til sangen.

Et helt album med reggae var faktisk slet ikke så slemt som jeg havde frygtet. Det bliver dog ikke noget jeg kommer til at smide på medmindre der skal være temafest. Men en solid 3/5 skal Bob og Hvalerne have

His Bobness fungerer bedre for mig når han bliver elektrificerer og der er fart på sangene. Det setup passer simpelthen bedre til hans stemme. Så får hans finurlige lyd mere bid. Subterranean Homesick Blues, Maggies Farm og Outlaw Blues fungere mega godt. Desværre går der for meget singer/songwriter Dylan i den på nogle numre. Særligt Mr. Tambourine Man og Gates of Eden kunne jeg godt undvære. Men den slutter med et par stærke værker i I’m Alright, Ma og It’s all over now, Baby Blue PS: Det er næsten komisk så mange Dylan sange der lige skal fade ud med en mundharmonika.

Gennem de første sange tænkte jeg “den eneste forskel på det her og så Yes og ZZ top er at med Primal Scream har jeg da et håb for at der kommer noget ordentligt musik. På samg nummer 6 og 7 begyndte det håb så småt at forsvinde. Men så kom der lige pludselig noget helt andet. Medication var en okay rocksang, om end ikke nyskabende. Og på de næste sange blev jeg mere og mere positivt overrasket. Særligt Trainspotting er super fedt. Den gode stemning sluttede dog med Rebel Dub, men kom tilbage på lukkeren. 1 ⭐️ for sang 1-7 + Rebel Dub 4⭐️ for sang 8-14 + How does it feel…

Er det her Dylan peaker? Love Sick er et mega fedt nummer. Dylan er cool på et niveau der næsten kan nå Bowie og Cohen på deres bedste dage. Track 2 falder lidt udenfor. Dens uptempo urolige fremdrift er en kontrast til resten af pladen som glider stille og køligt hen.

Vanvittigt album! Hvad kunne the fab four ikke? Abbey Road stikker i alle retninger og de mestre hver en genre

Bowies afskedsgave til verdenen. En legende og undersøgende plade hvor han samlede jazz-musikkere til at spille rock. Bowie fik skabt sit sidste mesterværk. Mande gik ud på toppen ⭐️

Ikke sådan rigtig godt, men heller ikke rigtig dårligt. Norah Jones for hipstere. Det kan køre i baggrunden uden at nogen rigtig slår sig på det

Det lyder som Joy Division. Hvis Joy Division var komplet talentløse

Er der overhovedet nok instrumentering på nogle af sangene til at det kan kvalificeres som musik? Gil Scott-Heron stemme kan lyde mega godt. Den gør det desværre ikke på det længste nummer. Meget politisk album. En 8m25s prædiken om Watergate er bare ret uddateret i 2024

Slet ikke det album jeg havde forventet. Velvet Underground er aldrig noget jeg har fået hørt. Det her var mere afdæmpet end jeg havde regnet med. Albummet er fyldt med små perler af sange. De lyder MEGET slut 60er agtige, men det gør slet ikke noget. Samlet bliver det en skøn oplevelse og albummet er gennemlyttet en 5-6 gange. PS: Murder Mystery er mere som jeg forventede. Det fungerer også mega godt.

Rock skal ikke være så rart

Forskellen på Yes og Pink Floyd er at PF engang imellem faldt over en god sang og formåede ikke at ødelægge den i prætentiøs selvforherligelse. Det er ikke sket for Yes på en eneste sang af de tre albums der nu har været med dem. Det eneste de har formået er at skabe en ny yndlings aversion hos mig

Berolingende og foruroligende på en gang. Melodisk og hakket opbrudt. Tom Waits har måske verdens mest cool stemme. Ikke mindst på hans senere dage.

Støjende, skramlet og råt. Men samtidig viser In Utero også at bag Nirvanas grunge/punk lyd er der en gudsbenåedet popsmed i Kurt Cobain. Albummet er det ene mesterværk af et nummer efter det andet. Hvis jeg presses vil jeg fremhæve Very Ape, Milk It og All Apologies. Men jeg kan ikke finde et nummer herpå jeg ikke knus elsker. Klart i top 3 af Nirvanas studie LPer 😜 Og kan vi så lige snakke lidt om de sange der ikke klarede cuttet. Der er så meget guld der. Gallons of Rubbing Alcohol…, I Hate Myself… og ikke mindst en af Nirvanas bedste sange overhovedet. Heldigvis kom Sappy med på 2013s 20th Anniversary Deluxe Edition udgivelse

Garage Rock Revival på toppen. Klart et af de bedste albums til at byde det nye årtusinde velkommen og sparke døren ind med et nyt take på en gammel lyd. Simpelt, energisk, ørehængende riffs og en forsanger der både kan lyde køligt fraværende og intenst vrissende. Så nemt kan god rock laves.

Sangene er for lange! Bassen er skruet helt væk i mixet! Alligevel formår The Four Horsemen at levere en mere end godkendt opfølger til det Metal Masterpiece de begik med Master of Puppets. Ingen har rejst sig fra en (sub)genrer så højt over sine ligemænd, og banet vejen for en hel gren af musikken som Metallica gjorde. De fik måske først deres helt store gennembrud da de lavede The Black Album, men de hev også en hel generation med ned i metalpløret og introducerede mange til ikke bare deres bagkatalog, men også til hele metalverdenen. Inden de var klar til at gå mørkere og langsommere til værks skulle der afprøves hvor langt ud af trashens landevej de kunne ride. Det flyder med lækre rifs, halsbrækkende temposkift og alen lange soli. Hvert et nummer stikker ud og holder i sin egen ret, men sammen bliver de til et metalforce der rykker en om kuld.

Jeg havde ingen anelse om hvad det her var da jeg satte det på. Det blev et meget behageligt bekendskab med Mr. Holmes. Tankerne flyver til Bristol og byens Tri Hop scene, men musikken bevæger sig også i andre retninger, bliver til tider tungere, til tider mere jazzet, mere cirklende. Og så emmer det mindst lige så meget af The Bronx som af Bristol. Det er ikke sidste gang jeg har smidt det album på

Lidt for meget 80er synth og elektroniske trommer. Ikke helt nok følelser der flår i mig. Der er nogle gode melodier, men leveringen bliver for pæn og overfladisk

Late-60s rock som der kom så meget af. Ikke dårligt. Men heller ikke noget der vækker meget mere i mig end et Ecxel ark.

Så er der Pik-Rock 🤘🏻🍆 Modsat de senere pik-rockere i diverse 80er hairmetal bands, så har Led Zep en kunstnerisk nerve ud over det sædvandlige. Det skyldes ikke mindst John Bonhams magiske evner på gryderne. Hans uortodokse rytmer sikker at Led Zeppelins numre aldrig bare bliver lige ud af landevejen rock. Physical Graffity er ikke det Zep album jeg kender flest sange fra. Til gengæld har det måske deres bedste nummer i Kashmir. Der er mange virkelig stærke sange på albummet. Men også nogle numre der sagtens kunne være klippet fra. F.eks. er The Wanton Song nærmest en forpustet version af Kashmir der vælter rundt i opbrudte rytmer og stadig rammer noget episk storhed i lydbilledet. Den efterfølgende boogie woogie sang var dog overflødig.

Hvis jeg skal høre puddelrock, og det er et stort HVIS, så skal det være Bon Jovi. Det er cheesy, men der er også en uimodståelig charme og catchyness på nogle af numrene. Albummet mangler ikke hits. You Give Love A Bad Name, Living On A Prayer og Wanted Dead Or Alive står ud på albummet. Men resten virker som blege versioner af samme sange og gør særligt B siden til én lang ørkenvandring i hårmetallens klichéer. Og kan vi så lige snakke om keyboardspillet på I’d Die For You… Det er ikke 1-1 Runaway fra deres debut. Men det er godt nok lidt for tæt på.

Røv kedeligt

Pop gjort interessant. Det kunne godt være det album skal lyttes en gang mere.

Det er repetitativt og uorganisk i lyden. Det lyder som gammel elektro. Og noget i mig kan sgu meget godt li’ det. Desværre kunne jeg ikke lytte albummet igennem uden afbrydelser. Jeg tror derfor at jeg missede noget af det det kan.

Det er SÅ langt fra hvad jeg normalt hører at der kabes meget få referencepunkter under min lytte-oplevelse. Det er ikke kedeligt, men det fanger mig heller ikke ind.

Når blues er virkelig fedt så er det så svedigt at det driver ned af væggene. Det kræver at rytmesektionen holder et langsomt tempo, og det gør de på mange af numrene på dette album. Jeg fik lyst til at høre Jack Whites blues sange efter Muddy Waters. Men jeg tog lige en runde mere med Hard Again istedet. Og så lidt Jack White

Min bevidsthed er ikke blevet kemisk udvidet nok til at kunne se storheden i en sitar

Hvor god en cola er en Fanta Exotic? Jamen en Fanta er jo ikke en cola! Og nej det her er ikke musik. Det kan godt være det er lyd, det kan også godt være det er kunst, men musik er det ikke. Det lyder mest som lydsiden af en kunstinstallation på Louisiana. Som sådan kunne det måske godt fungerer. Som musikalbum er det verdens længste ørkenvandring gennem lyd af metal mod metal, skærerbrændere og skrig, med et enkelt lyspunkt i nummeret Kollaps som faktisk kan betegnes som et musikalsk nummer.

Beatles var for vilde. Deres udvikling på 8 år og over et hav af albums er som hvis Backstreet Boys havde transformeret sig til Radiohead på ingen tid. På A Hard Day’s Night er the Fab Four stadig i deres boyband ungdom. Det er catchy, poppet rock n’ roll. Det er ikke dårligt, og langt over mange andres niveau. Men det er ikke de mesterværker de senere laver.

Hvor mange musikkere ville ikke ofte deres førstefødte for at have skrevet bare en af Wonderwall, Don’t Look Back In Anger og Champagne Supernova

Jeg tror aldrig jeg har hørt et album med en tykkere 90er lyd. Og jeg hører rigtig meget musik fra 90erne.

Et kedeligt lyt, lige indtil coveret af Working ClassHero. Jeg tror ikke jeg har hørt et så velfungerende cover af en Lennon sang før. Men resten var en lang ørkenvandring i ligegyldighed.

Jeg har aldrig fået hørt hele Bowie albums før Black Star. På Hunky Dory kender jeg nogle sange. Og hvilke sange. Life on Mars? ligger i skarp konkurrence med “Heroes” om at være min Bowie yndling. Changes og Andy Warhole er også blandt favoritterne. De restende sange svinger mellem at være sjove iørefaldende og kraftfulde perler. Det teatralske er normalt ikke min kop the, men i Bowies univers fungerer det helt fantastisk. Dagen tillod desværre ikke lige så mange gennemlytninger som jeg kunne have ønsket mig. Men jeg kommer til at genbesøge albummet igen. 4/5, men måske det kan komme op på en 5er ved nærmere bekendskab.

FUCK MIG HVOR VAR DET KEEEDEEELIGT! Jeg kunne nærmest ikke få mit hoved rundt om at det er samme band som har lavet Paint it Black, Angie, Satisfaction, Sympathy for the Devil og Start Me Up. Musikken var uinteressant og lyden mudret.

Disco er og bliver bare ikke mig

Der er nogle elementer rundt omkring på albummet som jeg virkelig godt kan li’. Et rif her, et stryger arrangement der. Desværre sovses det hele ind i lækkerhed af ikke mindst vokalen. Og så ligger der en tyk, tyk dyne af Main Street, USA over det hele. Det her album føles som at være til et MAGA rally. Hvis jeg hører albummet en gang mere får jeg lyst til at købe en pistol, spise spareribs og råbe USA, USA, USA! Men så hellere skyde hovedet af mig selv, end at skulle igennem det album igen.

Jeg kendte flere sange end jeg troede. Det viser måske hvor svært det er at undgå det kæmpe popfænomen Ms. Swift er blevet. Jeg kan godt lide Taylor vokal. Så da musikken på dette album var trælst 80er synthet, hoppede jeg direkte til hendes Folklore album efter 1. gennemlytning af 1989.

Man behøver bare sammenligne dette cover med Kind of Blue’s for at indkapsle hele forskellen i de to ikoniske Miles Davis albums. Hvor Kind of Blue er cool, afslappet og lugter af røgfyldt New Yorker bar, så er det her eksotisk, hektisk og febrilsk. Det virker som om hver musiker spiller for sig selv, uden skelen til hvad de andre spiller. Det bliver for mig et ekstremt rodet lydbillede og gør ikke noget godt

Godt men også nemt at glemme

Er det punk? Er det pop? Who gives a fuck. Det fungerer helt perfekt! Green Day har lavet meget der ikke holder. Lige som mange af de bands som Dookies succes banede vejen for. Men Dookie holder hele vejen. Det er små punk perler på stribe der eksploderer i både riffs og vokal harmonier. 🤞🏻for at de bare spiller det her album fra ende til anden på RaR 2024. Den er trods alt 30 års jubilar i år.

En kæmpe blandet musikalske bolsjer. Men altsammen med Damon Albans tydelige aftryk. Det spænder fra punk over triphop til lo-fi. Der er ikke så mange bangers på albummet som jeg havde forventet. Faktisk stikker Clint Eastwood og 19-2000 lidt ud med deres poppede catchyness. Men det hele er dragende, legesygt og holder min opmærksomhed fast.

Pop-perler svøbt i støjrock. 2 dele Sonic Youth 1 del Joy Division Rør rundt og drys med lidt Beach Boys

Jeg havde virkelig ikke behøvet at høre det her inden jeg dør

Støj og melodi i en helt perfekt afbalanceret enhed. Jeg har hørt en del SY og kendte nogle af numrene. Men dette deep dive ind i et helt album var en ny oplevelse. Det er hverken sidste gang jeg har hørt Dirty eller andre SY albums.

Guns N’ Roses var det første band jeg var fan af. I omkring et par år var de de største, de bedste og de eneste i min musikalske verden. Plakaterne prydede mit pree-teen værelse og deres albums var i uendelig rotation på anlægget. I dag er jeg voldsom splittet omkring dem. På den ene side er det catchy, hård rock med gode melodier og bedre riffs. Axls vokal har en spændvidde meget få andre sangere, hvis nogen, har haft gennem tiden. Hvis man tager det, for det som det er, så er der nok ikke nogen før eller siden der har laver så godt et lige-ud-af-landevejen hard rock album. Og slet ikke med så kæmpe hits som Welcome to the Jungle, Paradise City og ikke mindst Sweet Child O’ Mine. Problemet er bare at teksterne er platte, dumme og emmer af giftig maskulinitet. Særligt Axl er en klaphat uden lige. Det er sgu decideret pinligt at have forgudet ham. Men man bliver heldigvis klogere senere i livet, end man er som 11-12årig. Musikken mangler også noget. Den er forudsigelig, gør ikke noget nyt, prøver ikke at flytte noget, eller skabe noget. Jeg mangler en kunstnerisk nerve i GnR. Ja Axl kan synge bedre end de fleste. Slash spiller en røvfed guitar. Men de gør bare det der allerede er gjort bedre end dem der gjorde det først. Hele albummet lugter af en flok bonderøve der kom ind til LA og viste alle puddelrockerne hvordan man virkelig spiller rock. Med alt det i betragtning må Appetite For Destruction være min største guilty pleasure. For jeg elsker stadig alle sangene. Skråler med på hver en strofe. Også selv om det er med tanke i baghovedet: “bare der nu ikke er nogen der hører mig høre det her”.

Jeg har aldrig før bemærket hvilke ACDC sange der er med Bon Scott på vokal og hvilke der er med Brian Johnson. Ud over titlenummeret bryder jeg mig ikke særlig meget om vokalen på dette album. Der er backing sang på en del numre. Og så er riffs’ne for bløde. Rytmerne for kedelige. Highway to Hell (sangen) holder 100. Men resten af albummet var virkelig skidt.

Jeg troede aldrig jeg skulle høre Imagine på arabisk. Man kan stadig overraskes. Dog overrasker det mig ikke at albummet her ikke fanger mig. Min musikalske opdragelse ligger udelukkende i vestligt funderede genre. Så de mellemøstlige tone på dette album gør ikke noget for mig. Det er ikke decideret frastødende. Det siger mig bare ikke noget.

Et to-delt album. A siden er akustisk, B sidens distortede lyd har været med til at skabe The Seattle Sound. Jeg nåede 3 gennemlytninger. Alt i alt et virkelig godt album. Men jeg oplevede hver gang at begynde at kede mig under Sail Away. Jeg var klar til side B og noget spade. My My, Hey Hey og Hey Hey, My My står selvfølgelig ud. Det er en verdensklasse sang. Både akustisk og med fuld smæk på distortionen. Andre favoritter var: Scratchers, Ride My Llama og Sedan Delivery

Det lyder som soundtracket til en film der forsøger at skabe en 60er vibe. Jeg tænker Shirley Basset og gamle James Bond film når jeg hører det. Det fungerer rigtig fint som background music til havearbejde (og sikker også andet arbejde)

Jeg er genre-søsyg efter den her tur rundt i hjørnerne af Blondies musikalske verden. Det er ikke er album jeg kommer til at smide på igen, men det var glædelige gensyn med flere af numrene og jeg var godt underholdt hele vejen igennem.

Nogle tracks fungerer bedre for mig end andre. Der er desværre lidt for mange fyld tracks, og her tænker jeg ikke kun på FX. Men når det rocker, så rocker det tungt🤘🏻 Og så fungerer både piano-balladen og den akustiske hyldest til havet overraskende godt på et tidligt heavy album. Hvem vidste at Black Savbath kunne det? Ikke mig 😅

Det kan noget når jeg lige vender mig til vokalen. Men jeg fik ikke lyttet nok til at jeg blev helt fanget ind. Helt sikkert noget jeg skal prøve at lytte mere til

Det var sjovt. Men nok ikke på måder The Resistents havde tiltænkt det

Gaaaab 🥱 60er rock n’ roll uden noget nyt at byde på. Lyder som en nedkogning af af alt andet fra 60erne som så efterfølgende er fortyndet så meget at det mister enhver smag og bid

Party Punk! Psycho Killer er jo et kæmpe nummer. En af de bedste sange nogen sinde. Men det er meget lidt andet Talking Heads jeg har hørt, og aldrig et helt album. Det kommer til at ændre sig fremover! 77 er et fænomenalt mix af punkens æstetik blandet med dancable rytmer. Og så er David Byrnes stemme bare alt alt alt for fed. AYAYAYAYAY!

Hillbilly-Bayou-Rock Et par gine numre hist og her. Men overordnet er der for meget bonderøv over det. Hittet “Bad Moon Rising” virker undervældende i dag. Jeg huskede det bedre.

Jeg har svært ved helt at sætte fingeren på hvad det er jeg elsker ved Nick Cave (og The Bad Seeds). Måske er det den eksperimenterende, legende tilgang til musikken. Intet er helligt her. Det kan også være at det er det dystre univers musikken fremmaner, og de fantastiske historier Cave fortæller i lyrikken. Det er nok begge dele, men at det hele præsenteres af en mand, som er så cool som ingen andre, på en måde som kun han kan være cool på.

All fillers, no killers. Selv hittet “The Rain” virker kedeligt i dag. Jeg var faktisk overbevist om at det på albummet måtte være anderledes end MTV video-versionen. Men nej

Kæft det var en fed oplevelse! Det er derfor jeg gennemlytter 1001 albums. Fordi man falder over perler man ellers aldrig havde hørt. Albums der udvider ens horisont for hvad der er god musik

Måske vejer jeg Stones på en forkert vægt, men for et af verdens største bands nogensinde, og Beatles nærmeste “rivaler”, så syntes jeg dette album er dybt skuffende. Det meste lyder som blues og country som kunne være spillet af så mange andre. Det fanger mig ikke ind. Det er ikke dårligt, men det gør ikke noget for mig. Derudover er der et eller andet off med måden Stones’ (tidlige?) plader er mixet på. Det bliver mudder i mine øre. En klistret masse af lyd hvor vokalen og de forskellige instrumenter flyder sammen.

Jeg har stor respekt for hvad 50er rock n’ roll har betydet for udviklingen af musik efterfølgende. Men det betyder ikke at jeg syntes det er godt. På dette (tidlige) stadie af rockmusikken var det stadig alt for pænt. Alt for meget jakkesæt og slips. Alt for meget vokalharmonier. Alt for lidt bid.

Music to makes babies to Det er flødekaramel, smurt ind i créme brûlée og overhældt med heavy cream. Lækkert for ørene men også pisse kedeligt.

Ved ikke hvad jeg skal sige af kloge ord om det. Waits stemme er unik og fantastisk. Musikken holder min interesse. Det er som at albummet tager en på en rejse ind i storbyen. Stemningsfuld. Interessant.

Jeg har meget svært ved at se hvad dette album laver på listen. Hvorfor skal man høre disse uinteressante coverversioner? Kvaliteten er ikke musikalsk fantastisk. Og jeg har svært ved at se hvad dette album har bidraget musikverdenen med.

Endelig levede Stones op til mine forventninger. Et fedt album med sange der fanger og en produktion hvor lydbilledet står skarp. Wild Horses er sgu en fantastisk sang

Kæft jeg hørte det album meget i gymnasie-tiden. Faktisk var det nok det eneste elektroniske musik jeg overhovedet hørte dengang. Der er noget punktet over det. Det er skramlet og aggressivt. Måske netop derfor var det Prodigy der kunne få mig væk fra guitar, bas og trommer. Tilbage i tiden var det hele albummet der røg på. Når jeg lytter det nu tænker jeg tracks som Diesel Power, Funky Shit, Serial Thrilla osv. falder igennem når de står side om side med bangers som Smack My Bitch Up, Breathe og Firestarter. Mindfields husker jeg som en af mine favoritter på albummet. Den var yderst undervældende at genbesøge. Alt i alt må jeg konstatere at det her er første album jeg elskede i min ungdom, der ved et genbesøg virkelig har skuffet. PS: Live holder Prodigy stadig. Det er en kæmpe fest når deres energi rammer og masserer et menneskehav på en festival.

Mom rock Minder om Shania Twain (dog mindre country) og 4 Non Blondes (dog mere mainstream) Kedeligt

Der er nogle interessante elementer. Men som helhed bliver det kedeligt på trods af den skævhed der er i musikken.

Ziggy Stardust perioden er ikke min favorit Bowie. Der er nogle fine elementer, men lidt for glammet

Gad vide hvorfor jeg aldrig har fået dykket ned i det her album, når jeg har hørt så meget Nick Cave? Eller skal man sige disse to albums? For er det fair at bedømme det som et album, når det så tydeligt er to forskellige værker, samlet i en pakke? Abattior Blues er råfed blueset rock. Særligt i åbneren der svinger som bare fanden. The Lyre of Orpheus er oftere mere klassisk 90er Cave. Dystert, Cave messende som en Minister of Darkness. Eller hans hjerte gribende sange om kærlighed, relationer og eksistens.

Der er noget funky shit over det. Men også meget 80er synth 😬 Åbneren er et godt eksempel på når denne formel fungerer for mig. Men ofte bliver det for meget.

Jeg vil så gerne elske det her album. For to år siden købte jeg det, på et loppemarked, i Berlin. Da jeg kom hjem og satte det på var jeg blæst bagover. Ikke af begejstring, men af skuffelse. Titelnummeret kendte jeg, og elsker jeg, men resten af pladen lå langt fra den lyd der er på “Heroes” nummeret. Siden har jeg ladet pladen ligge. Efter 2 gennemlytninger i dag, begynder pladen at vokse på mig. Der er finesser i numre jeg lægger mere mærke til. Og jeg har accepteret at det ikke bare er en rockskive, men også jazzet med instrumentale numre der glider sammen til en stor helhed på B-siden. Det er ikke en 5/5 for mig endnu. Men det bliver det måske ved flere besøg. Og så et titelnummeret jo bare en 10/5.

Det var meget mere eksperimenterende og interessant end jeg havde forventet fra Kings of Leon. Ikke sidste gang jeg hører det album

Perfekt elevator-musik hvis din swingerklub ligger på 5. sal

Grandiøst lydende indie rock

Hold da kæft en kraftudladning! Janis Joplins stemmer er simpelthen for vild, og bandet understøtter den helt perfekt. Jeg har altid kendt til hende som navn, men mit eneste bekendskab med hende er Mercedes Benz, sunget af en karakter i Beverly Hills 😂 Jeg tror mit billede af hendes musik var mere over i noget singer-songwriter end dette rock-lokomotiv. Som andre ting på denne liste kan jeg kun undre mig over at jeg ikke har fået hørt det før. Men det er jo netop en af grundene til dette projekt. Et fantastisk album. Og en dejlig øjenåbner.

Jeg vil hellere stikke mig i ørene med en rusten issyl end høre det her generiske 80er lort igen

Mere dystert og råt end de efterfølgende albums der skabte den store mainstream succes. Der noget over det der giver mig samme vibes som Joy Division. Måske det ikke er så underligt. Tragiske skæbner der fik et outlet gennem musikken.

Cohen er fantastisk når han er dyster som på åbneren Avalanche. Desværre afviger albummet fra denne stemning og roder lidt rundt i genre og lydbillede.

Side A: Nogle episke bangers i særligt Running Up That Hill og Cloudbusting. Men også lidt for meget fyld med typisk hule 80er trommer og synth der får mig til at miste interessen. Side B: Interessant sammenhængende historie. Mindre 80er lyd. Samlet: To kæmpe sange og en interessant B-side trækker op. Men det bliver ikke et værk jeg genbesøger

Man kan kun bøje sig i støvet for mesteren. Jeg har kun hørt Hendrix som enkelte sange; Hey Joe, Down Town Traffic, All Along The Watchtower mm. Så jeg var lidt spændt på hvordan et helt album ville være. Kunne han holde kadencen højt hele vejen igennem. Det må man sige han kan. Guitarspillet er selvfølgelig out of this world. Men trommerne er også ret sublime. På mange numre roder de rundt på den helt rigtige måde. Og Jimis måde at spille guitar på, er bare så sublim. Hans anslag lyder nærmest søgende men alligevel lige præcis der hvor de skal være, uperfekt perfekte.

Pet Shop Boys plejer at svinge en større pisk. Her bliver de ofte apatiske i udtrykket. Man må sige de varedeklarerer på første nummer: Being Boring. Måske er det et album der vokser ved flere genbesøg. Det var der ikke tid til i dag. Men den har ikke de catchy hooks der er på West End Girls, It’s A Sin, Always On My Mind og andre af deres ikoniske elektro-mesterværker

Det her albums betydning for meget af den musik jeg hører kan ikke underdrives. Den smadrede æstetik lagde grunden for den punk der kom senere og dermed også for The Seattle Sound. Desværre glider albummet længere og længere væk fra den lyd og over i psyk rock. På Starship der afslutter albummet går det helt over gevind med alen lang trance musik. Første side 5/5. Anden side 2/5.

Gode punk elementer. Men jeg syntes det mangler noget kant ind i mellem.

Det er jo et kæmpe album, med kæmpe sange. Jeg var slet ikke klar over hvor mange af Fleetwood Macs sange som jeg kendte, var fra netop dette album. Jeg havde 3 fornøjelige gennemlytninger over weekenden. Nåede at synge med på nogle sange og har haft et par af dem på hjernen siden. Top sange: Chains og Songbird Men på trods af alt denne pris, så må jeg også indrømme at jeg nok aldrig kommer til at smide albummet på igen. Det drager mig ikke. Det taler ikke til mig. Men jeg kan godt forstå at det gør det for nogen.

Fuck det er kedeligt

Pink Floyd goes Metal 🤘🏻 Hvilken forskel distortion gør. Det her var bedre end jeg havde frygtet. Tungere end jeg havde forventet.

Der er gode blues elementer, og noget der er mere gennemsyret af rockabilly. En virkelig fed udgave af I Heard It Through The Grapewines

Min viden om Deep Purple kunne inden sættes i 3 punkter: 1: Smoke On the Water har et er verdens bedste riffs 2: Deep Purple nævnes sammen med Black Sabbath og Led Zeppelin som skaberne af Heavy Metal 3: Made in Japan er med i snakken om verdens bedste live album Nu er mit perspektiv: 1: Smoke On the Water ER et af verdens bedste riffs. 2: Deep Purple har elementer af tidlig metal, blandet med 60 psyk. 3: Made in Japan er et virkelig fedt live album. Det er lyden af en koncert man godt gad være til. Dog skæmmes det lidt af en 7 min. lang trommesolo og til tider lidt udsyrede hippie tendenser.

Virkelig en blandet oplevelse. Vi er langt fra Uptown Girl. Meget tættere på Piano Man. Dog med mere optempo og elguitar drevne sange smidt ind imellem. Titelsangen, Vienna og Everybody Has A Dream stod ud som fængslende musikalske oplevelser.

Saxofon og klaver kan være fedt (se: Tom Waits). Bruce Springsteen kan også være fedt (se: Nebraska). Desværre er måden “The Boss” bruger sax & piano (keyboard?) på hans optempo numre ikke noget der tiltaler mig. Bag alt musikken skulle der gemme sig nogle fine skildringer af amerikanske liv, jeg kommer bare aldrig ind til historierne fordi musikken fylder så meget (læs: forstyrrer) i billedet.

Coveret indrammer helt perfekt min oplevelse af albummet.

My kind of Jazz. Jeg begynder at forstå hvad det er jeg kan li’ ved jazz jo mere jeg hører det. Og også hvad for noget Jazz jeg ikke kan li’. Det her ligger tæt på Kind of Blue. Det er godt

Post-punk/New Wave har et gennemgående lydtema hvor der trækkes på den rå coolness fra punken, men det blandes med mere svingende melodiske toner. Nogen gange virker det fantastisk, andre gange falder det helt igennem. Pretenders rammer sjældent den cool del rent nok for mig, og dermed bliver musikken ligegyldig og kedelig

Ahmen bare føj!

Det er 3 ikoniske metal numre i Warpigs, Paranoid og Ironman. Som helt album spiller det også max. Særligt Electric Funeral og Hand of Doom burde være på et hvert metal repetoire.

Åbneren er Pet Shop Boys absolut bedste nummer. Tung, melodisk, dragende. Desværre fortsætter det ikke sådan. Og det ender i 8 minutters ulidelig 90er patiche på hvad der må være indbegrebet af alt det vi bør glemme fra et ellers fantastisk musik årti.

Når det rammer noget skots folk lyden, særligt lyrikken, så kan det noget.

Hun har en interessant stemme, og der er nogle quitky beats. Men som helt album bliver det ensformigt og uinteressant.

Der er flere numre herpå som jeg kender, men ikke vidste var Simon & Garfunkel sange. Det kan i korte øjeblikke svinge sig op på hyggeligt, men er for det meste er det bare kedeligt.

Reggea er nu meget hyggeligt

Fed stemme og cool lyd. Laid back feel på hele albummet. Jeg kendte kun Bobby W af navn fra hans senere samarbejde med Gorillas

Avant-garde Jazz med elementer af progrock. Det bliver aldrig rigtig hyggeligt. Heller ikke rigtig interessant. Hele albummet lullede mig ind i en søvnlignende trance hvor jeg følte mig hensat til en tilstand som manden på coveret. Blues in Bob Minor rev mig mod slutningen ud af søvnen med sit heftige tempo og fremdrift. Havde der været mere i denne stil kunne det måske være blevet mere spændende. Det blev det ikke.

Jeg kendte Ghost Rider, men vidste ikke hvem der havde lavet den. Hele albummet har samme urolige “rytme” som Trentemøller lagde på Springsteens State Trooper. Endnu et album der retfærdigører at lytte så mange albums igennem. Det her er en af de “skjulte” perler. Det er mega cool, intenst, anderledes og nærmest nervepirrende at lytte til.

Da Funk har et fedt hook, men uden musikvideoen bliver der meget lidt at forholde sig til. Det samme gør sig gældende for det resten af musikken. Den er repetitiv på den nederen måde og bliver uinteressant.

Der er nogle kæmpe bangers på det her album. Og resten er bund solidt. DM fortsætter deres udvikling fra lys dance-pop til mørk electronica.

Det starter okay ud men tabte mig helt undervejs.

Det er vist computer-musik uge 😅 Det er svært at høre Music for the Jilted Generation uden at sammenligne med Fat of the Land. I 90erne hørte jeg hele FotL men kender kun singlerne fra MftJG. På singlerne syntes jeg klart at FotL er bedre. Og resten er sgu lige skidt. The Prodigy kan noget når man skal holde en fest. Det er party music. Men når man sidder stille og roligt og lytter, så er det sgu primært bare lort.

Det album har klare Talking Heads vibes med en fræk guitarlyd og der er noget David Byrne’sk over vokalen. Men The Cars når bare ikke Talking Heads niveau, ihverfald ikke på dette album. Der mangler et eller andet. Noget coolness måske. Måske mere ironisk distance.

Det er godt nok et mærkelig sammensat album. Det stikker i alle mulige retninger. Og ikke på den gode måde. Hittet er egentlig et ret sjovt nummer, desværre formår resten af albummet ikke at ramme det samme.

Kæft et åbningsnummer. Der er få albums der kan måle sig med så ikonisk en åbner. Det er en af de få covernumre som jeg syntes er markant bedre end originalen. Derefter går der lige lovlig meget “hjerte rimer på smerte” i den. Men Mrs. Fraklin er ikke the Queen of Soul uden grund. Den stemme bærer meget af albummet. Ikke mindst på lukkeren, hvor Aretha brænder fuldstændig igennem på et cover af Sam Cookes ikoniske A Change is Gonna Come.

De første 3 sange er svage og ret forglemmelige, men så sparke Robbie døren ind med en perlerække af sange. Angels er måske en af de 5 bedste ballader nogensinde. Hold kæft Guy Chambers ramte guld der. Den er altid kuldegys fremkaldende god. South of the Border og Old Before I Die er habile rocksange i bedste Oasis stil. One of God’s Better People er en lille akustisk perle og Let Me Entertain You er bare en party-banger der kan kickstarte en hver fest for 40 plus segmentet. Killing Me har en storladet James Bond score lyd som indvarsler den retning han tog på senere albums. Clean er igen mere Oasis feel, men efterlader en flad smag i munden. Desværre fader albummet ud i samme niveau som det startede med to svagere sange. Alt i alt et habilt album, men det kunne have været en killer EP med følgende track listing: Let Me Entertain You South of the Border Old Before I Die Angels Killing Me One of God’s Better People Hello Sir (Hidden Track)

Jeg vidste at Jethro Tull havde en forsanger der spillede fløjte, for tilbage i 90erne var jeg stagehand under en koncert hvor selvsamme fløjte knækkede. Dengang bed jeg ikke mærke i musikken. Det gør jeg i dag. Det jeg ikke vidste var at Jethro Tull har tung tung guitar der giver mindelser om Black Sabbath. Og det fungerer super fint sammen med fløjten. Der er en dynamik i den kæmpe kontrast mellem metal riffs og den luftige fine fløjte.

Hun synger da okay godt. Ikke sådan at det rører mig, og det gør musikken slet ikke. Den er nærmest så enslydende at jeg ikke opdagede hvornår et nummer sluttede, og et nyt begyndte. Strygerne minder om musik fra 50er film (duh!) eller tidlige disney film (hvilket vel lidt er det samme). Det kan være udemærket som baggrunds musik, men jeg bliver ikke fænget af det.

Once Evenflow Alive Så er man ligesom igang! Men Pearl Jam fortsætter med den forrygende fortælling om pigen på der psykiatriske sengeafsnit der skærer beskeder til kommende indlagte, så de ikke føler sig lige så ensomme som hende selv. Eddie Vedder har på debutten skabt fortællinger om alt fra sindslidelser til incest, voldtægt, skoleskyderrier og selvfølgelig lost love. Det meste skriges intenst ud akkompagneret af fræsende guitar og bragende trommer, men det bliver også afløst af fintfølende ømhed, særligt i kærlighedserklæringen til de bølger han surfer på den smukke Oceans

Det kan lige svinge sig op på hyggeligt baggrundsmuzak.

Hvis jeg drev et hotel var dette album stensikkert på playlisten i lounge området. Det er både kvalitetsmæssigt og stemningsmæssigt højder over obskure synthpop udgivelser fra 2014. Ud over den specifikke, hypotetiske situation tror jeg ikke jeg kommer til at genbesøge albummet. Jeg kan bedre li’ den mere swingende Old Blue Eyes som er at finde på Fly Me To The Moon, My Way, New York New York og I’ve Got You Under My Skin.

Dejlig smadret punk lyd. Men med en masse legesyge melodiske indslag. Det fungerer skide godt. Et stort stort 4-tal

De to første sange er rimelig interessante, da de i deres opbygning udvikler sig mere og bruger flere virkemidler end hvad jeg normalt kender fra genren. Det er svært ikke at sammenligne med de albums vi har haft fra Prodigy og Daft Punk. Her syntes jeg umiddelbart Chemical Brothers starter bedre ud. Det er mindre repetitativt og lyden er mere organisk på de første numre. Desværre ender det med at jeg sidder med samme følelse ved afslutningen af albummet, som jeg gjorde ved de to andre “bands”. Det er musik skabt til at danse til i tomme lagerhaller.

Guitar soloerne i Down By the River ❤️ Et rigtig fint album der svinger mellem skramlet proto-grunge lyd og folket singer-songwriter sange. Endnu et stort 4 tal

Der er alt alt for få ske-soloer i moderne rock! Heldigvis er det en af de mange højdepunkter der er at finde på Superunknown. Cornells tekster og særligt vokallevering, Thayils guitar riffs, og ikke mindst Camerons eminente trommer er med til at gøre dette til et af rockmusikkens stærkeste værker. Det er tung Seattle-sound men med hooks der giver sing-along kvalitet. Det siger noget om kvaliteten på dette album, at monsterhittet ikke er i top-3 af de bedste numre. Måske ikke engang i top-5

Firnurligt og fornøjeligt. Nogle sange står ud som små mesterværker. Særligt det querkie titelnummer og den eftertænksomme Do You Realize?? Resten af albummet er godt, hyggeligt selskab.

Det er kæmpe bangers fra ende til anden, og var i fast rotation på min CD afspiller i starten af det nye årtusinde. Man kan (med rette?) beskylde Linkin Park for at være en one trick pony. Det er samme opskrift der går igen og igen: power chords, scatching, breakdowns og vekselvirkning mellem Chester der synger melodisk, rap fra ham den anden og så Chester der skriger sin sjæl ud. Men hold nu kæft hvor virker det bare. I den (hellige?) tre-enighed af Nu-Metal bands var Limp Bizkit the jock, Korn var de mærkelige outcasts mens Linkin Park må betegnes som den indadvendte loner fyldt af (selv)had. Det skyldes nok ikke mindst Chesters lyriske univers. Det kan godt blive lidt meget i længden at høre om hvor trist, såret og sur han er. Men når humøret er til det er det også et fantastisk outlet at lytte til. Nogle dage er det lige det album man har brug for. Andre dage er det alt for meget. Måske fordi det er små barnligt i sin tilgang til verdenen. Hele albummet har en umodenhed over sig og måske det derfor passede så godt til mig da det kom ud, men også hvorfor jeg er vokset fra albummet nu. En ting er dog sikkert: det her er kæmpe gateway-metal.

Et underligt mix af forskellige arter af electronica. Når det bliver trip-hoppet som på Bussing giver det løfter om noget interessant. Der er bare lidt for lang mellem de tracks.

Jeg aner ikke hvad de synger. Men det betyder ikke noget. Det her album bliver jeg glad af. Foden vipper og hovedet bopper. Det vil være en perfekt booking til en solbeskinnet tidlig eftermiddag på en festival.

Det starter stærkt ud. Excursions er på en gang et simpelt nummer og utrolig kompliceret. Det er old-school Hip-Hop. Simple beats og jazz samples. Q-Tips flow er laidback. Det minder en del om Nas. Desværre taber det ret hurtigt min interesse lige som de fleste Hip-Hop albums gør.

Mjaa 🤷🏼‍♂️ Det er ikke decideret dårligt, hvis vi ser bort fra lyden af grædende børn. Men det bliver heller aldrig godt.

Brunch musik. Pænt og pænt kedeligt 🥱😴

Der er stor kvalitet og nyskabelse i det her album. Det falder bare ikke min smag. Dog syntes jeg (en lille) smule bedre om det end opfølgeren, på trods af at der ikke er et nummer der er i nærheden af Paper Planes. Det mest overraskende for mig er at Justine Frischmann har været inde over albummet. Men måske alligevel ikke så overraskende når man tænker på den retning hendes eks tog fra Blur til Gorillaz og senere African Express.

38 min. 2 numre. Det første har en rytme der hektisk kører derudad. Det er ikke larmende, men det virker febrilsk. Det andet starter nærmest som vuggevise-musik. Jeg savner den coolness jeg forelskede mig i på Kind of Blue.

Rolling Stones begynder at udfordre kraftigt til titlen som mest overvurderede band i historien. Jo jo, jeg kan da sagtens finde en håndfuld sange (eller mere) i deres diskografi der er topklasse. Men gud hvor er der også meget middelmådighed på de (efterhånden mange) albums jeg har fået fra 1001 listen. Dette album hørte jeg i UK versionen, da det må betragtes som den originale. Så ikke engang Paint It Black kan trække op for vurderingen. Og det siger ikke så lidt da det langt fra er det Stones hit jeg vurderer stærkest. Nogle af sangene her virker decideret amatør agtige. I Am Waiting og Take It Or Leave It ikke mindst.

10 år kan føles som en livstid. Hold op hvor er der langt fra da de samme gutter, i 1979 lavede Unknown Pleasures som Joy Division. Albummet er en underlig blanding af sange der veksler mellem Acid House og upbeat jingle-jangle guitar sange ala The Cure og The Smiths. New Order når ikke på dette album de højder de kan (se: Blue Monday,

Jeg begynder at kunne li’ Hip Hop mindre og mindre igennem det her projekt. Eller måske troede jeg egentligt at jeg kunne li’ Hip Hop bedre end jeg kan. Eller også er der meget lidt Hip Hop jeg kan li’. Og det skal gerne være i små doser. N.W.A. er langt fra det værste Hip Hop vi har haft. Titlenummeret og Fuck Da Police er klassikere. Men som album kan jeg ikke svinge mig op til mere end et meget lille 3 tal. Og det føler jeg endda er generøst. Jeg mistede fuldstændig interessen for albummet kort efter de sange var ovre.

Et rigtig fint og interessant lydbillede. Stuart Murdocks vokal er beroligende og dragende. Et hyggeligt søndags album.

Tung lyd og tunge tematikker i lyrikken. Grungebølgens heavy mesterværk. Så dystert at det lægger sig som en dyne om en.

Det svinger men på en kølig måde.

Noget af det er interessant. Jeg får sådan lidt nogle vibes af indisk trip-hop. Men pladen kan ikke holde min interesse fast hele vejen igennem

Startede albummet fra Spanish Castle Magic havde det været en klar 5/5. Desværre forstyrres lytteoplevelsen af en rodet start med et sketch nummer og en tam popsang. Herfra bliver det klassisk Hendrix, omend guitaren ikke er så meget i fokus som på andre værker. Men den ingenlunde fraværende. Og rytmesektionen skaber et hakkende, vuggende groovende rytme.

Tydelig 70er lyd Det er ikke dårligt. Men det er heller ikke godt.

Et album frontloaded med singlerne, men der er meget guld der venter længere henne. Det er et album der stikker i mange retninger. Der er throwbacks til Grohls tid i Nirvana, der er numre der peger i den poprockede retning en del af Foo Fighters diskografi senere fik. Der er Hardcore perler som Weenie Beenie og Watershed og så skal For All The Cows også fremhæves med sin blanding af jazzet lounge og skramlede omkvæd. Jeg er godt underholdt og tæt på at smide alle 5 stjerner

Plant, Page, JPJ og Bonham på toppen. Det er vilde riffs, primalskrig og en trommesolo der sejler derudaf.

Uh se mig jeg er så sej og har en fed bil, villige damer og en pistol. Hold nu kæft! Måske er jeg blevet gammel, men jeg syntes gangsta rappere er nogle små usikre drenge der gemmer sig bag store ord. Eller også er det bare dumme.

Fin indie rock

Det er funky, jazzet og blues’et på en gang. En sjov, hyggelig og overraskende god lytteoplevelse

Det er sjovere end både Prodigy, Daft Punk og Basememt Jax. Der er nogle virkelig catchy numre. Men desværre går jeg død i hvor repetitative alle numrene er

Snore ‘n Soul 🥱😴

Der er få gode elementer smidt rundt her og der. Men det drukner i latterlige druksange og højtlæsning af eventyr. Som helt album er det et ulideligt lyt

Det må være ca. 20 år siden jeg sidst hørte det her album. Til gengæld så hørte jeg det, og ikke mindst efterfølgeren, ret meget i starten af ‘00erne. Dengang blev Coldplay kaldt pølsmandens Radiohead. Der er også nogle sammenfald mellem lyden på Pablo Honey/The Bends og Parachutes/A Rush of Blood to the Head. Men der må al sammenligning også ophøre. Radiohead fortsatte med at udvikle sig som kunstnere, Coldplay blev til en regnbuefarvet fest af knæklys og andre gimmics. Når det er sagt så er Parachutes sgu et meget fint album. Jeg husker A Rush og Blood som et bedre album. Gad vide om det stadig forholder sig sådan. Vi må se om det også er på listen.

Et meget blandet album der stikker i mange 60er retninger. Positivt: Kicks - Fedt riff på vers Ballard of a Useless Man - Lækkert orgel I’m Not Your Stepping Stone - Groovy Baby! Total Austin Powers vibes Louie, Go Home - Udgivet samme år som Paperback Writer. Gad vide hvem der plankede riffet fra hvem 🤔

Efterårs-album Neill Young rammer stemningen lige i røven. Det er perfekt til regnvejr, gulnende blade og aftagende sollys. Det er et af hans mere stille albums. Singer/Songwriter stilen er kraftigst. Særligt i første halvdel af albummet. Hen mod slutningen pipper hans karakteriske distortede guitar lidt. Men aldrig så det bliver rigtig hårdt. Det er lige som det skal være på det her album

Min Muse tid er egentlig ovre 😅 Men det er nu stadig fedt nok når de ikke går alt for elektroniske i den. Der er heldigvis stadig dejlig meget spade på det her album

Klassisk sydstats blues-rock Det holder ca. to sange, så bliver det kedeligt. Meget sigende, så er den bedste sang et covernummer

Hold nu op det var kedeligt 😬 Når jubel-gospel kan laves så kedeligt som her, så kan det ikke blive meget være

Det siger mig ikke noget

Hård lyd. Punket tempo. Melodiske riffs. What’s not to like? Tja. Singlerne er jo fantastiske. Men på trods af utallige gennemlytninger så hænger resten af sangene bare ikke fast i min hjerne. Jeg nyder dem mens de spiller. Men puff så er de glemt igen. Derfor kan de ikke blive til mere en 4 meget store stjerne

Det her ligger SÅ langt fra min smag. Sange er umulige at adskille. De lyder ens. Ja jo han syger da godt. Men jeg keder mig. Det er for pænt og nydeligt

Hold da op det album er all over the place. Og så er det 90 min. langt. Jeg var stået helt af mentalt da der kom lidt skramlet rock lyd. Og det var for lidt til at redde noget.

RHCP er sgu et sjovt band. Jeg har langt mere været på Californication. Faktisk har jeg aldrig hørt hele BSSM før. Men singlerne kender jeg selvfølgelig til hudløshed. Jeg var godt underholdt, uden at det er mit nye yndlings album.

Det er jo dem med The Killing Moon. Troede de var et one hit wonder band. Okay det lyder af Joy Division. Samme mørke stemning og til tider det industrialiserede lydbillede som JD også havde på deres debut fra året før. Det her er mega fedt 🖤 Nyt yndlings album. Weekenden skal vist bruges på at lytte mere af deres diskografi

The OG Music For Making Babies Fløde stemme og lummer stemning. Og ret kedeligt.

Er det et vigtigt album? Ja Hører det hjemme på listen? Ja Kan jeg li’ det? Nej Beach Boys kan en enkel sang i ny og næ være fint. Glad California pop til når man lige er i det humør. Men kæft hvor er det også poleret, pænt og kedeligt.

Hmmm. Det er slet ikke mig. Men det kan et eller andet.

Et sublimt, smukt mesterværk med SÅ mange højdepunkter: Lige der hvor instrumenteringen kommer ind i You And Whose Army ❤️❤️❤️ Den hoppende basgang i I Might Be Wrong ❤️❤️❤️ Thom Yorks måde, helt roligt at synge: If you’d been a dog, they’d drowned you at birth på Knives Out ❤️❤️❤️ Trompeten på Life In A Glass House

I Rock er der en fin grænse mellem sjov, tunge i kind festmusik og så tåbelig, banal vulgaritet. På Pump danser Steven Tyler og Co lystigt på denne tynde line. Pump er en samling pik og patter sange og når man skeler til samtidige rock-udgivelser fra 1989 fremstår Aerosmith som en gang tonedøve fossiler der holder fast i 80er puddelrockens løsslupne fest. Få år senere skyldede særligt Grungen nye bølger ind over rocken. Men allerede samtidig udgav Pixies Doolitle, Nirvana debuterede med Bleach og The Cure sendte episke Disintegration på gaden. Pump er ikke kedeligt, og den har nogle bangers (Elevator sangen, Janies Got a Gun og lukkeren). Men det er bare alt i alt for dumt

Fuck det er nice! Køligt og energisk på en gang. Hvis der er én ting jeg har lært i det her projekt, så er det hvor meget fedt Post-Punk jeg burde have kendt. Det er så tydeligt at disse bands har influeret de bands jeg hørte i 90erne. Og på det her album er det tydeligt at Siouxsie har dannet skole med sin vokal. Utrolig mange senere alternative sangerinder lægger sig op af hendes måde at synge på.

WTF! Hvad var det? Der er lyde på det album jeg ikke anede Simon & Garfunkle kunne lave. Og der var deres røv kedelige korsang. Der kom faktisk et par okay numre hen mod slutningen. Mrs. Robinson vidste man jeg godt kan noget. Men hele lytte oplevelsen skæmmes af usammenhængende vrøvl fra gamle mennesker, tossede sange om dyr i en zoo osv.

Det er mere støj end melodi. Det har utvivlsomt været en vigtig udgivelse for eftertidens støjrockere. Men man kører jo heller ikke rundt i en Model T i dag

The Doors er sgu cool

Det er sgu et meget fint indie rock album. Men det rammer mig ikke lige i hjertet

Zappa er et af de ikoner jeg aldrig har fået lyttet til, og et af dem jeg har set frem til kom på listen. Men han er nok også et af dem jeg har frygtet mest, for hvor underlig og udfordrende er hans musik egentlig? På Hot Rats må svaret være: lidt. Det er jazzet, groovende og sjovt. Men det afstøder mig ikke. Særligt de to førsg numre er virkelig gode.

Er det her det bedste 90er album jeg aldrig fik hørt i 90erne? Det er meget tidstypisk. Nærmest stereotypt 90er indie. Men hold nu op det holder stadig. Det er følsomt og samtidig rammer trommerne helt perfekt

Det er egentlig et sjovt album. Der er noget umodent over det. Det gør at det kun skal nydes i små doser, men også det der er med til, at give en legende sjov lytteoplevelse.

Hmmm. Det er sgu et lidt underligt album det her. Ihverfald ift. at være på denne liste. Der er selvfølgelig JLLs egne hits, men der er også Ray Charles, Little Richards mfl. handler det om at få dækket en god bid af 50er Rock n’ Roll’en ind med et album 🤔 Nå men ift. selve albummet: Det lyder som en koncert man hellere ville være til end at høre som album. Jo jo det er da fint nok. Det er hvad det er. Højt tempo derudaf rock & rul

YIPPEE KI-YAY, MOTHERFUCKER! Hold nu op Country er noget lort. Jeg ved ikke hvad der er værst: den twangede måde at synge på, de forfærdelige hillbilly melodier eller de temaer der synges om. Hvis jeg vil høre om Gud og Jesus så gik jeg i kirke. Hvis jeg vil høre fuldemands fortællinger om barer og pick-up trucks så… Ej det gider jeg bare ikke. Det her må være de længste 27 minutter i mit liv 🙄

Puha det er svært det her. Hvordan skal man gribe Eminem an? Hvordan skal man forstå det lort han lukker ud? Man kan ikke tage det 100% som humor/satire/provokation, for der er noget ubehageligt ved hans person. Men man kan heller ikke udelukke at det er et show, at Slim Shady er en karikatur. Som underholdning er vi tæt op af horrorgenren hvis man skal sammenligne med filmmediet. Det er ubehageligt, men sætter også spot på nogle af de tendenser der er i samfundet. Det er bare svært at holde af/med antihelten. Musikalsk er der ikke nogen tvivl om at Dr. Dre peaker på det her tidspunkt. Denne og hans eget 2001 er måske de bedste beats og produktioner han har lavet. Det flyder med lækker musik og Eminems aggressive måde at speed rappe på er lige i øjet. Men pladen har også nogle totale missere. Ikke mindst Kim. Men modsat de andre hip hop albums vi har haft ind til videre, så er der ikke mange fillers

En udenærket blueskoncert

En enkel sang i ny og næ er fint. Men som hent album bliver det kedeligt

Fed stemme. Den lægger sig lidt mellem Matt Berninger og Lou Reed. Lydmæssigt har jeg svært ved at høre country’en. Musikken minder mig mere om The National. På nogle numre er der endda de samme rastløst søgende trommer. Det er er fint og følsomt album der også er underholdende og insisterende på at være interessant. En kæmpe overraskelse der smadre min gennemsnitsrating af country

Bowie er altid interessant. Nogen gange er der kæmpe bangers som Life On Mars?, “Heroes”, Changes eller Young Americans. Andre gange er det bare et album fyldt med solide sange. The Next Day hører til i den sidste kategori. Det er ikke den quiekie Bowie fra hans unge dage, men en moden musiker der demonstrerer at han kan sit kram.

3 ting: 1) Det her album er 100% radio-u friendly med sine lange indløb hvor lyden starter næsten uhørbar lav. 2) Det er også et meget splittet album. Nogle numre er artsy musik. Andre er 80er bangers. 3) Og nu vi er ved 80er bangers, hvad fanden var det det årti gjorde ved ældre artister? Det er som om alle de gamle kofiæer fra 60erne og 70erne blev trukket ind i den klamme 80er pop lyd. Bowie lavede Let’s Dance, Paul Simon udgav Call Me Al, Yes faldt til 80er patten med Owner of a Lonely Heart osv. Peter Gabriel kan ikke sige sig fri med særligt Sledge Hammer og Big Time på dette album.

Klassisk hip-hop album. Selvfedt og kedeligt.

Ikke det værste Soul jeg har hørt. Der er noget psyk og progrocket over det

Lidt mindre cool end Kind of Blue, men man kan godt høre at det er en forløber for den lyd. Nogle steder er rytmerne dog stadig lidt for hektiske

Der er nogle interessante elementer. Særligt den monotone rytmesektion. Men det bliver også lige lovligt avangate i udtrykket til tided

Blues-Jazz fusion. Det er sgu meget cool

Jeg burde ikke kunne li’ det her. Det burde jeg virkelig ikke. Jeg er hverken til pop eller pædoer. Men da jeg var 12 var jeg ret vild med Michelle. Og Michelle var vild med MJ. Så for at imponere købte jeg HiStory på kassettebånd, og i en periode holdt Michelle og jeg i hånd og øvede at tungekysse mens vi hørte MJ på mit anlæg. Så Mister Jackson har lagret sig et sted i min unge sjæl. Jeg har ikke hørt det i 30 år, men jeg må bare give det at der satme er nogle bangers på Thriller. Særligt midten af albummet kan noget, hvor der er en perlerække af hits: Thriller, Beat It og Billy Jean. Resten er lidt mere roligt/følsomt. I dag vil jeg hellere høre Chris Cornells akustiske version af Billy Jean, men der er sange på det her album som får alligevel foden til at vippe.

Det er bare er vanvittigt album det her. Råt og alligevel føltsomt. På en gang fint og hårdt. Det er en perlerække af fantastiske sange/melodier. Så gode at jeg tilgiver 3 minutters julesalme. Og så er der jo et cover, ikke bare et hvilket som helst cover, men verdens bedste cover, af verdens bedste sang. Jeff Buckley ejer Halleluja og tilfører den så meget af ham selv at den står som en ny stjerne på himlen.

Okay her jeg troede jeg skulle høre noget 90er elektro… Men min underbevidsthed havde også læst udgivelsesåret som 1998 😅 Det her er nærmest smooth poppet jazz. Det har en sofistikeret lyd. Det er lækkert, men bliver også lidt kedeligt hvis det ikke var for Tracy Thorns dragende vokal

Åh det her må være det sværeste album jeg har fået ind til videre. Jeg har både tænkt det var en lille 5er og en stor 1er. Det er sjovt, legende og jeg forstår det ikke. En sang eller to underholder mig. Men så har jeg også brug for at høre noget hvor koderne er indlejret mere i min musikalske DNA. Kompromiset bliver en 3er.

Det var fandme træls at høre på.

Hvis jeg nogensinde får brug for akut at kaste op, så sætter jeg det her album på igen. Ikke før eller siden 🤮🤮🤮

Hele mit skriv blev slettet 😭 Men fedt album!

Hippie Metal! Det lyder som en supergruppe dannet af The Doors og Black Sabbath. Det var fedt at opleve, men nok ikke noget jeg vender tilbage til

Vi er i dag samlet for at mindes en mester sangskriver. Den fabelagtige Leonard Cohen er fået bort og verdenen er her i 1980 blevet et fattigere sted. Den canadiske poet gik bort i en storm af synth, saxofoner og elektroniske trommer. Og han er kun det seneste offer for de 80’er produktioner der allerede har skyllet ind over vores dejlig musiske landskab. Må hans dybe baryton hænge i vores øre for evigt, og lad os bede for en genkomst engang ude i fremtiden. For vi vil have det mørkere.

Der var nogle fine elementer. Og der var kedelige passager

Hold nu op det er langt Der er nogle sjove og tankevækkende sange, der er også et par rigtig gode, og så er der alle dem der er blevet genbrugt af andre senere. Det er og bliver ikke min musik stil. Det er sikkert banebrydende og vildt godt for sin genre. Men jeg keder mig. Også igennem flere af de numre jeg ved har været hits.

Kender dem kun fra Come On Eileen. Første sang var langt derfra, på den gode måde. Vi kommer lidt tættere på på det næste nummer der nærmest lyder som hvis Talking Heads lavede Come On Eileen. One of Those Things lyder bekendt 🤔 (edit: de har planket Werewolves of London!) Coveret ligner 4 kontorarbejdere fra 80erne. Det ved jeg sgu ikke hent hvad jeg skal syntes om. Ej det er faktisk lidt fedt. Det stive visuelle udtryk er en kontrast til noget af den til tider løssluppenhed og quirkyness der er i musikken. Det bliver til et stort 3 tal

Et af de helt store mesterværker! Radiohead formår at skabe en fusion af en legende lydkulisse og dystopisk selvsmertende stemning. 15 Steps lægger ud med sin hektisk svingende trommerytmer. De er så komplekse at der skal to trommesæt og to trommeslagere til for at fremføre nummeret live. Så går vi lige over i Bodysnatchers, et klassisk Radiohead guitarnummer. Det intense riff skubbe, sammen med Yorks lige så intense vokal, sangen frem. Man bliver nærmest væltet bagover. Herefter sættes tempoet med, men Radiohead byder nu på en anden form for intensitet på nummeret Nude. Yorks vokal rummer menneskelig smerte, sorg og fortvivelse som få andres. Han indkapsler essentiel tvivl og angst og sende det ud gennem højtaleren. Weird Fishes/Arpeggi genbesøger de rastløse trommer mens et firnurligt guitar riff danser omkring Yorks vokal og strygere lægger en dyster tone. Flere dystre toner er der på All I Need hvor bassen ligger som en brummen først i lydbilleder inden det hele smelter sammen i et cresendo af infernalsk lyd. Faust Arp er fingerspillet akustisk guitar over et styger arrangement mens York synger hvad der umiddelbart lyder som lidt for stærkt i versene. Deg bidrager til en følelse af at der ligger ham noget så meget på hjertet at ordene næsten snubler ud af munden på ham. Albummets højdepunkt indtræffer på skæring nummer 8. Guitar figureren kombineret med de hypnotiserende trommer, er så fængende at jeg hørte nummeret på repeat i månederne efter jeg opdagede albummet. House of Cards er en på én gang vuggende og deprimende fortælling om et forhold mellem to mennesker der er ved at indlede en affære. Jiggsaw Falling Into Place er en rigtig headbopper der stiger i intensitet som den skrider frem. Albummet lukker med en smuk klaverballade hvor fortælleren optager sine sidste ord på videobånd. Men så stærk en diskografi som Radioheads er det nærmest umuligt at udpege et bedste album. Men hvis man alligevel vil prøve, så er In Rainbows umulig ikke at tage med i diskussionen. Et kæmpe udspil af (måske) verdens bedst band.

Det fantastiske ved det her projekt er alt den musik man opdager som man ikke vidste man kunne li’. Men der er også i årets løb sket det, at jeg har fundet ud af, at jeg slet ikke kan li’ Hip Hop så godt som jeg troede. Public Enemy var ikke en af de Hip Hop grupper jeg havde det dybeste kendskab til, men de er faktisk nogle af dem der har skuffet mig mindst ind til videre. Der er numre der sidder lige i skabet, ens hovede bopper og hånderne kaster ufrivilligt håndtegn ud i luften. Og så kommer der desværre nogle missere ind i mellem som bare tager luften gevaldigt ud af albummet. Sjovt med et metal “cover” af en af deres egne tidligere hits. Og så endda et år før Body Counts debut

To dage med to Hip Hop albums. Og sjældent har der været så stor forskel på lyden og stemningen. ATCQ er laidback jazz-hop. Det er lækre flows og sjove beskrivelser. Ikke et top album, men noget af det bedste Hip Hop vi har haft

Det swinger alt for meget

Fuck det her stinker af sure MC Hammer bukser.

Det var ikke helt hvad jeg havde forventet. Det var faktisk lidt bedre. Dog ikke noget jeg kommer til at genbesøge.

Det har nogle okay kvaliteter, men der er ganske enkelt for meget skinger mundharmonika. Og et dobbeltalbum er lang tid med Dylans særegne stemme.

Årets største skuffelse? Jeg er aldrig kommet længere end My Generation med The Who. Hvorfor ved jeg faktisk ikke. Men noget af svaret fik jeg måske i dag. Hold nu op hvor ligger lyden på Who’s Next langt fra My Generation. Hvor debutten er rå og skramlet i produktionen, så er dette udspil så overproduceret at det gør helt ondt. Lyden er pustet op på en måde der giver mig kvalme. Limp Bizkits autotunede cover af Behind Blue Eyes lyder mere afpillet og ægte end originalen. Og er langt bedre!

Nick Drake må have verdens smukkest mest dragende stemme. Den stemme er som et stort vamset tæppe der smyger sig om ens sjæl og varmer én på kolde dage.

“My feet would fit a railroad track I would made one Hell of a train” - Peak Southern Poetry -

Det var et sjovt lyt

Fantastisk stemning. Fantastisk stemme. Et suverænt album til at drikke øl med gutterne til

❤️🎸Jack & Meg 🥁🖤 Endnu et fanstastisk album af De Hvi’e Striver. Albummet bygger fint videre fra forgængeren. Jack hiver endnu flere instrumenter ind. Men basen er stadig garagerocken. Meg ligger som sædvanligt så ultra præcist og lækkert på trommerne. Det kan godt være Jack er en magiker med sin guitar, men Meg skal absolut ikke undervurderes som slagtøjsspiller. Pænt godt gået når man “bare” skulle lære at spille simple rytmer, så ægtemanden kunne tage fokus med sin strengeleg. Standout tracks: - Blue Orchid - My Doorbell - Forever For Her - The Denial Twist - Instinct Blues - Take, Take, Take - I’m Lonely

Et lidt ligegyldigt udspil fra Led Zep. Eneste nummer der stikker ud er Imigrant Song

Sikke et underligt lille album.

Phil Spector skal tage sin Wall of Sound og fucke af. Overproduceret lort

Et album der tager et skridt væk fra den optimistiske Britpop lyd. This an’t Disco 2000, This is Hardcore. Det er et lige lovlig langt album, og uden et hav af store sange. Men på The Fear, Help The Aged, titelnummeret og flere andre numre formår Pulp at levere dyster stemning med den velkendte tunge i kinden.

Frokost Jazz. Deg kan lige svinge sig op på hyggeligt baggrundsmuzak

Det er godt nok lang tid siden jeg sidst har hørt den plade. Men i det øjeblik den kommer på bliver jeg katapulteret tilbage til Ryes Kasserne og min værnepligt tid i ‘99/‘00, hvor den var i heavy rotation sammen med Hooray for Boobies af Bloodhound Gang og Smashing Pumpkins Machina album. Og med de to albums i mente var jeg virkelig nervøs for hvordan dette gensyn skulle blive. Alt i alt blev det et glædeligt gensyn. Jeg kunne genkende alle numre, synge med på de fleste. Og så er der virkelig nogle af RHCPs bedste skæringer på dette album. Around the World, Otherside, Scar Tissue, Californacation og Road Tripping står ud, men der er små perler smidt rundt omkring på hele pladen. Særligt skal Purple Stain, I like Dirt og Emmit Remus fremhæves for deres up-tempo party funk rock der bare fyrer den af. Mens Porcelain er en lille (glemt) perle af en ballade.

Hip-Hop der minder om A Tribe Quest og De La Soul. Det kan noget men 77min bliver lige lovligt langt.

Så er der fandme smadre-jazz! Er Punk-Jazz en genre? Er Jazzcore? Jeg er ikke i tvivl om hvor bands som Black Country, New Road, Squid og Black Midi har fået noget af deres inspiration fra. Det er total smadret jazz, til tider fuldstændig umelodisk på en måde der minder mig om Einstürzende Neubauten, men modsat de tyske pioneres debutalbum fandt jeg det her mega sjovt.

Heartland Rock eller Rust Belt Country. Kartoffel - Kartoffel. Selv om man ikke blive slået i hovedet af en saxofon på det her album, så er det bare alt for meget E Street Band lyd. Særligt keyboarded er ulideligt

Simpel musik for simple mænd Udtales Red-Neks

Det var meget mindre glamrocket end jeg havde forventet. Faktisk var det nok kun Dreamer der lød som jeg troede Supertramp lyder. Det var mere Prog’et og til tider en hårdere lyd. Særligt Asylum nød jeg.

Soul’et og lettere funky Hip Hop. Det bliver let kedeligt og ensformigt. Ligeledes bliver det trivielt at høre på hvor hårdt livet på gaden er.

Fed oplevelse. Det her album er meget mere end hittet. Der er en lækker Lo-Fi feel over albummet. Standout numre: Novacaine for the Soul Not Ready Yet Guestlist Mental

Ironisk nok er det de covernumre der ikke oprindeligt er countysange der fungerer bedst for mig. Måske netop fordi de heller ikke er lavet om til country kompositioner. De er til gengæld skåret ind til benet og Cash har en nerve i sin levering af sangene som kun kan gøres af et menneske med så meget levet erfaring. Desværre er der lidt for mange klassiske countrysange, og for få af de virkelig gode covers. Men de gode er også knaldhamrende gode. Det er ikke et album jeg kommer til at genbesøge, men flere af numrene er allerede på mine playlister. Den får 4 stjerner, hvilket nok er en mere end den fortjener som samlet værk. Men Cash var sgu cool, og særligt hans version er Hurt fortjener at hyldes.

Jeg sled den CD op i 90erne og kan stadig langt mere af teksterne end jeg troede. 5 store nostalgiske stjerne

Tydelig Kanye produktion. Lyden er meget hen af hans egne tidlige albums. Men uden de samme bangers som der var på de skiver. Første nummer fanger mig, men derefter fader jeg nemt ud af albummet.

De kloge siger at når man laver en coverversion af en sang, så er det vigtigt at man gør det til sin egen. Det må man sige Scissor Sisters gør med Pink Floyds klassikker. Desværre lyder det som om Roger Waters er druknet i et orgie med Bee Gees, Right Said Fred og Frankie Goes To Hollywod. Det meste af albummet balancere mellem nogle fine melodier og noget sjovt musik som fanger og giver mig lyst til at ryste røven. Desværre virker de sidste par sange ret ligegyldige og giver en følelse af at albummet flader ud i stedet for at lukke med et brag. Det kunne være blevet til tre stjerner, men maltrakteringen af et af de få PF sange jeg virkelig har kært er så voldsomt at det trækker ned. Lige der var musikken et offer, og det var jeg også.

Det eneste gode ved det her album er at det indirekte gav os Rappers Delight

Et lidt underligt album. Det er meget hypet. Men det er primært når det lyder som The National eller Arcade Fire det fanger mig bare lidt. Det kan sagtens fungere som baggrundsmusik

Cash er en af de få der kan tilføre country den nerve der gør at jeg syntes det bliver interessant. Langt fra alle hans sange, heller ikke på dette album, har det. Men når de har det, som Sam Quantin og A Boy Named Sue, så kan de noget helt særligt.

Hold nu kæft et album! Det er all over the place. Klassisk Hip-Hop sange, straight up punk tracks, instrumentale jazz numre hver for sig og blandet godt sammen. Jeg kedede mig på intet tidspunkt. Var bare nysgerrig på hvad de nu fandt på. Overraskende nok syntes jeg instrumental numrene fungerede super fint som små pauser i de mere hårde tracks med distorted vokal. Langt bedre, og mere kunstnerisk udført end de (ofte) tåbelige interludes Hip-Hop albums ofte har.

Nogen dage er det her verdens bedste debutalbum. Ja nogen dage er det faktisk verdens bedste album. Punktum. Det er de dage hvor man har brug for at blive mindet om at ens vrede er en gave og hele kroppen sitre og man har lyst til at skriger Fuck You I Won’t Do What You Tell Me!!! På de dage er der ikke noget så godt som militant revolutionær funk-metal. Tom Morellos magiske guitar, Zack de la Rochas indignerede lyrik og Brad Wilk og Tim Commerfords, på en gang funky og tunge rytmer, er ikke bare et perfekt afløb, det er også stor, stor kunst og en stadig relevant systemkritik.

Jeg er stadig ikke fan. Der er ind imellem spændende elementer. Men alt for lagt imellem dem.

Der er noget Television over det. Men mere punket på en eller anden måde. Og noget The Clash. Og elementer af The Police. Og så er der en rigtig fin lille sang i English Rose. Jeg tror ikke de her englændere kunne li’ at blive sat i bås. Troede heller ikke at jeg kendte dem af mere end navn. Men det er da dem med A Town Called Malice.

Pixies vil ofte alt muligt på deres albums. Det kan give nogle mega spændende albums med den tilgang. I dette tilfælde bliver det sådan lidt Hit ‘n Miss. Nogle numre fungere mega godt. Andre tiltaler mig mindre. Standout tracks: - Cecilia Ann - Rock Music - Is She Weird - Down To The Well

Der opstår en form for magi når The Smiths blander Marrs jingly-jangly guitar rytmer med Morrisseys kritiske og humoristiske tekster og lidt triste vokale fremføring. Der var ikke en eneste af de The Smiths sange jeg kender på albummet, men hele lydbilledet er umiddelbar genkendeligt. Den er lige et par bangers fra være en 5er.

Skramlet, distorted Lo-Fi rock lyd med en sanger der lyder som om han knap nok gider synger. Love it ❤️

Endnu et fedt Post-Punk album. Uden tvivl den genre der har givet mig flest gode nye bekendskaber det første år af dette projekt

Hvis bare mere Hip-Hop havde Beastie Boys’ legesyge og kaotiske tilgang… Kendte kun Shake Your Rump, men var vældig godt underholdt hele vejen, og konstant nysgerrig på hvad de fandt på som det næste. Objektivt set burde den nasale skingre måde at rappe på ikke være godt, men det fungere bare for dem.

Det er så vanvittigt at det her er et debut album lavet af unge knægte i starten af 20erne. Det er standarden alt dyster musik holdes op imod. Verdens bedste plade når man har lyst til at danse og græde samtidig 🖤 Det er ultimativt dyster, deprimerende, cool’t og alligevel så rytmisk opløftende at man som minimum bare må vippe foden og boppe med hovedet. Jeg “opdagede” desværre først pladen alt for sent i mit liv. Eller også er det heldigt, for jeg er ikke sikker på at teenage mig nogensinde var kommet ud fra mit værelse igen hvis han havde det her album.

Hmm. Der er noget interessant over lyden hist og her. F.eks. en tydelig Television inspiration på guitaren i Living In Paradise. Alt i alt okay lytteligt. Men ikke noget der giver mig særlig tilfredsstillelse.

Det var meget mindre syret end jeg havde regnet med. The Greatfull Dead er et af de bands jeg altid har kendt af navn og rygte men aldrig har fået hørt. Jeg havde forventet noget mere udflippet hippie trip. Det her var ret tamt og pænt med vokalharmonier og klimptende guitarer. Ikke decideret dårligt. Bare ret kedeligt og lidt for country-agtig.

Jeg var ikke klar over at man kunne lave eksperimental musik som var så fantasiløst og kedeligt

Albummet med verdens højeste CO2 aftryk. Det flyver jo rundt mellem Bronx, Carribien, Afrika, Arkansas og har endda en afstikker til Frankfurt med et Kraftwerk agtigt nummer. Inter er godt i sig selv, sammen er det en katastrofe

Tandløst kedeligt elevatormusik. Absolut ikke det bedste Kongen har leveret i sin karriere. Suspicious Minds kan noget, men det var også det eneste lille lyspunkt på pladen.

Der er noget Beatlesque over det. Lidt som om nogen har fået McCartneys kasserede idéer og indspillet dem.

Nogle helt fantastiske numre, og nogle gode

Wow. Det var fandme specielt. 60er Psyk-rock med latino-feel. Track nr. 2 havde et dejlig fed/tyk guitar riff. Det er et sjovt, charmerende og til tider skrækkeligt album

Det lyder som soundtracket til en musical jeg ikke har lyst til at se

Et album med nogle gode bangers, ikke mindst de fire single udspil og titelnummeret. Fugees har ikke smidt interludes ind, men bare ladet deres snak og sketches være i enden af numrene. Det gør det så sværere at skippe dem. Lidt for mange fillers. Men kæft Lauren Hill rapper lækkert

Det kan noget når der gives lidt gas, som f.eks. på Son Of A Preacher Man. Men for mange af sangene falder nemt i baggrunden

Det er ikke sådan her elektronisk musik gøres interessant for mig

Et mesterværk der formår både at fremtvinge den helt hårde lyd, de følsomme ballader og skabe episk stemning med stryger arrangementer

Puha det var svært at komme igennem. Pop-rock når det er værst

Jeg får vibes af både Elliot Smith, Radiohead og Pavement. Om den er det Indie mesterværk den er udråbt til er jeg ikke helt afklaret på endnu. Men den vokser for hvert lyt (har lyttet den lidt for nogle år siden) og den skal lyttes mere fremover. Det bliver til et lille 5 tal. Måske bliver det revideret inden projektet er færdigt. Måske ikke.

Best metal album ever

Et album der er kvart i Duck/Stab og Kollaps. Til tider lyder det som de sidste 10-20 sekunder af et Nirvana nummer. Men på de numre der har en reel rytme svinger det ret godt. Der er et fedt miks af groove og smadderet punklyd. Jeg springer gerne de mere lydkollage-agtige numre over. Dem har jeg ikke brug for. Men der er en fed EP hvis man skærer lidt til.

Lidt kedeligt folket singer/songwriter. Ikke rigtig noget der står ud. Okay som baggrundsmusik

En pudsig blandning af alt rock, indie rock og punk. Der er egentlig mange fine sange på albummet. Men lytning af dem i en køre bliver virkelig mærkeligt. Det er som om albummet er fragmenteret

Barnligt, plat og dumt. Men jeg elsker det

En lytteoplevelse hvor “hov den sang kender jeg fra…” fyldte mest. Der er nogle få højdepunkter. Ikke mindst Coconut som for min generation er udødeliggjort af Tarrantino. Og så er det da meget sjovt at finde sange som jeg ellers kun kendte som coverversioner.

Hyggeligt og til tider smukt. Fin baggrundsmusik

Mine ører bløder og min mund smager lidt af opkast

Not my kind of Disco

Mere jazzet og mindre afro-beatet end jeg havde håbet. Til tider nogle okay jazz toner, men ofte alt for langt.

Faktisk et ret godt album. Der er lige et par sange der er lidt blah på side 2. Men særligt når Cat Stevens og arrangementerne bliver intense får det en fed kant

Jeg kan godt lide lyden af The Smiths. Marrs guitar og Morriseys vokal skaber en fed stemning. Men det bliver lidt langt på et helt album. Det er som om de fleste sange er lidt fes’ne versioner af deres bangers. Der er bare ikke samme magi gennem hele albummet som der f.eks. er på There’s a Light That Never Goes Out.

Hvis man ser bort fra Another Brick In The Wall og Comfortably Numb er det her album én lang ørkenvandring gennem opulent og prætentiøs kedsomhed. Som på andre albums med Den Lyserøde Fløjt’ så manglede der virkelig en voksen i studiet. En der kunne og turde sig NEJ! til Roger Waters. De to førnævnte numre er helt fantastiske numre, men det er bare ikke nok til at opveje at resten af det 81minutter lange album er ca. lige så interessant som at se en dværg skide på en tallerken.

Mørkt og makabert mesterværk fra The Prince of Darkness. Aldrig før eller siden har Cave og De Dårlige Frø dyrket det dystre og foruroligende så fuldt ud som de gør med dette konceptalbum. Fra den ildevarslende lyd af en telefon der ikke kan få forbindelse på Song of Joy til lukkeren om at døden ikke er afslutningen, får Cave & Co aflivet mindst 65 mennesker, og en hund. Men det gøres så stilfuldt som kun Mr. Cave kan.

Ikke verdens dårligste pop album. Heller ikke verdens bedste.

Smoooth soul der glider lige ind af det ene øre og ud af det andet igen.

Dejlig befriet for Gangsta Rappens stupide toksiske maskulinitet. People Everyday og Mr. Wendal er fede sange. Desværre er den førstnævnte markant bedre i det mix der blev sendt ud som single, end det der er på albummet. Resten af albummet virker lidt ligegyldigt.

Hvor er det bare fint! Skrøbeligt og ærligt. Råt og ærligt. Simple virkemidler og et afpillet lydbillede. Et album der fungerer helt vildt godt. Lidt på samme måde som Eddie Vedders soundtrack til Into The Wild.

Det er faktisk okay fedt. Lidt shoe-gaze, psych-rock agtigt

Lækker langsom blues på første del. Tempoet skues desværre i vejret på anden halvdel. Albummet bliver aldrig helt så svedigt som jeg kunne ønske mig.

Mundharmonika var ikke det Unchained Melody manglede

Egentlig nogle gode hardcore punk elementer. Men også ret ensformigt. Derfor kommer et 38 mins. album til at føles langt.

Det balancerer mellem smukt og kedeligt. Mest af alt gav det mig lyst til at høre andre fortolkninger af gamle folkesange

Soundtracket til det brasilianske remake af Austin Powers

Kedeligt. Bedre når det bliver blues’et end når det er jazz’et

I don’t get this Det må være projektets største skuffelse ind til videre. Jeg havde forventet et genre definerende punk-mesterværk. Det syntes jeg overhovedet ikke det er. Når man tænker på at det er to år efter at Talking Heads ‘77 og Marquee Moon udkom, samt at Joy Division samtidig udgav Unknown Pleasures, alle albums der udstak nye retninger for Punken, så virker det her utroligt tilbageskuende. Ikke i punken, men i musikken generelt. Pludselig forstår jeg at man plankede et Elvis album til coveret. Men den punk aggressivitet som billedet viser finder jeg ikke meget af i musikken. Der er stadig Joe Strummers punkede No Fucks Given måde at synge på, men det er også noget af det eneste virkelig gode hele albummet igennem. Titelnummeret er et stort højdepunkt, men også The Right Profile og The Guns Of Brixton kan noget. Men albummet som helhed rammer mig slet ikke.

Syret elektro. Lidt for meget 90er computer lyd. Bringer minder om mine år som teen-gamer

Det kan noget sine steder. Men det bliver for langt, både i spilletid og i spyttet. Helt ærligt så vil jeg hellere have 80er Genesis med Land of Confusion, I Can’t Dance og Jesus He Knows Me

Det er aldrig noget jeg kommer til selv ar sætte på. Men det var okay chill

Jeg har hørt det her album en 3-4 gange før. Endnu en gennemlytning har ikke rykket på min mening om det: Det er verdenshistoriens mest overvurderede album. DSotM er heldigvis ikke lige så dræbende langt som The Wall, til gengæld har det heller ikke en eneste sang jeg har lyst til at høre.

Funky Afrobeat rytmer møder cool Post-Punk vokal. Det fungerer godt for mig.

Pølsemandens Joy Division I korte momenter rammer de den. Men jeg sidder hele tiden og tænker at de forsøger på at være dystre og cool.

Cave i en mere nedtonet og personlig udgave end på tidligere albums. Han formår stadig at beholder den nerve der er i hans musik. Et smukt melankolsk mesterværk 🖤

I’m no dancing queen

På papiret er det lige præcis det jeg kan li’. Og det er også godt. Men der mangler et eller andet. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad.

Jack White leger sig rundt i alle de forskellige ærke amerikanske genre.

In the immortal words of our lords and saviors (Mike D, Ad-Rock & MCA): Oh my god that's da funky shit!

Virkelig kedeligt jazz

Wow for en oplevelse! Det her album gjorde helt konkret fysisk ond at lytte til. Jeg kunne mærke en uro og ubehagelighed i hele kroppen. Der er faktisk interessante elementer, men særligt rytmesektionens lyd er helt off for mig. Det lyder som om de har lånt Lars Ulrichs lilletromme fra St. Anger indspilningerne og den så har inficeret både trommesæt og bas. En oplevelse at lytte til. Men en jeg ikke har brug for at have igen.

Rock-Opera. Det er måske lidt underligt at sige om et Queen album, men det her var alt for teatralsk for mig. Højdepunktet var at høre trommeslageren synge på et track der tydeligvis har inspireret Scissor Sisters

Det er sgu rimelig godt. Kendte er par sange. Resten var hyggeligt. Den når ikke samme højder som AftP, men mindre kan også gøre det. Giver lyst til at tjekke flere R.E.M. albums ud.

Det var slet ikke så slet som jeg havde frygtet. Var faktisk rimelig godt underholdt. Men som mange dobbeltalbums var det for langt til at holde mig fanget fra ende til anden.

Klassisk US 90er mysogonisk Hip-Hop. Meget sigende at ingen af de kvindelige bidrag får en feat. i titlen. Alle de mandlige gør. Musikmæssigt så er det kun de to første singler og Gz & Hustlarz der står ud. Resten er Serial Fillard

Kraftwerk på den kedelige måde. Alt for lange synthflader uden meget bas eller andet til at skabe rytme.

Det første album jeg købte - stadig et af de bedste jeg har.

My kind of Hip-Hop

2023: Post-punk? Jo jeg kan da godt li’ Joy Division 2025: Hold min øl mens jeg tager eyeliner på! Virkelig et fedt eksperimenterende album. Dog lidt ærgerligt at de instrumentale lydcollager er så lange og ikke bruges til at drive albummet frem.

Dum 00er Hip Hop

Meh. Det er stadig ikke Dusk

Dad-rock for en ældre generation

Party rock! Dog bliver det lidt kedeligt på et helt album

Ikke decideret dårligt. Men alt alt alt for langt. Særligt når det mere eller mindre forskellige variationer af samme sang i halvanden time.

Ikke det bedste Sonic Youth jeg har hørt. Men fik også kun et lyt ind. Måske det skal høres igen.

Selv hittet er dårligt

Rock på den virkelig kedelige måde

Classic Rock FM! Gammelmands rock kan små doser være okay. More Than A Feeling er okay på jukeboxen kl. 02:00 på bodegaen. Som helt album bliver det lidt for meget.

Jeg har aldrig hørt et helt studiealbum fra The Police før. Men deres Greatest Hits var i heavy rotation en overgang i mine teenage år. Det lyder både som forventet og ekspanderer på deres lydunivers. Det læner sig op af post-punk med reggea-rytmer.

Det var godt nok kedeligt og fyldt med interludes

Hairmetal eller Puddelrock? Det er set fra 2025 svært at betegne det som metal, men i samtiden har det været alt for hårdt til at blive betegnet som rock. Det er 100% kliché med kliché på.

For ofte bliver sangene for meget elektro pop til mig. Men når de elementer erstattes af et mere håndspillet udtryk, som på f.eks. Liability og Writer in the Dark kan det noget.

Jeg er ikke fristet

Ikke lige så skidt som jeg frygtede. Men heller ikke særlig godt. Det fungerer bedst når det bliver blues-rocket. Det gør det desværre for sjældent

Total ukendt album og band. Det var faktisk ret godt. En fin blanding af DIY punk og melodisk rock

Til tider sjovt. Men fangede aldrig helt.

Mere mundharmonika og heldigvis også mere strøm på His Bobness. Højdepunkterne er Like A Rolling Stone og Ballad Of A Thin Man, men resten af albummet underholder også ret godt. Lidt bedre end den ellers gode forgænger, et album jeg gav fire stjerner. Men er den også en stjerne bedre? Jeg er i tvivl

#notmyBeatles

Quick and to the pointless Lidt ligegyldigt (pop)punk i bedste Sex Pistols skabelon. Ubderholdende, men der stopper det også. Højdepunkt: Hard Luck

Efter at have brugt noget tid på at forberede mig på et helt album med disco-bangers, ramte den her lyd af klassisk 70er barok-pop mig som et bagholdsangreb. Det er sjældent at jeg er så ambivalent omkring et album. Jeg grinte højlydt af en sang (When Do I), krummede tæer over flere af dem og tog mig selv i at nynne boppe hovedet til et par stykker.

Rimelig godt album. Ikke alle sange rammer lige rent, og jeg mangler noget skarphed og kant i vokalen. Særligt de riff bårne numre er gode med Sunshine Of My Love som et klart højdepunkt. Det er så tungt er riff at det næsten kan betegnes som proto-metal.

Dystert og storslået. Mørkt og smukt. Et mesterværk til regnfulde efterårsaftener.

Perfekt blanding af guitar-riffs og følsom vokal. Fyldt med episke bangers

Voldsom meget synth

Var ret godt underholdt. Nok ikke noget jeg kommer til at opsøge selv

Det burde ramme mig spot on, men gør det ikke helt. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad jeg mangler, men et eller andet gør at det bare ikke er helt perfekt. PS: på nogle numre lyder vokalen som tidlige D-A-D Jesper Binzer

Spot on varebetegnelse. Det er syret funky shit

Er det godt? Ja selvfølgelig. Men er det et nødvendigt album på listen når også Made in Japan er med? Der er trods alt en del overlap af numre.

Jeg hørte det mens jeg lavede kontorarbejde. Har glemt alt om det nu

Der er et eller andet dragende ved Björks vokal. Den er ikke klassisk smuk, og hendes udtale bærer tydeligt præg af at engelsk ikke er hendes modersmål. Men på en eller anden måde gør det bare den mere spændende. Det er ikke de mest fængende sange hun har komponeret, men som et aktivt lyt kan det noget. Som baggrundsmusik bliver det ligegyldigt.

Alt for pænt og kedeligt - det eneste der redder lidt af albummet er surf-rockeren Dance, Dance, Dance

Langt, rodet og for det meste kedeligt

Booooring

Jeg tror måske jeg har glemt eller overset hvor gode R.E.M. faktisk er. Det er en ret fin kombination af upbeat og alvorlig musik og lyrik.

Virkelig neget synth

Syret, jazzet, rocket og fed vokal. Til tider rammer det ret godt.

Magisk album. Så ægte og intens en skildring af livet på bunden.

Der er selvfølgelig tre af Reeds mest ikoniske solo-numre. Men resten af albummet er faktisk også rigtig fint. Der sker noget spændende i clashet mellem de groovy eller smukke melodier, og så Reeds tilbageholdte nærmest uperfekte måde at synge på.

Fængende melodier og catchy grooves. Men samtidig har jeg svært ved at se storheden i albummet.

Der er godt nok lagt fra den beskidte lyd på You Really Got Me Now og så til det her barok-pop. Jeg er ikke kæmpe fan af den her version af The Kinks.

Et dejlig grimt album fra den tid hvor, hvis man ikke købte albummet, så hørte man det aldrig. Hvorfor det også kun er Beautiful People fra det her album jeg kender. Det var til gengæld en favorit på mit MTV i 90erne. Efterfølgeren var et af de albums jeg købte, og hørte rigtig meget. Havde 15årige mig købt Antichrist Superstar er jeg ikke i tvivl om at det også havde været en favorit dengang. Måske står det også the test of time bedre end den mere glammede Mechanical Animals. Det tror jeg lige jeg vil undersøge på senere i dag. PS: Jo mere jeg høre det her album, jo mere tydelig bliver Trent Reznors indflydelse på det. Det burde næsten indgå i NIN’s diskografi.

Det lugter af blues og soul. Med et jazz-feel og til tider surfrock elementer. Ret fedt. Gad vide om det er fra GTA: San Andreas, Blues Brothers eller begge jeg genkender titelnummeret? Når jeg kigger tracklisten igennem er der godt nok mange covernumre! Kun 3 af 12 numre er originale tracks. Gad vide om et album fra 80erne (eller senere) med så lidt originalt indhold ville komme på listen?

Lyden er på engang både futuristisk og retro. Kraftwerk fungerer for mig bedst når det bliver repetitativt og lidt tungt (industrielt?). Det er det her album næsten hele vejen. Desværre fungerer Neonlicht ikke for mig. Den falder fuldstændig uden for den stemning resten af albummet har.

Hvorfor har jeg aldrig hørt om dem her? Det var en vild oplevelse. Mega fed lyd. Tungt, vildt. Eneste anke er at vokalen ligger meget begravet i lyden. Det er næsten umuligt at høre hvad der synges.

Så kedeligt at jeg her til morgen havde glemt at jeg hørte det i går.